Eksempel 7: Der var én, der var tre … der var atten

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

Normalt læser eller hører vi en opsigtsvækkende mediehistorie, som handlekraftige politikere vil gøre noget ved. Så går der nogen tid – mens embedsmandssystemet arbejder – før et forudsigeligt lovinitiativ dukker op.

Sådan var det bare ikke i november 2008, da lovforslag L 69 dukker op i Folketinget.

Lovforslaget omfattede en ændring af udlændingeloven med

Skærpet meldepligt for udlændinge på tålt ophold, styrket kontrol med overholdelse af påbud om at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted samt forhøjelse af strafferammen for overtrædelse af en pålagt meldepligt eller et påbud om at tage ophold på et bestemt indkvarteringssted

som den omfangsrige titel lød.

I folkemunde blev det hurtigt til ”Tuneserloven”, fordi den grundlæggende var rettet mod en tuneser på tålt ophold i Danmark – en tuneser, der var med i den efterhånden store gruppe af mennesker, som PET har mistænkt for at have mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard.

Da mistanken mod tuneseren kom frem, var lovforslaget skrevet og havde allerede fået én principiel stramning, ligesom flere fulgte efter.

Sagsforløbet

En ret bunden opgave

Det var BT, der bragte historien om PETs mistanke til tuneseren frem.

Flygtningenævnet har et par uger tidligere besluttet, at han skal have tålt ophold i Danmark. Nu kan BT fortælle, at tuneseren opholder sig mere hos sin familie i Gellerupplanen ved Århus end i Sandholmlejren i Nordsjælland.

Det betyder, at tegneren Kurt Westergaard (der portrætterede profeten Muhammed med en bombe i turbanen) kan risikere at møde tuneseren på gaden, hvilket Westergaard i følge BT ikke føler sig tryg ved.

BTs historie bliver trykt i søndagsavisen den 9. november 2008.

Fire dage senere, torsdag den 13. november, fremlægger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech L 69 i Folketinget. Fem uger og en dag senere bliver loven vedtaget. Inden 2008 er slut, er L 69 blevet lov.

Endnu mens lovforslaget var til behandling skaffede Information sig aktindsigt i forberedelsen af lovforslaget og kunne berette om, hvorfor det gik så hurtigt at lovgive – ligesom man fik indblik i, hvem der rettede hvad undervejs i lovens ordlyd.

Afgørende for hurtigheden var, at Integrationsministeriet allerede var i gang med at skrive lovforslaget, da BT-historien dukkede op.

BT havde inden offentliggørelsen hentet kommentarer hos myndigheder og politikere. Desuden havde Flygtningenævnets afgørelse om tålt ophold henledt opmærksomheden på tuneseren. Så ministeriet var klar over, at der var brug for et hurtigt lovarbejde.

Informations aktindsigt viser, at lovskriveriet starter den 6. november – en torsdag, da udlændingekontorets chef skriver til sine samarbejdspartnere, at de skal

lynhurtigt udarbejde et lovforslag, der strammer kontrolforanstaltningerne for terrormistænkte udlændinge på tålt ophold.

Det fremgår også, at der skrives med ført hånd:

Der er tale om en ret bunden opgave, hvor det allerede er besluttet i regeringen, hvad lovforslaget skal indeholde. Der er derfor ikke mulighed for at ændre på rammerne, men vi skal selvfølgelig forsøge at gøre det så praktisk håndterbart som muligt.

Ministeriet har allerede et første udkast klar. Det viser, at ændringerne umiddelbart kun får virkning for tre terrormistænkte udlændinge, der er på tålt ophold, og som ikke kan hjemsendes uden risiko for mishandling eller død.

Få timer senere kommer der et nyt udkast med en forklaring om, at regeringens koordinationsudvalg har beskæftiget sig med sagen:

Beklager, men vi har fået en ny melding om drøftelse i K-udvalg i går, som betyder, at der nu er udarbejdet et nyt udkast til lovforslag. I det udkast, jeg sendte tidligere i dag, gjaldt foranstaltningerne kun administrativt udviste udlændinge på tålt ophold. Nu skal foranstaltningerne så gælde alle udlændinge på tålt ophold.

Fra at omfatte tre terrormistænkte udlændinge på tålt ophold er lovforslaget nu udvidet til at omfatte yderligere 15 andre, som der ikke er terrormistanke mod – samt udlændinge, der sidenhen får tålt ophold i Danmark.

Det andet udkast indeholder også en bestemmelse om, at politiet kan føre straffesag mod de udlændinge på tålt ophold, der ikke overholder et påbud om at tage ophold på Sandholm. Det forklares, at

Det ligger i opholdsbegrebet, at den pågældende skal bo på centret og som altovervejende hovedregel skal overnatte i centret hver nat.

Blandt de samarbejdspartnere, der deltager i processen, er Rigspolitiet, og aktindsigten viser, at vicerigspolitichef Hans Viggo Jensen under lovarbejdet kommer med korrektioner og indsigelser, som kan følges gennem aktindsigt under den gældende lov, da der er tale om en ekstern brevveksling.

Han gør bl.a. opmærksom på, at det er forkert at skrive i bemærkningerne, at politiet konstant er til stede i Sandholm – politiet er der fra kl. 8 om morgenen til kl. 15 eller 16 om eftermiddagen.

Han gør også opmærksom på, at opholdsbegrebet muligvis ikke er klart nok til at holde i retten. Den indvending får dog ingen virkning.

