Mange journalister har oplevet at åbne en konvolut med aktindsigt – triumferende – for derefter at konstatere, at næsten alle oplysninger var blevet omhyggeligt overstreget og slettet. Det sker gerne med en filt-tuschpen, hvorefter hele den gennemstregede papirsamling fotokopieres (så man ikke kan se igennem tuschstregerne) og sendes til journalisten.
Den såkaldte ekstraheringspligt betyder, at en myndighed i nogle tilfælde skal udlevere dele af et dokument, der – i modsætning til resten af dokumentet – er omfattet af retten til aktindsigt.
Reglens formål er altså at sørge for, at en ansøger af aktindsigt ikke udelukkes fra oplysninger, han har ret til, fordi de står i et dokument, der i øvrigt er unddraget aktindsigt.
Rent praktisk foregår det på den måde, at alt, der ikke er adgang til, streges ud.
Men da man ikke kan se, hvad der gemmer sig under udstregningerne, er det umuligt at kontrollere, om der er slettet mere, end loven giver adgang til.
Derfor fornemmes reglen om ekstrahering ofte som en bekvem undskyldning for at slette og fjerne ubekvemme passager i et papir, som myndigheden i øvrigt er nødt til at udlevere ifølge den gældende offentlighedslov.
Der er gennem årene set en del eksempler på den sidste situation – altså hvor der slettes overdrevet eller unødigt – blandt andet i sager, hvor man via andre myndigheder eller ombudsmandsklager alligevel fik adgang til de slettede passager.
Når oplysningerne er blevet omhyggeligt slettet – og overstregningerne er fremsendt uden nogen detaljeret begrundelse, er eneste mulighed at sende sagen videre som klage til Ombudsmanden, der har mulighed for at få indblik i ordene under de sorte tusch-streger.
Kun streger tilbage (Bog)
Især i sager, hvor journalister i forvejen har fornemmet modstand eller direkte forhaling, har mange siddet forholdsvis skeptisk tilbage, når de langt om længe modtog et materiale, som så viste sig at være fyldt med sorte overstregninger.
Da redaktør og politisk kommentator Troels Mylenberg – i forbindelse med hans og journalist Bjarne Steensbechs bog om daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen – søgte efter akter i både Stats- og Udenrigsministeriet, der havde relevans for Fogh Rasmussens udnævnelse til generalsekretær i NATO, blev de igen og igen holdt hen af et tilsyneladende meget uvilligt ministerium.
”Her tog det måneder – og tre beklagende mails fra Statsministeriet, der hver gang blot gjorde rede for, at man desværre ikke kunne svare inden for fristen – før vi modtog en beskeden bunke særdeles voldsomt udstregede indberetninger fra særligt østeuropæiske ambassader,” siger Troels Mylenberg.
”Der var primært tale om indberetninger, der nævnte, at Foghs navn var blevet nævnt i et medie i det pågældende land.”
I et sådant tilfælde er der – bogstaveligt talt – kun stregerne tilbage, og i dette tilfælde opgav Troels Mylenberg simpelt hen at gå videre med sagen.
Et sort dokument (Information)
I endnu mere grelle tilfælde kan de kraftige udstregninger nærmest have karakter af en vis hidsighed – måske hos den embedsmand, der skulle foretage udleveringen – med tyk overstregning af stort set alt, der bare ligner sammenhængende skrift:
Sagen startede, da Integrationsministeriet den 13. maj 2009 – efter flere års forhandlinger med Irak – fik landet til at skrive under på en hjemsendelsesaftale for irakiske flygtninge i Danmark.
Ministeriet lovede at give afviste irakiske asylansøgere, der gik ind på at vende frivilligt tilbage, økonomisk og uddannelsesmæssig støtte fra Danmark.
Men da integrationsminister Birthe Rønn Hornbech dagen efter forelagde aftalen for Folketingets Integrationsudvalg, valgte hun at hemmeligholde et lille tillæg, som beskrev støtten til de frivilligt tilbagevendende irakere. Og som ingen medier altså kendte indholdet af.
Samtidig meddelte hun udvalget, at støtten til irakere, der valgte at rejse frivilligt tilbage, ville bortfalde.
”Det var svært at forstå ministerens mangelfulde håndtering af Folketinget som andet end et forsøg på at dække over, at hun havde brudt aftalen med Irak”, siger journalist Anton Geist.
Hans avis, Information, efterspurgte derfor en forklaring fra Birthe Rønn Hornbech, som 18 gange i træk afviste at udtale sig til avisen om de afviste irakiske asylansøgere.
Den 2. oktober 2009 begærede Information aktindsigt i Integrationsministeriets korrespondance om hjemsendelsesaftalen.
Nogle uger senere efterkom ministeriet anmodningen. Men sagsakterne var blevet udsat for en massiv overstregning. Enhver substantiel oplysning var blevet undtaget fra aktindsigten. Af og til havde ministeriet valgt at lade Information se et ”godt nytår” eller ”god jul” i embedsmændenes mails til hinanden – men ellers var de mange sider helt sorte af farven fra overstregningstuschen.
Overstregningen skete med henvisning til paragraf 13, stk. 2 i Offentlighedsloven, hvor det slås fast, at ”retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner.”
”Det kan være svært at følge, hvorfor offentligheden ikke må få indblik i, hvordan hjemsendelsesaftalen mellem Danmark og Irak kom i stand,” mener Anton Geist. ”Er der virkelig ’væsentlige hensyn’ af udenrigspolitisk karakter, der taler for, at ikke bare enkelte, men samtlige informationer i sagsakterne angående en simpel bilateral aftale om tilbagetagelse af asylansøgere skal hemmeligholdes?”
Som flere offentlighedseksperter påpegede, var avisens tvivl om motiverne berettiget – men de kunne i sagens natur ikke bedømme lovligheden af den omfattende hemmeligholdelse, da de ikke havde mulighed for at se de overstregede informationer.
Sagen er nu indbragt for Ombudsmanden, hvor den i skrivende stund stadig er til behandling.
I en efterfølgende aktindsigt fik journalisten i øvrigt udleveret flere af de samme dokumenter og passager, som Integrationsministeriet havde overstreget, fra Flygtningenævnet – nu uden overstregninger.
