Den ultimative forhindring for journalisters aktindsigt er, at dokumenterne i en sag ikke længere findes – eller at det påstås, de ikke længere findes, hvilket selvfølgelig kan være meget svært at verificere.
For naturligvis kan noget blive væk, og man kan dårligt beskylde en myndighed for løgn, altså at de bevidst smider sagsakter væk, selv om eksempler på netop denne fremgangsmåde er dukket op i flere tilfælde de senere år.
Under alle omstændigheder kan man i en række af den slags sager om bortkomst undre sig over offentlige myndigheders (manglende) evne til at holde orden i sagsdokumenter, der enten kan være forlagt, journaliseret forkert, aldrig være blevet gemt eller – som i nogle store sager – pludselig være forsvundet.
I et antal sager fra nyere tid har man set eksempler på direkte ’ond vilje’, idet belastende sagsakter bevisligt er blevet slettet for at undgå opdagelse.
Undersøgelserne var væk (DR)
I foråret 2010 forsøgte DR-programmet Kontant at få aktindsigt i nogle laboratorietest, der var bestilt af Fødevarestyrelsen. Det drejede sig om undersøgelser, hvor man havde testet fødevareemballage for indhold af det hormonforstyrrende stof Bisphenol A.
Journalisten var interesseret i at få produktnavne og producentnavne på de forskellige fødevarer, som var blevet testet, ud fra den betragtning, at det ville være særdeles relevant for landets forbrugere at vide i f.eks. hvilken dåse makrel, man havde fundet store doser Bisphenol A.
Der gik et par måneder – og en længere brevveksling – og så kom den besked, at styrelsen slet ikke lå inde med oplysningerne.
Det kunne heller ikke oplyses, hvor man kunne finde oplysningerne.
”Jeg fik oplyst, at jeg måske kunne finde oplysningerne på diverse fødevareregions kontorer,” siger journalist Sara Munck Andersen. ”De kunne ikke hjælpe mig yderligere. De sagde, at de simpelthen ikke vidste, hvor data for undersøgelsen befandt sig.”
Materialet er aldrig blev fundet.
”Min konklusion er, at enten er Fødevarestyrelsen ekstremt utjekket – og har ikke styr på, hvad der ligger til grund for de undersøgelser, som de selv bestiller og senere publicerer på deres hjemmeside – eller også er det et eksempel på, at de forsøgte at skræmme mig væk. Jeg hælder mest til det første, da kontaktpersonerne ikke virkede særlig kvikke og blev ved med at spørge, hvad det her egentlig handlede om, på trods af at jeg meget tydeligt flere gange havde forklaret min henvendelse på skrift.”
Ikke noget at komme efter (flere medier)
Bortkomst kan også forekomme i ’højere luftlag’ – faktisk så højt man kan komme – nemlig i Statsministeriet.
Her har flere medier gennem årene opdaget, at der – helt bogstavelig – ikke var noget at komme efter, når de søgte aktindsigt i sager, som angik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Noget var blevet helt væk, noget dukkede op senere.
En række medier begærede på samme tid aktindsigt i Anders Fogh Rasmussens udgifter til rejser på netop det tidspunkt, hvor han søgte om at blive generalsekretær i Nato – men det viste sig, at der ikke fandtes noget af betydning til oplysning af sagen.
I 2002 fotograferede danske specialstyrker statsministeren, da han sendte dem på mission til Afghanistans bjerge.
Disse billeder, som specialstyrkernes chef personligt sendte i kopi til Statsministeriet, var forsvundet, da Danmarks Radio henvendte sig for at bruge dem til en tv-dokumentar om Operation Enduring Freedom.
Også manuskriptet til den tale, Fogh Rasmussen holdt under afskedsparaden, var borte.
I en anden sag gjaldt det et referat fra statsministerens deltagelse i 2003 i et møde i den verdensomspændende, men hemmelige Bilderberg-loge.
“Referatet er ikke længere i statsministerens eller Statsministeriets besiddelse,” lød statsministerens forklaring på, at selv ikke Folketinget kunne få at vide, hvad et udvalg af verdens magtfulde personer havde talt om.
Og forsvundet var den såkaldte ‘mismail nr. 274’ fra den danske FN-repræsentation i New York, som i marts 2003 blev sendt videre til Statsministeriet. Denne mail indeholdt en rapport, der kunne være et nøgledokument til forståelse af, hvad statsministeren vidste om Iraks masseødelæggelsesvåben forud for beslutningen senere i marts om at sende Danmark i krig mod Irak.
Væk var også manuskriptet til statsministerens tale i presselogen i 2007, da han gjorde sig lystig over Christoffer Guldbrandsens tv-dokumentar Den hemmelige krig. Manus til ministerens 2005-tale i samme forum er også blevet væk.