Processen slutter onsdag den 12. november, da sidste version ligger klar. Den har fået endnu en rettelse med politisk først hånd – strafferammen for at overtræde meldepligten, samt en række andre påbud, er blevet sat op fra fire måneder til 1 år efter politiske forhandlinger mellem regeringen og dens støtteparti. Kontorchefen skriver til sine samarbejdspartnere:

Som det er fremgået af presseomtale i dag, blev der i går aftes ændret en del i det lovudkast, I tidligere har set, som følge af en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Vurdering

Alle lemme er lukket

Det er lovstof, det er politisk stof, og brevvekslingen foregår mellem ministeriets udlændingekontor og en række underordnede myndigheder, bl.a. Rigspolitiet.

Derfor er der ingen tvivl om, at hele korrespondancen – udkast såvel som kommentarer – er omfattet af ministerbetjeningen og derfor vil det ikke være tilgængeligt via aktindsigt under den nye lovgivning.

Vi mener heller ikke, at nogle af ’kattelemmene’ kan bruges.

Forvaltningslemmen: Det er politik, ikke forvaltning.

Dokumentlemmen: Materialet hører ikke til nogen af de fem opregnede dokumenttyper.

Udstregningslemmen: Da der er tale om politisk stof, og da Rigspolitiets udtalelser anses for interne, er der ingen adgang ad denne vej.

Vurderingslemmen: Det er nok interne faglige vurderinger, men da de indgår i ministerrådgivning, er der ingen adgang.

Alt i alt – ministerbetjeningen lukker af for denne udviklingshistorie – og det vil den gøre for alle tilsvarende forsøg på at finde ud af, hvorfor en lov blev sådan, som den endte med at blive.

Så fremover vil vi få at vide, hvad ministrene foreslår. Resten vil være tavshed.

Udgivet i 7. Der var én, der var tre... | Tagget , , | Kommentarer slået fra

Eksempel 6: Men man sletter da dokumenter

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

Når du sletter en fil eller en mappe fra harddisken, slettes den ikke straks. Den gemmes i stedet i Papirkurv, indtil Papirkurv bliver tømt. (…) Når du sletter en fil fra computeren, bliver den flyttet til Papirkurv, hvor den gemmes midlertidigt, indtil Papirkurv tømmes. Det gør det muligt at gendanne de filer, du sletter ved et uheld. De filer, du gendanner, gendannes på deres oprindelige placering.

Brugsanvisning for Windows 7

Vi ved det godt. Selvfølgelig kan man slette dokumenter.

PC–brugere gør det hver dag. Papirbrugere gør det også hver dag. Intet er lettere.

Vi gør det – og embedsmænd gør det – måske også i uskyldige sammenhænge – men kommer det frem, udløser det en gysen.

Under debatten om Sundhedsministeriets e-mailsag er vi blevet mindet om det, man kaldte ”gyset i Kæremålssalen”, da det under Tamilsagen blev afsløret, at Justitsministeriets departementschef egenhændigt havde makuleret to belastende dokumenter.

Sagen om Beskæftigelsesministeriets slettede dokumenter i 2008 er lærerig og værd at tage op. Den er lærerig på den måde, at den viser, at embedsmænd virkelig kan sættes til at slette dokumenter, når ministeren er i knibe.

Den er også interessant, fordi den viser, at offentlige systemer også kan det, vor egen PC kan – dokumenter kan simpelt hen slettes og forsvinde ud af omsætningen. Men de kan også genoplives, hvis det passer os.

Og så er den vigtig, fordi den siger en hel del om ministerbetjening.

Sagsforløb

En god nyhed

I juni 2008 kommer Beskæftigelsesministeriet med en nyhed, som den daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen, er åbenlyst tilfreds med. Ministeriet udsender en pressemeddelelse, der citerer ministeren således:

Langt om længe får vi én gang for alle slået fast, at 300-timers-reglen virker efter hensigten. (…), siger Claus Hjort Frederiksen.

300-timers-reglen går ud på, at en gift kontanthjælpsmodtager ikke kan få understøttelse, hvis han eller hun ikke har haft almindeligt lønnet arbejde i mindst 300 timer inden for de sidste 2 år.

Ideen med den er at motivere kontanthjælpsmodtagere til at gøre en ekstra indsats for at komme i arbejde.

Det, der efter beskæftigelsesministerens opfattelse viser, at ordningen virker, gengives sådan i pressemeddelelsen:

Hver tredje, der har fået frakendt kontanthjælpen, er kommet i arbejde (…) Det viser ny undersøgelse fra (…) SFI. Undersøgelsen viser derudover, at knap (…) hver tredje, der har fået frakendt kontanthjælpen, har valgt at blive hjemmegående.

SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd, der engang hed Socialforskningsinstituttet, har gennemført undersøgelsen, og centret betegner sig selv som

et uafhængigt nationalt forskningscenter under Socialministeriet.

Centrets hjemmeside fastslår også, at

SFI ønsker at være kendt for faglighed, uafhængighed, troværdighed og anvendelighed.

Derfor betoner beskæftigelsesministeren, at det er SFI, der har konstateret, at 300-timers-reglen virker. Det fremstår netop som en blåstempling af ordningen.

Det glade ministerium

Men da DR-Orienterings Jesper Tynell undersøger undersøgelsesmetoden, viser der sig at være grundlæggende problemer med de to konklusioner – som angiveligt skulle vise, at ordningen virker efter hensigten.

Undersøgelsen siger, at en tredjedel er kommet i arbejde, fordi 300-timers-reglen lukkede af for offentlige penge. Men der er en anden mulighed – nemlig at en del af dem ville være kommet i arbejde under alle omstændigheder – fordi ledigheden generelt faldt markant i undersøgelsesperioden.

