En livsfarlig mangel på åbenhed

Af Erik Valeur og Lars Rugaard, journalister

Integrationsministeriets sag om den ”glemte” konvention om begrænsning af statsløshed er et skoleeksempel på, hvad der sker, hvis man følger regeringens forslag til en ny offentlighedslov – et forslag, der fremover skal indhylle embedsmænds betjening af deres ministre i endnu mere hemmelighed.

Sagen er samtidig en alvorlig opfordring til Folketinget og dets vælgere om at overveje, om tiden ikke er inde til at begrænse den hemmelighedsfuldhed, der allerede omgiver ministres brug – og misbrug – af deres embedsmænd.

Hele forløbet i ministeriet viser nemlig, at Danmark lider af en livsfarlig mangel på åbenhed, og at det bliver meget værre, hvis vi ikke skifter kurs.

Siden begyndelsen af januar er der kommet overordentligt troværdige afsløringer af, at Integrationsministeriet og dets juridisk uddannede chef, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, i årevis har vidst, at konventionen eksisterede og har været vidende om, hvordan den skal forstås.

På det seneste er det ved hjælp af svensk offentlighedslovgivning blevet klart, at ministeriet i mindst et år har været vidende om, at der foregik en lovstridig administration af konventionen, som Danmark ratificerede i 1977.

Hvad enten den ulovlige administration skyldes manglende omhu, manglende dygtighed, manglende hukommelse eller manglende lovlydighed, er det en kendsgerning, at den relevante mangelfuldhed har kunnet virke i årevis, fordi en myndigheds interne sagsakter ikke er undergivet offentlighed i forvaltningen.

Hvis denne hemmeligholdelse af sagsakter udvides til også at omfatte et ministeriums underordnede myndigheder og andre ministerier med deres underordnede myndigheder – som det er hensigten i forslaget til en ny offentlighedslov – så udvides området, hvor der kan udvises manglende omhu, manglende dygtighed, manglende hukommelse og manglende lovlydighed betydeligt. Lovforslaget tilsiger ganske vist, at der skal være tale om såkaldt ”ministerbetjening”, men formuleringerne er så elastiske, at kun fantasien sætter grænser for, hvad der kan og vil blive betragtet som ministerbetjening.

Sagen om de statsløse unge viser klart, at systemet ikke viger tilbage for at forhindre offentligheden i at få den indsigt i sagen, som den har ret til. Da ministeriet i 2008 spørger bl.a. Norge og Sverige, hvordan man der fortolker konventionen, indledes en brevveksling, som er omfattet af den gældende offentlighedslov – der er nemlig ikke længere tale om interne dokumenter. Men da dagbladet Information som led i aktindsigt udbeder sig dokumenter i sagen, udleveres brevene til og fra Norden ikke, og deres eksistens fremgår heller ikke af de udleverede journaloversigter.

Når fortalerne for ministerbetjeningen har efterlyst frirum for kreativ dialog mellem ministre og deres embedsmænd i bredeste forstand, giver det plads for en til vished grænsende formodning om, at det ender med at blive et frirum, hvor der kan praktiseres manglende omhu, manglende dygtighed, manglende hukommelse og manglende lovlydighed.

Der er således al mulig grund til at standse enhver tanke om at udvide ministerbetjeningen til at omfatte underliggende myndigheder og andre ministerier samt kontakten til folketingspolitikere. Men der er også grund til at overveje, om tiden ikke er inde til at se nærmere på det allerede eksisterende frirum og dermed tage et væsentligt skridt mod et mere åbent og gennemsigtigt offentligt forvaltningssystem.

Sagen om statsløshedskonventionen er bare det seneste eksempel på, at der i ly af den hemmelighedsfuldhed, der omgiver ministre og deres ministerielle embedsmænd, aftales vildledning af vælgere og folketing og i særligt alvorlige tilfælde direkte ulovligheder.

Folketinget bør spørge sig selv: Kan tilrettelæggelse af politiske beslutninger kun ske i dybeste hemmelighedsfuldhed, eller kræver systemets troværdighed ikke snarere, at langt mere er gennemskueligt?

Et andet vigtigt spørgsmål er, om det skal være muligt for ministre at forhindre danske borgere i at få indblik i, hvordan ministrene forvalter den magt, som borgerne har lånt dem.

Vort råd er: Gennemfør de relativt få udvidelser af åbenheden, der findes i regeringens lovforslag, skriv eksisterende retspraksis ind i loven, og smid så begrænsningerne ud. Men bestil samtidig en uvildig udredning af, hvordan beslutningerne kan åbnes, så det offentlige systems troværdighed og legalitet kan genoprettes.

Holdning og handling i den nævnte sag i Integrationsministeriet svarer – desværre – nøje til, hvad vi opdagede, da vi sidste efterår indsamlede erfaringer om åbenhed hos danske myndigheder til bogen ”Ministerbetjening – en journalistisk hvidbog om offentlighedsloven”. Den findes på web-stedet ministerbetjening.dk og kan også fås gratis i bogform.

Tweet