Det sker, at vejen til informationer spærres så effektivt, at selv den stædigste journalist må give op. Når pressen støder på en mur, der ikke kan passeres.
Et af de mest effektive murværker i Offentlighedsloven er paragraf 13 med underpunkterne om bl.a. ’statens sikkerhed og rigets forsvar’ og ’rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner’.
Den er ikke blevet mindre aktuel i et årti med krige i Afghanistan og Irak – men er også blevet anvendt i en række andre tilfælde, hvor logikken syntes mindre klar.
Frygt for repressalier (Politiken)
En nyere sag var mørklægningen af den diplomatiske krise mellem Danmark og Kina efter Dalai Lamas besøg i Danmark og det tibetanske overhoveds møde med statsminister Løkke Rasmussen i maj 2009.
Da dagbladet Politiken begærede aktindsigt i sagen, blev 21 dokumenter i første omgang tilbageholdt under hensyn til rigets udenrigsøkonomiske interesser og forholdet til fremmede magter – mens begæring nummer to førte til afslag på syv dokumenter med samme begrundelse, samt yderligere fem dokumenter, der blev tilbageholdt for at beskytte drifts- og forretningsforhold for personer eller virksomheder, som måtte være omfattet af dokumenterne.
Det skete ifølge avisens kilder, fordi regeringen forsøgte at afværge krisen ved at holde så lav profil som muligt. Den frygtede yderligere repressalier fra kineserne, hvis sagen kom frem i pressen.
I de resterende få dokumenter var passager i stor stil blevet slettet med sort tusch.
Det skal nævnes som en særlig pointe, at avisen kun fik adgang til nogen form for informationer, fordi en embedsmand begik en fejl.
Avisen fandt senere ud af, at det havde været intentionen helt at afskære Politiken fra oplysninger i sagen, men en ren fejl gjorde, at avisen alligevel fik udleveret bl.a. en mail fra ambassadøren i Beijing, der advarede mod mødet med Dalai Lama
Andre effektive mure (Magasinet Finans)
Der findes andre effektive ’mure’, som journalister må erkende ikke kan forceres, når først en myndighed én gang for alle har besluttet sig for at blokere adgangen – uanset om det kan virke lovligt, logisk eller retfærdigt.
En sådan sag udsprang af den såkaldte Bankpakke II fra starten af 2009.
Her blev der på et aktstykke (dvs. uden lovbehandling i Folketinget) bevilget 20 milliarder kroner til at låne ud til den trængte danske eksportsektor. Problemet var, at bankerne ikke længere kunne finansiere store eksportprojekter som følge af finanskrisen.
Pengene blev bevilget til statens eksportkreditinstitution, Eksport Kredit Fonden (EKF), som er en selvstændig myndighed under Erhvervsministeriet. EKF er underlagt Forvaltningsloven og træffer forvaltningsafgørelser, men har i lighed med flere andre myndigheder fået en særlig undtagelse fra Offentlighedsloven.
EKF skulle formidle de 20 milliarder til bankerne – og derfra videre til eksportørerne.
Fonden offentliggjorde imidlertid meget lidt om, hvem der fik lånene. F.eks. vidste man, at A.P. Møller Mærsk havde lånt penge til at bygge skibe i Sydkorea – men man vidste ikke, hvem de danske eksportører var – eller hvem banken var, som havde fået lånet.
Derfor kunne man ikke følge op på Folketingets mål med ordningen, og det ville Jakob Thomsen, der skrev for Magasinet Finans, gerne lave om på:
”Som en sidste mulighed, for bare at få den mindste smule at vide om EKFs administration af ordningerne, begærede jeg aktindsigt hos Rigsrevisionen i de protokollater, som laves i forbindelse med EKFs årsregnskab. Her ville man kunne se, om Rigsrevisor har fundet noget, som er kritisabelt uden dog at være så kritisabelt, at det fører til en påtegning i regnskabet. Jeg har erfaring med, at det kan forekomme – og kan være væsentligt.”
Rigsrevisionen har tidligere udleveret sådan et protokollat til Jakob Thomsen vedrørende en anden ordning, som EKF administrerer. Men denne gang går den ikke.
EKF bliver hørt ad flere omgange og vil ikke have protokollaterne udleveret. Fonden bruger kammeradvokaten, som finder frem til, at fordi EKF, udover Rigsrevisionen, også revideres af et privat revisionsselskab, som har tavshedspligt – ja, så vil Rigsrevisor blive gjort erstatningsansvarlig, hvis han uden samtykke udleverer dokumenterne.
Det afgør sagen, og som Jakob Thomsen konstaterer: ”Så langt vil en myndighed gå for at undgå offentlighed – som til at true Rigsrevisor med strafansvar, hvis han bryder tavshedsmuren.”
”Man skal her bemærke, at en forudsætning for, at Folketinget i 1999 – modstræbende – gik med til at give fonden undtagelse fra offentlighedsloven, blandt andet var, at den parlamentariske kontrol med EKF til dels var sikret via Rigsrevisionen.”
Dommere i dækning (DR Dokumentar)
Af og til sker det, at omhyggeligt opsatte mure alligevel falder og dermed demonstrerer, at afværgemanøvren måske slet ikke havde været nødvendig – i første omgang.
I 2002 sendte journalisterne Thomas Gade og Nils Giversen et undersøgende program om Flygtningenævnet med titlen ’Det store asyllotteri’ for DR Dokumentar.
Journalisterne fokuserede på den vinkel, at der var stor forskel på afgørelserne i de enkelte nævn, der trådte sammen om en asylsag – og at sagernes udfald i en vis udstrækning var afhængig af, hvem der var formand (formanden er altid en dommer).
Blandt dommerne i Flygtningenævnet var der, ifølge kilder, både ’strammere’ og ’slappere’, og den personlige holdning til flygtninge kunne tilsyneladende være afgørende for, om en asylansøger fik asyl eller afslag, mente kilderne.
Under researchen begærede DR Dokumentar derfor aktindsigt i data-opgørelser over Flygtningenævnets afgørelser. Det blev afslået.
Sagen gik videre til ministeriet, hvorfra der også kom afslag på den – på papiret – ikke særlig opsigtvækkende eller faretruende aktindsigtsanmodning.
Derpå lavede DR Dokumentar møjsommeligt sin egen statistik ved at besøge en række af landets asyl-advokater, hvor journalisterne pløjede omkring 1000 afgørelser igennem.
Statistikken dokumenterede forskellen. Efter programmet blev daværende minister for området, Bertel Haarder, presset til at oplyse de reelle tal (som næsten var identiske med tv-programmets).