Det har SFI ikke undersøgt, indrømmer forskeren bag rapporten i et interview med DR-Orientering.

Han indrømmer også, at det havde været muligt at gøre det.

Undersøgelsen viser endvidere, at næsten en tredjedel ”kalder sig selv hjemmegående”. Researchen viser, at dette tal også omfatter mennesker, der trods intensiv jobsøgning har fået afslag på kontanthjælp og herefter er tvunget til at gå hjemme uden en indkomst at leve af.

SFI-forskeren indrømmer, at der ikke er lavet en særskilt undersøgelse af denne mulighed og mener, at

det er måske en sproglig lapsus, der har sneget sig ind dér.

Problemerne med konklusionerne i SFI-rapporten fører til research i beskæftigelsesministerens mulighed for at påvirke SFIs evaluering af ministerens 300-timers-regel.

Evalueringen er blevet bestilt af Arbejdsdirektoratet, der er en myndighed under Beskæftigelsesministeriet. Aktindsigt i kontrakten mellem SFI og direktoratet viser, at der tre måneder før rapportens offentliggørelse skal afleveres et udkast til direktoratet.

En e-mail fra forskeren bag rapporten – til en anden forsker – beretter, at

Beskæftigelsesministeriet er så glade for rapporten

men da DR-Orientering begærer aktindsigt i det oprindelige udkast, er svaret, at der er tale om ”en beklagelig misforståelse”:

Der ER ikke sendt rapportudkast til Arbejdsdirektoratet før den endelige udgave af rapporten forelå.

SFIs troværdighed og uafhængighed i relation til udredninger skal være absolut, og derfor har rekvirenter af undersøgelsesrapporter netop ikke adgang til at kommentere eller korrigere i udkast.

Med hensyn til udtalelsen i [en] e–mail (…), er der tale om en løssluppen og humoristisk ment kommentar, som projektlederen skrev (…). Kommentaren er alene et udtryk for projektlederens ’fornemmelse’ af rapportens modtagelse. (…)

To måneder og en lang brevveksling senere indrømmer SFI, at der faktisk er blevet sendt

idéudkast (…) og (…) foreløbige undersøgelsesresultater

til to ansatte i Arbejdsdirektoratet. Men disse to har fået dokumenterne, fordi de er med i en følgegruppe – ikke fordi de er ansat i direktoratet. Deres tilknytning til SFI siges at være så tæt, at dokumenterne skal betragtes som interne SFI-dokumenter. Derfor er de heller ikke omfattet af retten til aktindsigt, mener SFI.

En af de to medarbejdere, der har modtaget papirerne, forklarer imidlertid, at hun sad i følgegruppen for at repræsentere direktoratet over for SFI. I en telefonsamtale siger hun:

Ja, vi har fået et udkast. Det stod der jo også i kontrakten, at vi skulle have. (…) Altså det har vi jo fået, fordi – det er jo fair nok – det var aftalen, ik’.

En aktindsigt i sagen om SFI-rapporten hos Arbejdsdirektoratet giver efter 1½ måneds ventetid indsigt i 33 dokumenter uden væsentlig betydning for vurderingen af, om ministeriet eller direktoratet har kunnet påvirke rapportens indhold.

Et dokument, der ikke findes, er det udkast til rapporten, som direktoratet har fået – og som den ansatte fortalte var kommet til direktoratet. Samtidig viser en aktindsigt i Beskæftigelsesministeriet, at direktoratet faktisk har sendt ministeriet et resumé af rapporten.

Endelig viser det sig, at der er lavet om på Arbejdsdirektoratets journalisering – den journal, der er givet aktindsigt i, er først oprettet to dage før materialet blev sendt til DR-Orientering, og papirerne er lagt ind samme dag.

Arbejdsdirektoratet indrømmer modstræbende, at det er tilfældet:

For overskuelighedens skyld blev dokumenter vedr. SFIs undersøgelse overflyttet til et nyt journalnummer.

Men det skaber stadig ikke overskuelighed over, hvilke dokumenter, der måtte være frasorteret. Så der begæres aktindsigt i den oprindelige journal, og den viser sig at være særdeles afslørende.

Der mangler 33 numre i journaloversigten, hvilket viser, at der er dokumenter, der er fjernet fra journalen.

Da dét bliver påpeget over for direktoratet, lyder svaret:

De (…) nævnte dokumenter skulle ikke journaliseres og er derfor nu slettet.

Journalen med de 33 manglende numre omfatter også 25 dokumenter, der handler om direktoratets rapport fra SFI, men som ikke er blevet udleveret, selv om de var omfattet af begæringen om aktindsigt. Da det afsløres, lyder svaret:

De nævnte dokumenter (…) er blevet journaliseret ved en fejltagelse og er nu blevet slettet.

En ny kopi af journaloversigten bekræfter, at der nu er forsvundet 58 sagsakter med bilag fra sagen.

Alle kunne se papirerne

Arbejdsdirektoratet bruger samme forklaring som SFI – de to ansatte var så tæt knyttet til SFI, mens rapporten blev skrevet, at dokumenter, de har modtaget i Arbejdsdirektoratet, stadig var interne i SFI – og derfor ikke omfattet af retten til aktindsigt.

Næste research-opgave er derfor at fastslå, om den forklaring holder. For Ombudsmandens praksis viser, at det er afgørende – i en sådan situation – om de påstået interne papirer også har kunnet ses af andre medarbejdere end dem, der deltager i en arbejdsgruppe.

Journal-oversigterne er markeret som ”Offentlig journal”, hvilket antyder, at deres indhold har været alment tilgængeligt.