Drejebogen, der forsvandt (Morgenavisen Jyllands-Posten)
I oktober 2004 begærede Jette Elbæk Maressa og Mikkel Thastum fra Morgenavisen Jyllands-Posten aktindsigt i statsminister Anders Fogh Rasmussens såkaldte ’drejebøger’, som han medbragte i Statsministeriet efter valget i 2001, og som indeholdt en yderst detaljeret plan for hele magtoverdragelsen og regeringsdannelsen.
12. november afslog Statsministeriet aktindsigt med ordene: ”Statsministeriet ses ikke i besiddelse af sådanne dokumenter.”
Jyllands-Posten klagede derefter til Folketingets Ombudsmand, som bad Statsministeriet om en udtalelse og en kopi af drejebogen.
I februar 2005 svarede Statsministeriet Ombudsmanden, at drejebogen var forsvundet. Men hvis den havde eksisteret, ville den alligevel have været hemmelig. Denne forklaring udløste en vis undren hos Ombudsmanden – for hvordan kunne Statsministeriet konkludere, at et papir skulle være hemmeligt – når det angiveligt ikke havde papiret?
I juli konkluderede rigsarkivar Johan Peter Noack, Statens Arkiver, over for Ombudsmanden, at Statsministeriet burde have gemt drejebogen, og Ombudsmanden henstillede derfor til, at Statsministeriet forsøgte at rekonstruere drejebogen – eventuelt ved at bede om at få en kopi af det eksemplar, som statsminister Anders Fogh Rasmussen personligt mentes af have gemt – og derefter genoverveje, om dokumenterne fortsat skulle holdes hemmelige.
Avisens journalister udbad sig også Anders Fogh Rasmussens personlige eksemplar af det bortkomne dokument, men Fogh Rasmussen meddelte kort og godt: ”De ting, som jeg har arbejdet med i tidens løb, opbevares hos mig. Hvis jeg engang føler, at de skal bruges til et eller andet, træffer jeg den beslutning – når jeg er stoppet i politik.”
Drejebogen er aldrig kommet frem offentligt.
Mail-sagen (flere medier)
Senest er regeringstoppen i september 2010 blevet beskyldt for – i en omfattende manøvre – at have slettet belastende e-mails i sagen om overbetaling af privathospitaler i forbindelse med VK-regeringens ’udvidede frie sygehusvalg’ – en sag, der med det samme truede både statsminister Lars Løkke Rasmussen og vicestatsminister Lene Espersen, hvis daværende spindoktor var direkte impliceret.
Ifølge bogen Projekt Løkke blev embedsmænd i Finansministeriet og Sundhedsministeriet i foråret 2009 beordret til at slette alle mails om en intern rapport, der angiveligt dokumenterede, hvorledes priserne til privathospitalerne var 25 procent for høj.
Ligeledes fik embedsmænd i Sundhedsministeriet, ifølge bogens kilder, besked på at koordinere med andre ministerier for at sikre, at de mails, der blev slettet det ene sted, også blev slettet det andet, skrev journalist Tanja Frederiksen og valgforsker Sigge Winther Nielsen i bogen.
Mail-sagen er yderligere behandlet som eksempel på side 77 i denne bogs Del 2.
Alle referater er væk (Computerworld)
Tendensen til det, man i bedste fald kan kalde sløset omgang med informationer og dokumenter i den offentlige forvaltning, blev i 2009 og 2010 massivt dokumenteret af bladet Computerworld.
Det skete i en artikelserie, der byggede på over 100 aktindsigtsanmodninger, indsendt til 28 danske kommuner, der havde undladt at sende it-indkøb i udbud – og i stedet indgik kontrakter direkte med it-virksomheden KMD, som det viste sig i årevis havde ladet en mild gaveregn forsøde livet på en del danske rådhuse.
I mindst 6 af de 28 kommuner fandtes der tilsyneladende ikke et eneste mødereferat fra møderne mellem it-giganten KMD og kommunen.
Heller ikke selv om der var indgået kontrakter for millioner af kroner.
En af sagerne omhandler Nordfyns Kommune. Her sender kommunen ganske vist en beskrivelse til Computerworld af forløbet omkring anskaffelsen af et stort KMD-system, som kommunen har købt uden udbud, men papirerne, der skulle kunne dokumentere beskrivelsen, er pist væk.
”Alt materiale fra dengang er desværre smidt ud i forbindelse med oprydningsdage, flytninger ved kommunesammenlægningen og efterfølgende rådhusrenovering og fratrådte medarbejdere,” skriver kommunen – kort og godt – som svar på ønsket om aktindsigt.
Norddjurs Kommune, der også har købt KMD-systemer uden at gå i udbud med ordren, skriver også beklagende til Computerworlds journalist, Kristian Hansen:
”Efter at have undersøgt sagen kan det konstateres, at der ikke findes mødereferater af forhandlinger med KMD.”
I Skive kommune skriver vicedirektøren:
”Undertegnede og it-chefen har hen over sommeren 2008 afholdt møder om en treårig betalingsaftale omfattende samtlige eksisterende KMD-systemer. Der foreligger ikke mødereferater fra disse møder.”
