En tendens, der synes at have bredt sig, er myndighedernes krav til journalisternes præcisering af aktindsigter – altså, hvilke dokumenter, reporteren eller mediet helt præcist ønsker at se.
Det er i sagens natur ikke altid muligt, selv om det for begge parter selvfølgelig vil være rarere med små sagsbunker, der indeholder de helt præcise dokumenter og informationer.
Det er bare ikke altid muligt at gætte, hvad der måtte være af dokumenter i en sag – og da slet ikke, hvis de netop er hemmelige eller har et indhold eller en oprindelse, som journalisten ville have svært ved at forestille sig eller angive på forhånd.
For en sikkerheds skyld lægger mange gravende journalister et forholdsvist ’bredt net’ ud i netop mistænkelige sager – for man ved jo aldrig – og man er også bange for, at man med for ’brede masker’ giver myndigheden for stor en mulighed for at smutte interessante dokumenter uden om aktindsigten.
Det kan naturligvis være til gene for myndigheden, men omvendt har slaget om begrænsningens kunst også udviklet sig til en metode, som myndigheder bruger, når der virkelig er noget at skjule.
Man kastes rundt (DR, Tænk, m.fl.)
”Generelt vil jeg sige, at jeg de senere år har oplevet, at forhindringerne er blevet anderledes end tidligere, hvor det meget handlede om bøvl med forhaling af sagerne,” siger journalist Lene Torp Carlsen, der i en årrække har brugt aktindsigt på bl.a. DR Dokumentar, Tænk og P1-dokumentaren.
”Nu virker det, som om man i stedet for bliver kastet rundt mellem en masse aktører, og man bliver også meget tit afvist på grund af en eller anden uklar formulering.”
”Jeg oplever situationen i dag, som om det kun er de helt konkrete sager, man kender i forvejen, og dokumenter, man konkret kender til, der reelt er adgang til.”
”Og det hænger måske meget godt sammen med hele spin-æraen, hvor folk inde i systemet tipper udvalgte journalister om gode historier, som de kan gå konkret efter, mens vi andre, der trækker vod efter et større billede, bliver hægtet af på formalia og formuleringsfejl.”
’Du skal angive hvilke sager …’ (Information)
En telefonsamtale mellem journalisten Ulrik Dahlin fra Information og Kirkeministeriet viser i en næsten karikeret grad anvendelsen af metoden.
Samtalen finder sted under sagen om daværende kirkeminister Tove Fergos oprykning af sin mand – der er præst – til en højere lønramme. Avisen ringer til en souschef i ministeriet:
”Det er Aase Garvin.”
Jeg ringer for at få oplyst navnene på de fem præster, der foruden Peter Fergo er oprykket til lønramme 34?
”Det kan du ikke.”
Det kan jeg ikke?
”Nej, det kan du ikke.”
Hvorfor kan jeg ikke det?
”Der er ikke sådan almindelig adgang til at få alt muligt oplyst. Det er jo… Hvis du har en personsag, så kan du få oplyst, hvordan folk er lønnet, men du kan ikke sådan i almindelighed kaste nettet ud og se, hvad der kommer ind. Du skal angive hvilke sager, du gerne vil godt vil se.”
Det gør jeg da også.
”Nej, det gør du ikke, for det er sådan noget, der sker…”
De fem andre præster… I er jo ikke i tvivl om, hvem det er?
”Det er faktisk noget, der… Det vedrører fem andre personsager, det kan du altså ikke få. Der er heller ikke noget interessant i det, men det kan du ikke få.”
Og begrundelsen er hvad?
”Det er, at hvis du ser i offentlighedsloven …”
Ja, der står, at man skal identificere den sag, man ønsker aktindsigt i. Det har jeg jo gjort.
Men det er ikke muligt at få ret i det synspunkt – i denne sag. Samtalen fortsætter:
”Det, du gør, er, at du kaster nettet ud og siger, at jeg ved jo godt, hvad det her drejer sig om, så jeg skal bare hoste op med det.”
Nej, jeg udtrykker mig meget pænere.
”Ja, det gør du, men sagen er, at du skal identificere her, hvad det er, du ønsker, altså de enkelte sager.”
Og sådan ender det med afslag – i dette tilfælde.
Udkastet til den nye offentlighedslov byder på et mindre rigoristisk krav til identifikation af dokumenter end den gældende lov.
Til gengæld har Offentlighedskommissionen åbnet muligheden for at komme uden om denne åbning ved at afvise med henvisning til et uforholdsmæssigt forbrug af ressourcer til at finde dokumenterne.
Og således har den mindre gode vilje, hvis der er tale om det, fået en ny udvej.