Derfor bliver direktoratet anmodet om at forklare, hvem der havde adgang til SFI-papirerne, før de blev slettet. Det sker den 12. januar 2009. Og så går tiden.

Først ingen reaktion. Så beklagelser. I starten af februar kommer så et ’goddag-mand-økseskaft’-svar:

Hvem der kan få aktindsigt afhænger altid af en konkret vurdering i de enkelte tilfælde,

et helt irrelevant svar, da DR-Orientering har stillet spørgsmål om adgangen til nogle yderst konkrete dokumenter.

Spørgsmålet gentages, og igen er der ingen reaktion. Nye henvendelser afføder løfter om, at man vil ringe tilbage, hvilket ikke sker.

Da journalist Jesper Tynell ringer til den kontorchef, der sidder med sagen, og denne gang slår båndoptageren til, sker der endelig noget.

Syv timer senere kommer en e-mail, der fastslår:

Svaret er (…) at ALLE ansatte i Arbejdsdirektoratet i princippet kan gå ind og læse i alle journaliserede sager i Arbejdsdirektoratets journal, med mindre de er klausulerede.

Da direktoratet bliver spurgt, hvilken hjemmel de så har for at slette dokumenter fra direktoratets journaler, lyder svaret i en e-mail:

(…) har talt med sagkyndige i departementet, som ikke mener, der FINDES særlige regler for sletning.

Alvorlig påtale

Ombudsmanden afslutter sagen med at afvise SFIs og Arbejdsdirektoratets påstand om, at dokumenterne var interne. De var sendt til direktoratet, de indgik i direktoratets arbejde, og dermed var de eksterne og omfattet af aktindsigt.

Det udløser en række alvorlige påtaler af den måde, beskæftigelsesministerens folk har håndteret sagen på.

Den alvorligste gælder sletningen af dokumenter – som Ombudsmanden skriver til journalisten:

Jeg mener at det er meget kritisabelt at Arbejdsdirektoratet slettede dokumenterne. I den forbindelse er det min opfattelse at det er en skærpende omstændighed at sletningen skete efter at du havde anmodet om aktindsigt, og i forbindelse med direktoratets overvejelser om hvordan din aktindsigtsanmodning skulle behandles.

Derfor får Beskæftigelsesministeriet samtidig at vide, at det burde have påtalt afvisningen af aktindsigt og sletningen af dokumenter over for Arbejdsdirektoratet.

Hyper-interne dokumenter

Men mindst lige så interessante er de oplysninger, der kommer frem i Ombudsmandens afgørelse om en offentlig myndigheds mulighed for at slette dokumenter:

Direktoratet skrev bl.a. at det ikke i direktoratets ESDH–system var muligt at slette en sag som var blevet oprettet, eller slette en dokumentregistrering som var blevet journaliseret. Det gjaldt også hvis dokumentregistreringen var oprettet ved en fejl.

Hvis der skete fejljournaliseringer, blev dette derfor overført til en såkaldt ”skraldespandssag”. Der blev oprettet en sådan sag for hvert kvartal.

Der er ikke almindelig adgang til at se skraldespandssagerne i journalsystemet. Kun to bestemte medarbejdere fra journalen kan se disse sager. Andre kan hverken slå sagen op eller søge dokumentregistreringerne frem.

Direktoratet oplyste også at det ville være teknisk muligt at genskabe elektronisk backup af den tidligere journaloversigt for direktoratets j.nr. 07–119–0313.

Sagt på en anden måde – offentlige dokumenter dør ikke, de dumper simpelthen ned i en skraldespand.

Og dér kan de så ligge, til der af en eller anden grund er behov for at ’genoplive’ dem. Men mens de er der, vil det for alle andre end de direkte implicerede og ’skraldemændene’ virke som om de var slettet – eller måske snarere ’ikke-papirer’.

Man kunne måske ligefrem kalde dem ’hyper-interne’.

Vurdering

Ren politisk sag

Ministerens udelte glæde ved SFI-rapportens konklusioner understreger, at der er tale om en sag med klar politisk karakter.

300-timers-reglen blev kritiseret af både politikere og fagfolk, og understregningen af, at nu var det langt om længe, én gang for alle, slået fast, at den virkede, var en klar politisk tilkendegivelse: Ministeren er blevet betjent, og ministeren er glad – akkurat som SFI-forskeren skrev i sin mail til en anden forsker.

SFI-rapporten kunne netop bruges til at lukke munden på kritikere med – og retfærdiggøre, at man arbejdede videre af det spor, 300-timers-reglen havde lagt. Så det forekommer os sikkert, at i denne sag har der ikke blot været forventning – men en sikker viden om – at ministeren havde brug for dette stykke arbejde.

De undersøgelser, centret ikke har lavet, kan afsløres af en journalist med god indsigt i, hvordan man kan skaffe sig et retvisende billede af virkeligheden – det kræver ikke i sig selv aktindsigt.

Men det kræver aktindsigt at afsløre, at opdraggiverne har haft mulighed for at få indflydelse på rapporten, og at vise, hvad de har brugt denne mulighed til.

Det væsentligste element i den journalistiske behandling af sagen under den nye offentlighedslov ville, som vi ser det, stadig være en sammenligning mellem centrets udkast og den endelige rapport – og det kræver, at man får fat på det udkast, SFI og Arbejdsdirektoratet kæmpede så hårdt for at gemme af vejen for journalisten Jesper Tynell og offentligheden..

Et første spor er kontrakten mellem Arbejdsdirektoratet og SFI om udførelse af undersøgelsen, og der kunne under den nye lovgivning måske være mulighed for aktindsigt via den af ’kattelemmene’, vi kalder forvaltningslemmen.

