Folketingets Retsudvalg har lagt justitsminister Lars Barfoeds omstridte forslag til en ny offentlighedslov på is på ubestemt tid. Der er ikke flertal for forslaget, som det er fremsat, og det er uklart, hvad der overhovedet kan skabes et bredt flertal for.
Dermed er den politik, der for ni år siden fik regeringen til at satse på at kombinere en drastisk beskæring af åbenheden med nogle forbedringer reelt slået fejl. Det kan nu konstateres, at der ikke er politisk vilje til at tage ansvaret for at lukke af for vælgernes kontrol med det politisk-administrative system. Det er nærliggende at tro, at det er tidens mange afsløringer af problematiske politiske beslutninger, der har været afgørende.
Lovforslagets mest omstridte del er reglen om, at dokumenter, der er beregnet på eller som kan tænkes anvendt ved ministerbetjening, ikke vil være omfattet af retten til aktindsigt. Denne bestemmelse er på denne blog og hvidbogen om ministerbetjening blevet vurderet som et forsøg på at indkapsle ministre og embedsmænd i et stort, næsten altomfattende ministerielt forkontor uden adgang for offentligheden.
Om ministerbetjeningen kan komme ind på et senere tidspunkt i en begrænset form, er lige så usikkert som det er uhensigtsmæssigt. Der er sagt og skrevet megen lyrik om behovet for et frirum for ministre og innovative embedsmænd, hvor de kan udveksle skæve ideer og forslag, ”der ikke har nogen lang gang på jord”. Men det er ikke dokumenteret, at manglen på den ønskede åbenhedsindskrænkning har belastet den ministerielle effektivitet og kvalitet.
Derimod har de seneste 20 års afsløringer af offentlige skandaler dokumenteret, at der er behov for en lovsikret og effektiv kontrol med, hvad der foregår i allerede eksisterende frirum.
Den kommission, der skrev grundlaget for lovforslaget – offentlighedskommissionen – arbejdede syv år og siden har forslaget været diskuteret i halvandet år.
- Det er trist, at så store ressourcer har været brugt på at få gennemført en lovgivning, der er så aldeles ude af takt med, hvad der dokumenterbart er nødvendigt for at få det danske demokrati til at fungere på en tillidsvækkende måde.
- Det er trist, at regering og folketing valgte at overlade ledelsen af denne proces til den ombudsmand, der har et hovedansvar for, at offentlighedsloven bliver efterlevet. Nu står ombudsmanden med et medansvar for et kuldsejlet lovinitiativ, der gik ud på at begrænse åbenheden og borgeres kontrol med magten.
- Det er trist, at regeringen sikrede sig en så stærk repræsentation for sine ønsker om åbenhedsbegrænsning i kommissionen, at der øjensynligt ikke har været grundlag for en grundig analyse af behov og virkning under kommissionsarbejdet. En sådan har først fundet sted, efter at kommissionens ar bejds er afsluttet og lovforslaget fremsat.
- Det er trist, at en række organisationer og institutioner, der skulle varetage borgernes interesser, viste sig ikke at kunne holde skansen under stormløbet fra magthavernes repræsentanter.
- Det er trist, at lovforslagets positive sider nu er blevet gidsler for ønsket om at gennemføre en upræcis og derfor enorm begrænsning af åbenheden. Den nuværende lov har mange mangler og hvidbogen om ministerbetjening dokumenterer, at magthaveres lovlydighed omkring adgang til aktindsigt ikke er noget at prale af.
Men –
- Det er godt, at den lovgivende magt har vist, at den kan sige nej til åbenhedsindskrænkninger, der svækker borgernes kontrol med og tillid til magten.
- Det er godt, at der bliver mulighed for at sikre en lovgivning, der er præcis, og som er ryddet for misforståelser og uklarheder.
- Det er godt, at der bliver mulighed for at overveje, hvordan vi får magthaverne til at respektere åbenheden som en livsnødvendighed for demokratiet.
