1) Eksempler på forhaling

Det er klart, at en lang sagsbehandling kan skyldes, at journalisterne nogle gange spørger meget bredt – ’skyder med spredehagl’, som det kaldes – og at anmodninger om aktindsigt derfor omfatter et meget stort materiale, hvorefter myndigheden skal gennemgå store sagsbunker.

Landets offentlige instanser har naturligvis andet at tage sig til end at svare på journalistbegæringer om aktindsigt.

Det problem har de fleste medier en vis forståelse for, sådan som vi har erfaret det – herunder en efterhånden hyppig overskridelse af 10-dages-reglen, som er lovens loft for myndighedernes svar på en aktindsigtsbegæring.

Imidlertid er anvendelsen af den mere bevidste forhalingsmanøvre et af de bedst dokumenterede redskaber i netop de sager, der kan indeholde belastende detaljer.

De store sagsafdækninger er sjældent opstået, uden at journalisterne først har været gennem et forhindringsløb af denne karakter – forhaling – og mange sager er også strandet i denne praksis.

Dels fordi journalisterne mister tålmodigheden og opgiver ævred, sådan som mange siger til denne bog, dels fordi aktualiteten siver ud af en sag, som ugerne, månederne og nogle gange årene går – hvilket kan lamme selv den mest stædige reporter eller redaktion, ligesom en sag simpelt hen kan udvikle sig i helt andre retninger, mens man venter.

Fem måneders kamp (TV 2)

Et af de mindre grelle eksempler – rent tidsmæssigt (’kun’ fem måneders forhaling) – nævnes af produktionsselskabet Monday, der sender Operation X-programmerne for TV 2.

Til gengæld var der tale om en klar afværgemanøvre.

I januar 2010 sendte TV 2 Operation X-programmet: SKAT til torskegilde, hvor journalisterne undersøgte et mistænkeligt sammenfald mellem myndighedens eksterne IT leverandører og sponsoraterne i en håndboldklub i Ølstykke.

Det allerførste, journalisterne gjorde, da researchen gik i gang i foråret 2009, var at sende en aktindsigtsbegæring og efterspørge alle kontrakter og fakturaer vedrørende eksterne IT leverandører til SKATs infrastrukturkontor.

”En enkel aktindsigt at håndtere, skulle man formode. For hos SKAT må de da have styr på hvem der leverer hvad, og hvor meget de betaler for det,” som redaktør Kasper Vilsmark siger, når han ser tilbage på forløbet.

”Alligevel skulle vi ud i en kamp der kom til at strække sig over fem måneder, og som krævede urimeligt mange ressourcer fra vores side, før aktindsigten var opfyldt.”

Fem måneder senere – det var den 10. september 2009 – havde redaktionen endnu ikke modtaget nogen af de centrale dokumenter i sagen og sendte derfor et brev til told- og skattedirektør Ole Kjær, som blandt andet indeholdt følgende passager:

Vores aktindsigtsbegæring er ikke blevet afvist af SKAT. Derfor er det selvfølgelig meget besynderligt, at de efterspurgte dokumenter ikke er blevet udleveret.

Vi har forgæves forsøgt at få svar på, hvorfor papirerne nu har været fem måneder undervejs. Er det fordi SKAT har rod i papirerne og ikke kan finde dem? Eller er det fordi SKAT ikke ønsker at lade offentligheden vide, hvordan man forvalter offentlige midler?

Da vi ikke kan få noget svar på om vores aktindsigt vil blive opfyldt, har vi udbedt os et interview, for i det mindste at få besvaret de ovenstående spørgsmål. Vores anmodning om et interview er indtil videre blevet afvist.

Jeg kan oplyse dig om, at vores anmodning om aktindsigt er en del af researchen i forhold der muligvis kan betegnes som magtfordrejning eller i værste fald korruption. Inden vi går videre med sagen, vil jeg derfor gerne give dig muligheden for at besvare vores spørgsmål i form af et interview. Dette interview skal laves snarest da vi er underlagt en deadline. Interviewet vil som sagt primært komme til at handle om, hvorfor SKAT ikke lever op til reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen, hvoraf det fremgår, at der bør vises pressen særlig imødekommenhed.

Jeg ser frem til at høre fra dig.

Med venlig hilsen

Morten Spiegelhauer, Operation X, TV2

Først da redaktionen med dette brev reelt truede med at gøre den manglende efterlevelse af lov om offentlighed i forvaltningen til en del af historien på den landsdækkende tv-kanal skete der noget.

Operation X fik pludselig de dokumenter udleveret, som programmet havde efterspurgt i månedsvis.

Men uden nogen forklaring på forsinkelsen.

Ombudsmanden lagt på is (Information)

Et andet eksempel, plukket fra den omfattende bunke med forhalingseksempler – og med en noget længere forhalingsperiode end ovenstående – er fra 2009, da dagbladet Information interesserer sig for myndighedernes indsats mod trafficking (handel med kvinder).

Her blev forhalingsmanøvren udvidet til også at omfatte Ombudsmandens behandling af sagen, hvilket er set i en lang række tilfælde de senere år, selv om man skulle tro, myndigheder gjorde sig ekstra umage med en hurtig behandling af netop Ombudsmandens henvendelser.

Avisen havde forsøgt at opklare, hvor aktive landets politikredse havde været – eller ikke været – i indsatsen mod trafficking fra 2001 og fem år frem, idet både politiet og daværende justitsminister Lene Espersen gang på gang var blevet kritiseret for ikke at være aktive nok.