Ministerbetjening gælder ikke som grundlag for at sige nej til aktindsigt i sager om indgåelse af kontraktforhold. Hvis man ved, at der laves kontrakt på SFI-undersøgelser, så må man kunne kræve aktindsigt i kontrakten.

Men det kan ikke udelukkes, at man så havner i andet et slagsmål – nemlig om, hvorvidt det ikke er omfattet af bestemmelsen om, at

retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til: (…) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed.

Man må tage muligheden i betragtning, eftersom Arbejdsdirektoratet i denne sag viser sig i stand til at gå langt for at undgå belastende oplysninger i at komme frem.

Men vi anser det alligevel for muligt, at kontraktens bestemmelse om, at Arbejdsdirektoratet skulle have et udkast til rapporten tre måneder før offentliggørelse ville kunne graves fra med aktindsigt – om end med forsinkelse.

Men ét er at konstatere, at Arbejdsdirektoratet skal have et udkast til planen – tre måneder før den offentliggøres – noget andet er at få fat på selve udkastet.

Som led i en ministerbetjening mener vi, at udkastet kan og vil blive unddraget aktindsigt – og det er næppe tilgængeligt via forvaltningslemmen, da det må siges at høre entydigt til i ministerens politiske arbejde.

Når det gælder dokumentlemmen er den lukket – for udkastet har i sagens natur ikke ”endelig form” – og udkast nævnes specifikt i bemærkningerne som undtaget fra aktindsigt.

Udkastet indeholder, hvad man kan kalde en faglig vurdering fra SFI. Spørgsmålet er, om det kan kaldes en ekstern faglig vurdering i betragtning af, at der er tale om en opgave, der i et eller andet omfang foretages, ikke blot for, men også med Arbejdsdirektoratet.

Dertil kommer, at Offentlighedskommissionen i forbindelse med den bestemmelse, der styrer udstregningslemmen, skriver:

Kommissionen finder anledning til at fremhæve, at de faglige vurderinger og udtalelser, som et ministerium indhenter fra et andet ministerium eller en underordnet myndighed i forbindelse med ministerbetjening, som følge af bestemmelsen i § 28, stk. 1, er interne.

Derfor anser vi det for meget lidt sandsynligt, at dele af udkastet kan fås ad denne vej.

Men er dokumentet en intern faglig vurdering, åbner det muligheden for, at vurderingslemmen kan bruges til at få aktindsigt. Men ikke længe. For forudsætningen er, at dokumentet har endelig form, og det har udkast, som tidligere konstateret, ikke.

Tilbage står, at beskæftigelsesministerens konstatering af, at 300-timers-reglen én gang for alle kan siges at fungere efter hensigten, vil kunne problematiseres – under den nye lov.

De anvendte metoder holder ikke vand, og det kan fastslås, at ministeren og hans folk har haft mulighed for at få indflydelse på undersøgelsen.

Men om de har brugt deres indflydelse – og hvordan – det ser vi ingen mulighed for at afsløre.

Udgivet i 6. Men man sletter da dokumenter | Tagget , , | Kommentarer slået fra

Eksempel 5: Da skatteministeren tog glæderne på forskud

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

Problemet ved at beskrive virkningerne af en lov, der ikke har nået at virke et stykke tid er, at kritik af loven afvises med, at det først er, når der er dannet en egentlig praksis, at man kan få overblik over lovens virkninger.

Men sådan er det tilsyneladende ikke i den sag, der opstod, da journalist Christian Grønning fra TV2/Nyhederne begærede aktindsigt hos SKAT i en ledende skattemedarbejders tjenesterejser.

For skatteminister Troels Lund Poulsen ser ud til at tage forskud på glæderne i forslaget om, at ministerbetjening skal undtages fra aktindsigt. Med den begrundelse, at SKAT arbejder på en redegørelse til skatteministeren, afviser han at give aktindsigt i sagen. Først når skatteministeren har fået redegørelsen og sendt den videre til Folketinget, vil oplysningerne blive frigivet.

Så her har vi et eksempel, der handler om ministerbetjening – oven i købet før begrebet er gennemført ved lov. Spørgsmålet er, om det så også er ministerbetjening efter udkastet til den nye offentlighedslov.

Sagsforløb

En sag, der startede 12 år tidligere

I 1998 fik daværende justitsminister Frank Jensen til offentlige ansattes store glæde og mod pressens skarpe protester ændret offentlighedsloven. Der blev sat grænser for de oplysninger om offentlige ansatte, man kan få aktindsigt i.

Det blev dog ikke en total lukning til personalemapperne i det offentlige, der blev gennemført. Man skulle dog stadig have adgang til

oplysninger om den ansattes navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver, lønmæssige forhold og tjenesterejser.

Hvis der er tale om chefer, har man også adgang til

oplysninger om disciplinære reaktioner af advarsel eller derover,

som det lidt knudret udtrykkes i loven. Men det sidste begrænses dog til to år efter en beslutning om advarsler og andre reaktioner (§2, stk. 3).

Det er en ret enkel paragraf, der normalt ikke volder de store vanskeligheder, og da sagen med SKAT startede, havde TV2/Nyhederne erfaring fra andre sager, hvor der uden store vanskeligheder og lange behandlingstider var givet oplysninger efter bestemmelsen.

Den 26. april 2010 anmodede tv-stationen pr. e-mail om aktindsigt i løn- og personaleforhold for en af SKATs chefer. Det understreges, at tjenesterejser er inkluderet i anmodningen, der også omfatter bilag for repræsentationer, som den pågældende chef har afholdt i en nærmere bestemt periode.