I Sorø Kommune er historien den samme:
”Der er ikke udarbejdet referater af de afholdte møder,” lyder det.
Osv.
Journalisten kan i situationen naturligvis intet ondt bevise: At man bevidst har slettet – eller helt har undladt at nedskrive – ting, der kunne være belastende, hvis de blev offentliggjort. Kun konstatere et virkelig påfaldende sløseri, mange steder på én gang.
Andre gange er det i denne sag ikke bare dokumenter, der er fordampet, men også hele udsnit af den kollektive hukommelse – netop fordi myndighederne ikke har gemt nedskrevne akter om ting, der er besluttet eller ting, der er foregået. F.eks. modtagelse af gaver – som den såkaldte ’udbudsfusk-sag’ ikke mindst kom til at handle om.
I Frederikshavn Kommune kan man følge en særegen proces, efter at Computerworld i januar 2010 har sendt en begæring om aktindsigt, hvor bladet beder om at få oplyst, hvilke gaver ”kommunens personale måtte have modtaget fra KMD”.
Af svaret en lille måned senere fremgår der intet be- eller afkræftende om, hvorvidt kommunen overhovedet har modtaget gaver fra KMD.
Så spørger bladet igen – og nu helt direkte: ”Har kommunen modtaget nogle gaver fra KMD?”
Svaret – og den forvaltningsmæssige afgørelse – fra en afdelingsleder i kommunen lyder:
”Jeg har ikke fået oplyst, at vi har modtaget gaver.”
Kort efter – da kommunen bl.a. er blevet konfronteret med et tip til Computerworld om, at socialchefen faktisk har modtaget talrige gaver, erkender kommunen efter flere rykkere og indskærpelse af reglerne om god forvaltningsskik, at både socialchef og kommunaldirektør har modtaget golfture og billetter til fodboldkampe af KMD.
Direkte adspurgt om, hvorfor kommunen ikke oplyste det i en tidligere aktindsigt, siger afdelingslederen, der tidligere har benægtet den viden:
”Jeg har ikke på noget tidspunkt oplyst, at kommunen ikke har modtaget gaver. Jeg har skrevet, at jeg ikke har fået oplyst, at kommunen har modtaget gaver.”
Det er ordet ’oplyst’, der her er det centrale mørklægnings-redskab.
Forinden har kommunens kommunaldirektør i skarpe vendinger beklaget sig over, at kommunen ”har brugt et betragteligt antal timer i vores hårdt belastede kommunale administration for overhovedet at finde frem til antydningen af de tilfælde, hvor der har været tale om, at nogen har modtaget noget som helst.”
Nu kommer det frem, at kommunaldirektøren selv har været med til fire golfturneringer, og at hendes socialchef er noget nær fast gæst ved golf- og fodboldkampe, hvor KMD er giveren.
Informationer kan også, ifølge dokumentationen i Computerworlds serie, forputte sig på næsten utænkelige måder, f.eks. ved, at den offentlige myndighed – ved en fejltagelse – kommer til at fremsende helt forkerte dokumenter.
I Hillerød Kommune, der indgår en kontrakt med KMD på omkring 50 millioner kroner, glemmer man på et tidspunkt, at kommunaldirektøren er blevet begavet med en billet til en Madonna-koncert, og da bladet kommer på sporet og beder om kommunens kalender for det pågældende år, svarer man ved at fremsende en kalender fra en periode, hvor direktøren slet ikke var ansat. Og hvor der derfor ikke optræder nogle former for ’lyssky’ aktiviteter for hans vedkommende.
Da det bliver opdaget, skriver kommunens sekretariatschef til bladet:
”Ved en fejl havde en medarbejder i sekretariatet sendt kalenderen for 2008 i stedet for den i 2009, jeg kan kun beklage denne fejl.”
Hvis ovenstående forvaltningsånd, som man fornemmer den i Computerworlds detaljerede dokumentation, er fremherskende – også selv om der af og til skulle være tale om sjuskefejl – så afdækker sagen om udbudsfusk mere end blot en ’lille korruption’ i visse kommuner.
Så røber den også konturerne af en udpræget modvilje mod aktindsigt hos danske politikere og embedsmænd i tilfælde, hvor jorden brænder under dem og en sag ser ud til at kunne svulme op til et for embedsmændene og politikerne personligt belastende niveau.
Pointen er, at der heldigvis kan opregnes masser af eksempler på velvillig udlevering af dokumenter og informationer, hvor alt er gennemsigtigt og åbent, som det skal være.
Men når der er fejl eller magtmisbrug, er fristelsen til at reagere med lukkethed og afvisning naturligvis enorm. Alt kan stå på spil – karrierer, fremtid, personlig vanære eller dét, der er værre i form af eventuelt strafansvar.
Og det er – helt objektivt set – netop i disse situationer, pressen har brug for så gode arbejdsredskaber- og vilkår som overhovedet muligt