Kritikken blev bl.a. afvist med henvisning til en “landsdækkende monitorering”, som Rigspolitiet stod for. Alle landets 54 politikredse havde således pligt til, forklarede Lene Espersen, at indberette alle “relevante oplysninger” om indsatsen i politikredsen mod kvindehandel.

Det var oplysninger om disse indberetninger, avisen søgte efter, men Rigspolitiet afslog med opbakning fra Justitsministeriet at oplyse hvilke kredse, der havde indberettet – og hvornår det var sket.

Den 20. december 2007 opsummerede Information sagen således: ”Justitsministeriets politikontor må stå til en alvorlig næse fra Ombudsmanden: Kontoret har således været mere end 15 måneder om at svare i en simpel klagesag om afslået aktindsigt.”

Ombudsmanden havde den 4. september 2006 bedt ministeriet om at forholde sig til en klage fra Information på afslået aktindsigt – men først den 14. december 2007 (dvs. 465 dage senere) blev svaret sendt af sted til offentlighedslovens ultimative kontrolinstans.

Syv gange under dette forløb, med cirka to måneders mellemrum, skrev ministeriet til Ombudsmanden og beklagede, at sagen endnu ikke var færdigbehandlet, men at et svar var lige på trapperne.

Til sidst mistede Ombudsmanden tålmodigheden og spurgte, om der var særlige grunde til, at denne sag ikke blev færdigbehandlet – og først da færdigbehandlede ministeriet sagen.

I sit svar til Ombudsmanden beklagede ministeriet ”den alt for lange sagsbehandlingstid” – dog uden nærmere forklaring.

Som alle journalister ved, er nyheder en letfordærvelig vare, og selv på et område som trafficking, der jævnligt dukker op på mediernes dagsorden, vil forhalingen af en konkret sag gennem så lang tid svække slagkraften af en kritisk afdækning.

En anden og måske mere foruroligende pointe er, at det her var Justitsministeriet selv, der gennemførte så bemærkelsesværdig en forhaling.

Det er som bekendt justitsministeren, der har ansvaret for offentlighedsloven – og det er også ham, der forhandler med andre ministerier om eventuelle udvidelser eller indskrænkninger af offentlighedslovens ramme og eventuelle særregler.

Det er i øvrigt også justitsministeren, der stiller forslag om en ny offentlighedslov – med forventede indskrænkninger i aktindsigten.

’Ingen relevante dokumenter’ (Kristeligt Dagblad)

I 2010 kunne Kristeligt Dagblad dokumentere, at Forsvarsministeriet misinformerede krigsforbryderdomstolen i Haag i retssagen mod Radovan Karadzic. Men først efter et større forhindringsløb

Her havde Forsvarsministeriet oplyst domstolen om, at man ikke lå inde med nogen dokumenter, som Karadzic havde søgt om via FN-regler til brug for sit forsvar mod anklager, han mente sig uskyldig i.

Den 2. juni 2009 henvendte Karadzic sig til det danske udenrigsministerium og anmodede om dokumenter, der vedrørte begivenheder i Sarajevo-området under krigen i Bosnien. Hans anmodning blev bakket op af Den Internationale Krigsforbryderdomstol, ICTY, som Danmark i sin tid var med til at oprette.

Udenrigsministeriet kontaktede Forsvarsministeriet og bad dette ministerium behandle henvendelsen fra Karadzic og domstolen. Den 12. oktober skrev Forsvarsministeriet til Udenrigsministeriet, at det ikke havde været ”muligt at identificere dokumenter af relevans for sagen”.

I marts 2010 begærede Kristeligt Dagblad aktindsigt hos Forsvarsministeriet i en række dokumenter, der faldt inden for den anmodning, Karadzic og krigsforbryderdomstolen havde sendt til Danmark.

Ansøgningen blev derefter mødt med fem fristforlængelser, som ministeriet begrundede med øvrigt arbejdspres i forbindelse med en ’omfangsrig anmodning’.

Efter tre en halv måneds ventetid gik avisen til Ombudsmanden, og da denne bad Forsvarsministeriet forklare sig, gik der yderligere tre uger.

Efter fire måneder og en uges forsinkelse fik avisen afgørelsen – og fik bl.a. udleveret tre dokumenter, som Danmark længe inden burde have udleveret til Karadzic og krigsforbryderdomstolen.

De forsvundne dokumenter (Fagbladet 3F)

I en anden langtrukken sag, hvor Fagbladet 3F forsøgte at få aktindsigt i miljøforholdene på danske svinebaroners projekter i Østeuropa, så Ombudsmanden sig til sidst nødsaget til at vedlægge en vejledning i god forvaltningsskik, fordi Udenrigsministeriet hævdede, at ministeriet slet ikke havde nogen journal-liste – eller som sådan førte dokumenterne ind i et system, der gjorde det muligt at finde dem igen.

Da det alligevel, langt om længe, lykkedes ministeriet at finde en række af de ’forsvundne’ dokumenter, blev de fremsendt til bladet med en bemærkning om, at man havde ”slettet enkelte drifts- og forretningsmæssige oplysninger, hvis tilbageholdelse er af væsentlig økonomisk betydning for bestemte af de i dokumentet nævnte virksomheder (…)”

Store dele af aktindsigten var nu tilgængelig, men afsnit efter afsnit var side for side blevet streget over med sort tusch.

Dette indlæg blev udgivet i 1. Forhaling og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.