Alt ser ud til at gå normalt. Dagen efter bekræftes modtagelse af anmodningen pr. e-mail. Fire dage senere meddeler SKAT, at sagsbehandlingstiden udvides med 14 dage som følge af påske og materialets omfang. Det tilføjes, at materialet vil blive fremsendt senest den 16. april.

Den 15. april kommer der besked fra SKAT om, at leveringsfristen udskydes til

sidste halvdel af maj måned,

og det får TV2-journalisten til at tage telefonisk kontakt med den relevante kontorchef i SKAT.

15. april 2010 omkring klokken 17 kontakter Christian Grønning kontorchef (…) med henblik på at søge et kompromis, herunder at få noget af materialet udleveret. Blandt andet efterspørger Christian Grønning en journaloversigt og foreslår at SKAT fremsender udskrifter fra tjenesterejsesystemet i oversigtsform – hvorefter TV2/Nyhederne efterfølgende vil søge om detaljeret aktindsigt i de sager, som har konkret interesse. Samtidig foreslår Christian Grønning, at Skatteministeriet fremsender en del af materialet først, og så fremsender resten på et senere tidspunkt. Reaktionen fra kontorchef (…) var: ”vi vender tilbage”.

Sådan beskrives forløbet, da TV2/Nyhederne senere klager til Ombudsmanden.

Det handler om ministerbetjening

14 dage senere ringer kontorchefen til journalisten med besked om, at SKAT ikke kan sende det materiale, som TV2/Nyhederne har foreslået – hverken noget af materialet eller en oversigt med tjenesterejser og repræsentation. Ifølge TV2/Nyhedernes klage til ombudsmanden siger kontorchefen:

Årsagen til dette, oplyste han, var den store bevågenhed som netop disse sager pt. havde hos ministeren, og det faktum at man netop nu arbejdede på en redegørelse til ministeren om rejse- og repræsentationsudgifter for alle ledere i SKAT over lønramme 37.

Den besked rejser et spørgsmål, som journalisten ifølge klagen stiller til kontorchefen:

Direkte adspurgt om TV2/Nyhederne først kunne forvente materialet efter at ministeren har afleveret sin redegørelse, svarede (…), at ”det kan du sagtens risikere”.

Derefter sker der intet før den 2. juni.

Den dag modtager redaktionen næsten alle de oplysninger, den har ret til at få aktindsigt i efter offentlighedsloven (§ 2, stk. 3). Der er dog én væsentlig undtagelse – de ønskede oplysninger om den pågældende chefs tjenesterejser er ikke med. SKAT begrunder udeladelsen med henvisning til en bestemmelse, der må siges at være rimelig belastende for den pågældende chef – nemlig bestemmelsen, der begrænser aktindsigten i det omfang

det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til (…) forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffefuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning (§ 13, stk. 1, nr. 3).

Sådan oplyser SKAT i virkeligheden et nyhedsmedie om, at den pågældende chef er impliceret i noget, der i bedste fald er et disciplinært og i værste fald et strafferetligt anliggende. Men det fremgår ikke, at en sådan sag rent faktisk foregår, eller hvad det nærmere bestemt er for væsentlige hensyn, der skal beskyttes.

Derefter klager TV2/Nyhederne til Ombudsmanden, der endnu ikke har færdigbehandlet sagen 3½ måned efter, at klagen blev afsendt – altså i skrivende stund.

På forespørgsel fra TV2/Nyhederne meddeler SKAT den 30. august – 5 måneder efter modtagelse af anmodningen om aktindsigt – at der ikke kommer mere.

Samtidig gives der en væsentlig oplysning: Det er faktisk ikke SKAT, som TV2/Nyhederne er oppe at slås med – det er skatteminister Troels Lund Poulsen og hans ministerielle embedsmænd, der har lukket for det, som Offentlighedskommissionen i sin betænkning omtaler som ”standardprægede” oplysninger. I svaret fra SKAT står:

Skatteministeriet fastholder sin afgørelse.

Det betyder, at din anmodning om aktindsigt idirektør (…) tjenesterejser fra 1. januar 2006 og frem til dags dato bilag for repræsentationsudgifter afholdt af direktør (…) i samme periode ikke vil blive givet, før end redegørelsen til Folketinget er afgivet.

Med andre ord – skatteministeren har behandlet redegørelsen, som om den var ministerbetjening, og har lukket af for en bestemmelse, der hvert eneste år bruges i adskillige sager uden de store vanskeligheder.

Vurdering

Forvaltningschefen på banen

I ovenstående sag er der selvfølgelig det politiske indhold, at ministeren har en politisk interesse i, at han og hans ansvarsområde ikke tager sig for tåbeligt ud. Men derudover handler den om ministerens ansvar som forvaltningschef for bl.a. SKAT.

Når vi tjekker de kattelemme, der er indrettet i lovudkastet, kan vi derfor konstatere, at forvaltningslemmen står åben. Denne sag angår ministeren som forvaltningschef.

Og derfor bør der også efter offentlighedskommissionens udkast gives aktindsigt i sagen. Den er ikke omfattet af ministerbetjeningen.

Som eksempel på, hvordan ministerbetjening kan risikere at blive brugt, i det mindste indtil en klar ombudsmandspraksis er skabt, er sagen om skatteministerens afslag på aktindsigt derfor en glimrende illustration på, at ministerens aktivitet og behov helliggøres og skubbes foran andre hensyn.

