En fremtidsvision

I en styrelse et sted i den danske statsadministration sidder en embedsmand med en viden, som hun ved kan være politisk dynamit, hvis andre end hun selv og en håndfuld andre embedsmænd får at vide, hvad hun véd. Hun ved nemlig, at ministeriet på grundlag af et udkast til en redegørelse har brugt et regnestykke, som har meget lidt med virkeligheden at gøre. Nu har ministeren brugt det i en redegørelse til Folketinget.

Og nu er der journalister, der vil se alle dokumenter, der har bevæget sig mellem ministeriet og hendes styrelse.

Hvis vi nu sætter scenen i året 2010, så gælder den gamle offentlighedslov – den, der med en række rettelser har fungeret siden 1985. Og så er der ingen tvivl om, at dokumenterne skal udleveres.

Netop fordi de har bevæget sig mellem forskellige myndigheder, er de ikke interne, og dokumenter, der ikke er interne, er omfattet af retten til aktindsigt, med mindre man kan finde en holdbar begrundelse for at gemme dem af vejen for offentligheden.

Embedsmanden ved, at ministeren og hans folk i ministeriet vil være meget lidt glade for en offentliggørelse. Det vil ikke være et plus for styrelsen og embedsmanden, hvis det sker.

En innovativ embedsmand må derfor kigge i arsenalet af metoder til at forhindre så meget som muligt i at komme frem. Og arsenalet består af de tricks, der er gennemgået i det forudgående kapitel:

forhaling, præciseringskrav, statens sikkerhed, bortkomst, udeladelser, udstregning og selektiv udvælgelse.

De virker af og til. Journalister arbejder under aktualitetens og de knappe ressourcers benhårde lov: Varer det for længe at få styr på en historie, må den droppes.

Men det er ikke altid, loven om alle nyheders forgængelighed virker, for der findes medier, der prioriterer afsløringen af politisk-administrative fiduser så højt, at de gerne bringer dem på et tidspunkt, hvor den oprindelige sag er uaktuel. Til gengæld skaber de så en ny aktualitet under mottoet: Så blev vi snydt igen!

Embedsmanden kan eventuelt bruge udeladelsesmetoden. Dokumenter, der ikke viser noget problematisk, kan blive sendt af sted. Går den så går den – men langt fra altid. Journalisterne kan måske finde spor af dokumenter, der ikke findes i bunken, og så må de udeladte dokumenter på et eller andet tidspunkt alligevel udleveres.

Men flytter vi nu sagen til et tidspunkt, da det lovudkast, Offentlighedskommissionen har udarbejdet, er blevet gældende lov, så er det hele blevet meget lettere for vor embedsmand. For hele dyngen af dokumenter er

interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder i forbindelse med ministerbetjening,

og så er de undtaget fra adgang til aktindsigt. Journalisterne kan ansøge, argumentere og klage til ombudsmanden, så meget de vil.

Et par undtagelser fra regelen om ministerbetjeningen ser det ud til, at man kan argumentere sig ud af, og kan man ikke, kan der let gå et år eller mere, før en klagesag er færdig. Der er reelt lagt låg på den sag.

Embedsmanden rækker ud efter et stempel og forsyner de enkelte dokumenter med påskriften

MINISTERBETJENING

Ikke omfattet af retten til aktindsigt

og belaver sig nu på at bruge sine innovative evner til at løse andre opgaver for det politisk-administrative system.

Journalisten, der modtager besked om, at ministerbetjeningsparagraffen er blevet anvendt, er klar over, at det vil kræve megen tid og arbejde at få omstødt den afgørelse. Samtidig noterer han sig, at der formentlig virkelig er noget at komme efter, når ministerbetjeningsvåbnet bliver brugt.

Han overvejer, om det har noget formål at klage over afslaget og bruge tid og kræfter på dét, eller om han i stedet skal bruge sine innovative evner til at grave historien frem på en anden måde – måske rummer systemet en samfundsbevidst person, der synes, at det, der er sket, simpelt hen er for meget.

Sådan kunne en af de sager, vi beskæftiger os med i denne bog, være foregået, hvis den foregik under en ny offentlighedslov med de bestemmelser om ministerbetjening, som Offentlighedskommissionen har foreslået.

Vi vender tilbage til eksemplet.

Dette indlæg blev udgivet i En fremtidsversion og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.