Endnu en metode – der ikke umiddelbart kan opdages – er deciderede udeladelser af materiale i en aktindsigt.
Sådanne udeladelser er i en lang række tilfælde blevet opdaget og dokumenteret, fordi journalisterne begærede aktindsigt i korrespondance mellem flere myndigheder på samme tid – og derfor ved sammenligning af de modtagne sagsbunker kunne konstatere, at nogle dokumenter manglede i den ene eller den anden bunke.
Eller man kunne konstatere, at der var henvist til et bestemt dokument hos en bestemt myndighed (f.eks. et notat eller en mail), som imidlertid ikke fandtes i aktindsigten.
I sagens natur kan der gennem årene være forekommet mange udeladelser i aktindsigter, som bare aldrig er blevet opdaget, fordi man for det meste må forlade sig på myndighedens oprigtighed og opfyldelse af pligten til at følge offentlighedsloven.
De opdagede eksempler – der som sagt også kan skyldes sjusk og hastværk – er imidlertid temmelig mange.
Ingen informationer før 2003 (Ekstra Bladet)
Ekstra Bladet begærede i 2003 aktindsigt i Statsministeriet og Udenrigsministeriet i alle dokumenter vedrørende den danske beslutning om at gå med i Irak-krigen.
Den 2. september 2003 – to en halv måned efter første henvendelse – svarede Statsministeriet, at man nu havde ”iværksat en gennemgang og vurdering” af de akter, bladet havde anmodet om aktindsigt i.
Flere af bladets aktindsigtsanmodninger endte som klagesager hos Folketingets Ombudsmand, og problemet med aktindsigterne blev også rejst politisk.
Den 22. oktober 2003 blev statsminister Anders Fogh Rasmussen i Folketinget bedt om at redegøre for, hvorfor papirerne ikke var blevet udleveret. Hertil svarede Fogh Rasmussen:
”Der er mig bekendt tale om en af de mest omfattende aktindsigtsbegæringer i Statsministeriets historie. Anmodningen vedrører over 1300 dokumenter, som, hvis jeg skal komme med et løst skøn, vel alt i alt rummer på den anden side af 10.000 sider potentielt følsomt materiale.”
Og tilføjede så: ”Men jeg regner i øvrigt med, at den sag kan der blive truffet afgørelse i inden for nogle ganske få dage.”
Statsministeriet beklagede den lange sagsbehandlingstid – en beklagelse, som Folketingets Ombudsmand var enig i.
På et tidspunkt fremsendte ministeriet en liste over ministeriets akter i Irak-sagen til Ekstra Bladet – men ved udleveringen af listen havde man sprunget flere aktnumre over – blandt andet de første 118 dokumenter.
Herefter bad journalisten Bo Elkjær, Ekstra Bladet, om den fulde aktliste:
”Jeg ønsker altså en liste, hvor samtlige akter i sagen indgår. Det gælder bl.a. akterne 1-118, 120-123, 133, 172, 213, 282, 327, 345, 812 samt naturligvis en komplet liste over de akter der er registreret efter 16. juni.”
Trods den konkrete rykker efter de mange manglende akter reagerede Statsministeriet ikke. Senere afviste ministeriet helt at udlevere de dokumenter, som offentligheden altså stadig ikke kender.
I dag ved man – fordi Folketinget i 2006 fik den komplette aktliste, at Statsministeriet har tilbageholdt samtlige dokumenter vedrørende Irak fra før den 7. januar 2003 – altså den centrale periode, hvor den danske regering forhandlede om den kommende militære aktion mod Irak.
Modstand i Forsvarsministeriet (Information)
I en sag fra lidt nyere tid kunne Information – i september 2009 – konstatere en ventetid på ikke mindre end to år som følge af kategoriske afslag på aktindsigt fra Forsvarsministeriet i en sag om anskaffelse af jagerfly.
Bladet havde søgt om aktlister, dvs. fortegnelser over dokumenter vedrørende en eller flere sager, som drejede sig om anskaffelsen af nye jagerfly til Forsvaret.
Ifølge en afgørelse fra Ombudsmanden kunne Forsvarsministeriet imidlertid ikke ”med rette” afslå Informations aktindsigt, selv om avisen derved kunne få kendskab til sager, som ikke var offentligt kendte i forvejen.
I denne sag udleverede ministeriet ganske vist de tilknyttede aktlister, men vel at mærke kun dele af listerne.
Ministeriets forklaring på ikke at udlevere de komplette lister var, at de øvrige dokumenter på listerne vedrørte helt andre sager, og hvis ikke Information på forhånd kunne identificere disse andre sager, ville ministeriet ikke udlevere listerne i deres helhed.
Med andre ord mente ministeriet, at kravet om forhåndsidentifikation af sagerne på listerne måtte veje tungere end andre hensyn – bl.a. muligheden for en effektiv kontrol med myndigheden.
Når ministeriet suverænt bestemmer hvilke dele af aktlisten, offentligheden må se, svækkes muligheden for at kontrollere, om et eller flere dokumenter ikke er udleveret, naturligvis.
Ombudsmanden kommenterede det således:
”En generel henvisning til et ønske om at holde sager eller emner skjult for journalister og offentligheden i det hele taget, er derfor efter min opfattelse ikke et sagligt hensyn, og det vil derfor ikke kunne indgå i begrundelsen for et afslag på aktindsigt.”