Først lidt forhaling, så en henvisning til ministerbetjeningen. Derpå et tidrøvende juridisk tovtrækkeri, om det i virkeligheden er politik eller ikke – hvorefter det hele ender hos Ombudsmanden.

Man kan sige, at som eksempel på regelret ministerbetjening er sagen ikke særlig god. Men som eksempel på, hvad ministerbetjeningen kan blive brugt til, er den meget illustrativ.

Sidste nyt

Netop da denne bog skulle gå i trykken, meddelte SKAT Om­buds­manden, at sagen vil blive genovervejet og genoptaget.

Virkningen er, at Ombudsmanden stopper sin behandling, mens SKAT og Skatteministeriet efter 8 måneders forhaling kan udskyde tidspunktet for aktindsigt – og dermed TV2/Nyhedernes afsløring af sagen – yderligere.

Samtidig kan genovervejelsen måske forhindre, at der kommer en næse fra Ombudsmanden.

Sådan kan man fjerne to ubehageligheder med ét smæk under den danske offentlighedslovgivning.

Allersidste nyt

Efter bogens udgivelse har SKAT afleveret de ønskede dokumenter til TV2

Udgivet i 5. Da skatteministeren tog glæderne på forskud | Tagget , , | Kommentarer slået fra

Eksempel 4: Kreativitet med givet facit

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

Forslaget om at lukke af for aktindsigt i ministerbetjening bygger ikke på indsamlede erfaringer.

Det har vi kommissionsformanden, ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansens ord for:

Det er ikke en direkte for kommissionens medlemmer dokumenteret erfaringsbaseret virkelighed. Men det er  – når vi taler om kommissionens medlemmer – en refereret virkelighed, som for os er blevet en forestillet virkelighed. Om det vil jeg sige, at en forestillet virkelighed kan jo – det ved vi fra mange menneskelige forhold – være mindst lige så reel som den erfaringsbaserede.

Det betyder ikke, at der overhovedet ikke findes eksempler på, hvordan kreative embedsmænd fungerer i en situation, hvor tankerne og den sproglige innovation skal kunne rulle frit, og hvor alt er til diskussion – altså lige med undtagelse af den politiske konklusion.

Sådan er det som regel i et system, hvor forvaltningschefen også er politisk chef. Sådan er det også, når der ikke blot er én chef, men som i dette eksempel, der stammer fra dagbladet Information, en hel forsamling af politiske chefer – nemlig regeringen.

Sagsforløb

Premiere med nachspiel

Mandag den 4. december 2006 er der premiere i Grand Teatret i Mikkel Bryggersgade i det indre København.

Efter at rulleteksterne er forsvundet og lyset tændt, går de fleste premieregæster til baren. En af dem dropper dog muligheden for at skylle beretninger om krig, nedværdigende behandling, tortur og ansvar ned med en drink.

I stedet haster han gennem de krogede gader til et af de store, tidligere forsikringspalæer ved Holmens Kanal.

Premierefilmen er journalisternes Christoffer Guldbrandsens og Nils Giversens senere så omstridte tv-dokumentarfilm Den hemmelige krig – der rejser spørgsmålet, om Danmark ved at overlade en større gruppe afghanske fanger til amerikanske styrker havde krænket folkeretten.

Manden, der ikke giver sig tid til en drink, er forsvarsminister Søren Gades særlige rådgiver – eller spindoktor – Jakob Winther.

Målet for hans tur gennem København er Forsvarsministeriet, hvor 15 medarbejdere sidder og venter på hans beretning.

Mødet i Forsvarsministeriet er et vigtigt led i regeringens afværgeaktion mod filmens indhold – en afværgeaktion, der også omfatter Statsministeriet og Udenrigsministeriet.

Mødet er vigtigt, fordi afværgeaktionen her får et input om filmens faktiske indhold. Jakob Winther havde forud for premieren efter eget udsagn samlet sig viden om filmen fra Guldbrandsens og Giversens interviews og andre kilder. Det havde han indviet Statsministeriets og Udenrigsministeriets spindoktorer i.

Den mandag aften er de tre ministerier i højeste alarmberedskab. Nogle dage før, fredag den 1. december, havde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen lovet Udenrigspolitisk Nævn, at regeringen ville komme med en redegørelse for danske styrkers håndtering af fanger under aktioner i Afghanistan i første halvår af 2002.

Afværgeaktionen var således allerede i gang – men først nu, da Winther præcist kunne identificere de problemer, filmen rejste, kunne modoffensivens mål udpeges.

Vi kan følge processen, hvor et stort antal embedsmænd fra de tre ministerier arbejdede sammen på tværs af alle ministerieskel, netop fordi de forskellige udkast til statsministerens lovede redegørelse blev sendt mellem de tre ministerier.

Dermed blev de efter den gældende offentlighedslov eksterne og dermed blev informationer tilgængelige gennem aktindsigt i det omfang, de ikke handlede om sikkerhed, forholdet til udlandet, etc.

I juli 2007 lå de omsider på Information, der gennemgik deres indhold den 25. juli, dvs. næsten otte måneder efter, at arbejdet foregik.

En redegørelses anatomi

Af aktindsigten kan man stykke ministeriernes koordinerede bestræbelser sammen.

Afværgeaktionen starter samme dag, som Anders Fogh Rasmussen bebuder en redegørelse, og der arbejdes ihærdigt på den, indtil dagen før den offentliggøres, onsdag den 13. december ved middagstid.

I forskellige udkast kan man følge, hvordan formuleringerne på de afgørende punkter bliver pudset af og står skarpere og skarpere.

Man kan også se, at embedsmændene fra de tre ministerier i starten ikke er bange for formuleringer, der giver plads til lidt tvivl og lidt usikkerhed.

