Myndighedernes 7 metoder til at undgå aktindsigt inden for den gældende offentlighedslov
Vi har i denne bog samlet en række eksempler på de problemer, journalisterne oplever, når de begærer aktindsigt. De bygger på journalisternes egne beskrivelser og handler om bl.a. forhaling, fejludleveringer, bortkomst og anden kreativ omgang med de eksisterende regler.
Et gennemgående træk er, at der er tale om eksempler på forvaltning, der ville have betydet en faktisk beskyttelse af beslutningssystemet – tilsløring af konkrete sager – hvis ikke mange journalister stædigt havde kæmpet for adgangen til den ønskede aktindsigt.
Mange års erfaringer blandt undersøgende journalister – og en række helt aktuelle meldinger, som er indsamlet i august-september 2010 fra landets gravende journalister til denne bog – peger på syv meget brugte metoder, når danske myndigheder ønsker at undgå pressens aktindsigt i sagsforløb, der er eller kunne blive belastende for de implicerede instanser, embedsmænd og/eller politikere.
Vi kan ikke altid sige, om der altid er tale om en tilsigtet beskyttelse – altså at forhalingerne, fejludleveringerne, bortkomsterne og den kreative omgang er forsætlige forsøg på at skjule faktiske forhold i en sag. I nogle tilfælde er det senere dokumenteret som bevidst tilsløring, i flere tilfælde virker det ret sandsynligt, men er ikke umiddelbart bevisligt. At bevise det ville kræve en retlig skyldsafgørelse, og en sådan indgår ikke i den normale behandling af aktindsigtsklager.
De syv registrerede metoder er i kort form:
1. Forhaling – hvor konkrete afslag på aktindsigt eller særdeles lange svartider på alle henvendelser undervejs forsinker en sag så meget, at den mister sin aktualitet.
2. Præciseringskrav – hvor myndigheden afviser at udlevere dokumenter eller sagsakter, som journalisten ikke på forhånd kender til og derfor ikke kan give en præcis beskrivelse af.
3. Statens sikkerhed – hvor afslaget på aktindsigt begrundes med hensynet til landets sikkerhed – eller mødes med andre indiskutable afslag, som det ikke er muligt at argumentere imod.
4. Bortkomst – hvor de ønskede informationer i form af sagsakter, mails eller andet materiale ikke længere findes.
5. Udeladelser – hvor det tilsendte materiale er mangelfuldt, fordi dokumenter, aktlister eller andre informationer er udeladt.
6. Ekstrahering – hvor dele af det ønskede materiale udleveres, men væsentlige afsnit er slettet ved overstregning.
7. Selektiv udvælgelse – hvor der gives aktindsigt til særligt begunstigede kilder frem for andre.
Et simpelt værktøj
Over for denne korte introduktion til de undvigemanøvrer – som en lang række journalister altså gennem årene har konstateret og peger ganske samstemmende på – vil myndighederne formentlig konstatere, at man i utallige andre tilfælde har opfyldt både lovens bogstav og ånd ved at åbne alle skabe og skuffer, så snart pressen begærede – og fik – aktindsigt.
Det er heldigvis sandt, forhåbentlig i langt de fleste tilfælde.
Problemet er, at afvigelserne fra det positive billede ofte ses i de mere alvorlige sager, sådan som journalisterne oplever det – altså i de tilfælde, hvor myndigheder eller enkeltpersoner står over for belastende eller muligvis belastende sager, hvad enten der er tale om tilfælde af sjusk, fejl eller direkte magtmisbrug.
Der har ofte været tale om sager, der viste sig at være særdeles vitale for kontrollen med landets øverste politikere og embedsmænd – og deres magtudøvelse – og dermed for demokratiet og den enkelte borger.
Det er ofte i netop de situationer, det erfaringsmæssigt har været vanskeligt at åbne de offentlige kanaler og adgangene til aktindsigt, altså lige præcis dér, hvor åbenheden virkelig skulle stå sin prøve.
I nogle af de følgende eksempler har journalister, der har sendt klager videre til Ombudsmanden, ikke nødvendigvis fået medhold i klagen. Det er heller ikke afgørende for denne gennemgang.
De eksempler, vi fremlægger, tjener til at belyse myndigheders manglende lyst til at afdække bestemte, muligvis ’betændte’ sager, uanset at de – hvis de ville (og der slet ikke var noget ’at komme efter’) – sagtens kunne have givet offentligheden indblik i deres arbejde. Men i stedet valgte de altså at gemme sagerne af vejen – med eller mod gældende regler.
Ånden i forvaltningen
Et de vigtigste redskaber til at få indsigt i offentlige beslutningsprocesser har i de forløbne år været retten til at opnå aktindsigt i al korrespondance mellem myndigheder (brevveksling, mails, telefonnotater, etc.) – altså mellem to eller flere myndigheder i et sagsforløb eller en beslutningsproces.
Netop den mulighed vil den foreslåede paragraf i den nye offentlighedslov om ’ministerbetjening’ i mange tilfælde afskære journalisterne fra, hvad enten det er berettiget eller ej.
Om det er det ene eller andet, vil kun en ombudsmands-prøvelse derefter i fremtiden kunne afgøre. Klager til Ombudsmanden er – som det dokumenteres i det følgende – allerede nu en ofte langvarig proces, der meget tit lægger en sag død alene på grund af forsinkelsen, der kan løbe op i flere år.
Når vi derfor i kort form på de følgende sider bringer en række eksempler på de syv ovennævnte redskaber til at omgå aktindsigt (og det er vigtigt at sige, at der i hver kategori er langt flere end dem, vi i kort, overskuelig form nævner her), er det for at understrege, at sager, der af myndighederne blev opfattet som ubekvemme eller direkte belastende, meget ofte blev drejet ind på et spor, hvor den nuværende offentlighedslov blev forsøgt sat ud af kraft.
Der er ingen grund til at tro, at den dokumenterede ånd i forvaltningen i alle disse tilfælde vil ændre sig under en ny offentlighedslov, hvor muligheden for afvisning til gengæld bliver langt enklere og adgangen til at kontrollere sådanne afslag mere uigennemskuelig.
