I næsten halvandet år har tilhængerne af forslaget til en ny offentlighedslov markedsført dens alvorligste indskrænkning af åbenheden med, at det er nødvendigt at skaffe ministre og embedsmænd et ”frirum”, hvor de kan lægge politisk taktik.
Men når de så er blevet bedt om at dokumentere behovet for dette frirum har svaret været påstande og postulater.
På den baggrund kan man nu konstatere, at det er dokumenterbart, at der ikke findes håndgribelig viden – analyser, undersøgelser, rapporter etc. – der giver belæg for, at der er et konstaterbart behov for en eller anden form for den ”ministerbetjening”, der findes i lovforslagets § 24.
Den bedste illustration finder man på i Justitsministeriets svar på et spørgsmål fra Retsudvalget (nr. 60).
Svaret er en opremsning af tænkte behov og historiske forudsætninger – på intet tidspunkt gives der eksempler på konkrete problemer, der faktisk er opstået på grund af offentlighedens ret til at se dokumenter, der udveksles mellem ministre og forskellige myndigheder.
Det nærmeste man kommer noget konkret er, at Justitsministeriet angiveligt er tilbageholdende med at udlevere såkaldte beredskabspapirer, der er udarbejdet til deres minister, til f.eks. andre ministerier, fordi det kan medføre, at andre får dem at se. Men ikke et ord om, at udlevering faktisk har givet problemer.
En stor del af ministeriets argumentation hviler på, at der jo allerede er en beskyttelse af ministerbetjeningen, og at det derfor er nødvendigt at udvide den eksisterende beskyttelse i lyset af det større samarbejde på kryds og tværs mellem ministerier og andre myndigheder.
Det drejer sig om, at der i den gældende lov ikke er adgang til interne dokumenter, der forbliver i en myndighed og altså ikke sendes til andre. Det er, siges det, en beskyttet ministerbetjening. Og den skal så udvides af hensyn til, at der angiveligt er sket en – i øvrigt heller ikke specifikt dokumenteret – ændring af samarbejdsmønstrene.
Sagt lidt forenklet – ministrene havde en ret i den gamle lov, og den vil vi have udvidet, for nu er der sket nogle ændringer.
Det er som om lovforslagets ophavsmænd ikke anerkender, at demokratisk udvikling drejer sig om at øge de demokratiske rettigheder og kontrolmuligheder. Her gælder det, at har man skaffet sig ret til et forbud, er det forbuddet, der skal udvikles og ikke afvikles.
En anden påstand er, at embedsmænd kan være tilbageholdende med innovativ rådgivning, hvis den kan komme frem i offentligheden. Heller ikke her giver spørgsmål svar, der dokumenterer eksempler på, at det faktisk er sket, kun at det kan tænkes.
Måske problemet burde vendes om:
Er påstanden om, at ministerbetjeningen er blevet mere gennemsigtig i kraft af den gældende lov, så har vi fået en demokratisk merværdi: borgerne og medierne har nemlig fået bedre mulighed for at afsløre magtmisbrug, end de havde, da den gældende lov trådte i kraft i 1987.
De, der har fulgt grundigt med i skandalerne på og omkring Slotsholmen de sidste 24 år – dvs. under regeringer fra både rød og blå blok – vil formentligt undre sig, for der er ikke blevet færre af dem.
Og folk, der har anvendt Offentlighedsloven i deres arbejde med at følge det politisk-administrative spil, har gang på gang konstateret, at der ikke er blevet færre krænkelser af retten til aktindsigt.
En stramning af den eksisterende adgang til aktindsigt vil derfor reelt være en lovliggørelse af de tusindvis af lovbrud, der er sket gennem årene.
Det forekommer mere demokratisk konstruktivt, om politikerne ser på problemet fra en anden synsvinkel og sikrer åbenheden frem for at gennemføre en lukkethed, som forslagsstillerne end ikke kan dokumentere behovet for.
