Debatten om den nye offentlighedslov har handlet meget om den siddende regerings forsøg på at manipulere danskernes viden om deres samfund.
Måske for meget.
For der er en hel del, der tyder på, at en ny S-SF-regering ikke har fundamentalt anderledes ideer til, hvad borgerne skal have lov til at vide om, hvad deres ministre og embedsmænd går og laver.
Socialdemokraternes ordfører om Offentlighedsloven, Karen Hækkerup, siger i dag (28/3) til mediemagasinet journalisten.dk, at hendes mål er, at § 24 – den såkaldte ministerbetjening – bliver præciseret i et omfang, så den bliver politisk spiselig for Socialdemokratiet, men også gerne for de øvrige partier i oppositionen.
»Det er vigtigt at der kommer en ændring af paragraf 24. Som den er formuleret i dag, kan alt for meget formuleres som et hensyn til ministerbetjeningen, og dermed være holdt uden for aktindsigt. Vi må have lavet en fælles forståelse af, præcist hvilke dokumenter, der kan undtages. Vi skal have videre dialog, og jeg håber, vi får lavet en bred aftale,« siger Karen Hækkerup til journalisten.dk.
I Jyllands-Postens søndagsudgave sagde hun:
“Der skal være et vidt arbejdsrum for en minister, men magthaverne skal ikke kunne sidde og fuske og bedrage, uden at det bliver opdaget. Det er dilemmaet, og det er ikke lysende klart, hvordan vi skal lægge snittet.”
Den åbenbare interesse for en eller anden form for ministerbetjening hos Karen Hækkerup deles ifølge Jyllands-Posten også af SF’s Meta Fuglsang. Det gør det vigtigt at gå tilbage i tiden og se nærmere på, hvordan det gik med åbenheden i Danmark under de socialdemokratisk ledede regeringer fra 1993 til 2001, som SF støttede.
Et kildeskrift er ”Magtens Bog”, der udkom i 2002, dvs. kort efter det politiske systemskifte i efteråret 2001. Den er på mange måder et katalog over, hvordan åbenheden blev forvaltet den gang i de næsten ni år, som regeringschef Poul Nyrup Rasmussen fra starten kaldte ”anstændighedens årti”.
Man kan også sige, at den er en nødvendig forløber for hvidbogen ”Ministerbetjening”, som Erik Valeur og jeg udsendte i efteråret 2010.
I “Magtens Bog” finder man f.eks. historien om ”Den politiske toldkabale” – beretningen om, hvordan daværende skatteminister Carsten Koch (S) i 1997 gav toldvæsenet en strukturforandring, som han påstod hvilede på en ren og skær toldfaglig vurdering. Den påstand holdt dog ikke – det viste de dokumenter, der indgik i Kochs beslutningsgrundlag.
Men det blev først afsløret to år senere. Ministeren og hans embedsmænd hemmeligholdt i strid med Offentlighedsloven dokumenterne, indtil ombudsmanden pålagde dem at udlevere dem. Og da var det for sent.
De, der har læst om tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens bestilling af vildledende dokumenter om ændring af AF-systemet vil nikke genkendende til teknikken.
Man bør huske, at begge sager foregik under den nuværende offentlighedslov. Den, der lige nu behandles af Folketinget, vil gøre det umuligt at afsløre nogen af sagerne.
Hvad Karen Hækkerups ”præciserede” lov vil betyde, kan kun hun og hendes rådgivere vide.
Vildledende omgang med det faktiske indhold af ministerrådgivning finder man også i ”En lov for de få”, der fortæller, hvordan daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) fik gennemført en særlov mod Tvind-skolerne på grundlag af anklager, der angiveligt havde støtte i officielle dokumenter – hvilket ikke var rigtigt.
Folk, der mener, at der intet nyt er under solen, kan med gavn genlæse kapitlet om ”Drengen der ventede og ventede”. Det handler om, hvordan man også den gang havde letfærdig omgang med de retslige forpligtelser, Danmark havde pålagt sig i forhold til de politisk problematiske udlændinge.
Fra min egen fortid er der ”ministerrådgivningen” den 24. maj 1993, hvor daværende justitsminister Erling Olsen fik ministerbetjening af sine højeste embedsmænd samt daværende rigsadvokat Asbjørn Jensen. Det endte med, at Københavns politi kom til at undersøge, om Københavns politi håndterede Nørrebro-urolighederne ordentligt den 18. maj samme år.
Her gemte man dog ikke dokumenter for offentligheden, for der blev ikke lavet referat af mødet før to år efter, og deltagerne var bagefter uenige om, hvad der egentlig blev besluttet.
”Magtens Bog” rummer også et ”åbenhedstestamente” over, hvad der skete med åbenheden i de næsten ni år, da en socialdemokrat sidst sad i statsministerkontoret. Det skrev journalist Troels Mylenberg, der efter en gennemgang af en række gennemførte indskrænkninger af åbenheden sluttede kapitlet sådan:
”Selvfølgelig gør langt de fleste embedsmænd et godt og dygtigt stykke arbejde – det véd vi – problemet er, at hvis der er nogen, der ikke gør det – så véd vi det ikke.
Manglen på åbenhed skaber frygt for, at forhastede arbejdsgange bliver indgroede, forkerte procedurer reglen og dårlige vaner rutiner.
Den ligefor liggende påstand er, at selveste demokratiet lider under, at åbenheden i den offentlige danske forvaltning har det så skidt.”
Regeringsskiftet foregik i slutningen af 2001. Noget af det første, den nye VK-regering gjorde i 2002, var at nedsætte en kommission, der skulle arbejde med en ny offentlighedslov.
I kommissoriet for kommissionens arbejde finder man et ønske om at få lavet det, der endte med at blive ministerbetjeningens frirum for ministre og embedsmænd:
”I lyset af den udvikling, som der i de senere år har været i centraladministrationens samarbejdsstrukturer - og som bl.a. har medført en øget anvendelse af mere smidige tværministerielle samarbejdsformer samt en øget inddragelse af direktoraters og styrelsers ekspertise i forbindelse med behandlingen af generelle projekter og sagskomplekser - har der undertiden været rejst spørgsmål om, hvorvidt offentlighedsloven fortsat yder den fornødne beskyttelse af hensynet til den interne beslutningsbeslutningsproces, der som nævnt ligger bag den gældende bestemmelse i § 7.”
Det ligger snublende nær at gætte på, at de tanker ikke er opstået som noget helt nyt i en nydannet regering, men at der kan være tale om tanker, der var tænkt under den foregående regering.
”Magtens Bog” udkom i 2002 på Aschehougs Forlag med støtte fra Enkefru Plums Støttefond.