Men efterhånden som arbejdet skrider frem, forsvinder tvivlen og antydningerne af usikkerhed for at give plads for afklaret skarphed.

Det gælder f.eks., at USA og Danmark ikke har samme opfattelse af, om fangne talebaner er omfattet af Genève-konventionerne om behandling af krigsfanger.

Her refererer første udkast uenigheden sådan:

Uanset at regeringen ikke er enig i alle elementer i den amerikanske analyse, hvorefter de tilbageholdte ikke tildeles rettigheder direkte i medfør af 3. eller 4. Genève-konvention…,

men allerede i næste udkast bliver det til

Uanset at regeringen ikke måtte være enig i alle elementer i den amerikanske analyse, hvorefter …,

og da er den tidligere direkte konstaterede uenighed – med ordene ’måtte være’ – blevet reduceret til en mulig uenighed.

I den endelige version er alle spor af egentlig uenighed imidlertid forsvundet. Der står:

For så vidt angår det forhold, at den amerikanske retsopfattelse indebar, at Al Qaida og Taleban ikke kunne få status som krigsfanger, bemærkes dernæst, at denne fortolkning af konventionen – uanset at den kunne give anledning til nogen tvivl – ikke indebar afvigelser i forhold til de tilbageholdtes rettigheder af en så vigtig karakter, at man fra dansk side af den grund ikke kunne overlade tilbageholdte personer til de amerikanske styrker

og hermed er uenigheden blevet til en forbipasserende tvivl, som regeringen ikke finder nogen grund til at lade få indflydelse på sagen.

Spørgsmålet om USA’s holdning til den 3. Genève-konvention giver anledning til en konstatering af, at

den amerikanske retsopfattelse som minimum (…) indebar, at alle tilbageholdte ville blive behandlet humant og dermed ikke ville blive udsat for tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling,

hvori man aner en afsmitning fra konventionsteksten, der forbyder

vold mod liv og legeme, i særdeleshed mord under enhver form, lemlæstelse, grusom behandling og tortur (…) krænkelse af den personlige værdighed, i særdeleshed ydmygende og nedværdigende behandling.

Det bliver siden til

Sammenfattende indebar den amerikanske retsopfattelse således som minimum, at alle tilbageholdte ville blive behandlet humant og dermed ikke ville blive udsat for tortur eller anden mishandling,

hvilket er en ændring, der bringer den danske formulering nærmere på daværende præsident George W. Bush’ regelsæt for talebaners og Al Qaida-folks status som fanger. Her står:

The detainees will not be subjected to physical or mental abuse or cruel treatment

(De tilbageholdte vil ikke blive udsat for fysisk eller psykisk mishandling og grusom behandling).

Der er også oplysninger, der medtages, for siden at forsvinde:

I starten af forløbet optræder en oplysning om, at de implicerede danske enheder (med kodenavnet Task Group Ferret)  havde udarbejdet instruktioner for behandling af fanger.

Der er også en oplysning om, at Forsvarsministeriet ikke blev orienteret, da de danske soldater under en aktion den 17. februar 2002 tilbageholder 31 afghanere.

I begge tilfælde er det oplysninger, der var ukendt for offentligheden, og embedsmændene endte med at foretrække, at sådan skulle det fortsat være.

Frifindelse fra første dag

Dommen i regeringens redegørelse lyder på pure frifindelse, og det kommer ikke som nogen stor overraskelse.

Hvad der virker mere interessant er, at frifindelsen findes allerøverst på det allerførste udkast fra embedsmændene. Undervejs forsvinder det fra udkastene for så i den endelige version at komme – som konklusion – i en ny formulering i redegørelsens slutning.

Men hele tiden har embedsmændene altså kendt facit – deres opgave var at finde et regnestykke, der gav netop det facit.

Opgaven var ikke at undersøge, om filmen Den hemmelige krig indeholdt forhold, den danske stat skulle tage op til overvejelse. Opgaven var at fastslå så klart og skarpt som muligt, at – som statsministeren formulerede det:

Der er ikke fugls føde på den sag!

Information giver denne gennemgang af den forudgående ”frifindelse”:

Det fremgår af de indledende linjer i det allerførste udkast til redegørelsen, der udgør et såkaldt resumé, trykt i kursiv, som kun findes i dette udkast. Resuméet frikender pure regeringen på seks punkter.

De første to lyder: ”Redegørelsen fastslår, at regeringen ikke (har) misinformeret Folketinget, ligesom regeringen heller ikke har forholdt Folketinget oplysninger.”

Den næste gælder den amerikanske regerings omstridte fortolkning af Genève-konventionerne, der f.eks. ikke anerkender taleban-soldater eller Al Qaida-krigere som krigsfanger: ”USA’s position vedr. Genève-konventionerne anvendelse i Afghanistan var offentligt kendt”.

Den fjerde drejer sig om det forsvarlige i at overdrage fanger til amerikanerne: ”Sluttelig gav den amerikanske regerings tilkendegivelser om anvendelse af Genève-konventionerne, herunder om beskyttelsen af tilbageholdte, således ikke regeringen anledning til at betvivle, at overdragelse af tilbageholdte til de amerikanske styrker i Afghanistan ville være foreneligt med Danmarks folkeretlige forpligtelser i henhold til den humanitære folkeret.”

De sidste to punkter drejer sig om overdragne fanger og beskyldninger om overgreb: ”Ligeledes gendrives påstanden i filmen om, at danske soldater skulle have overdraget flere end 34 personer i amerikansk varetægt, ligesom det heller ikke sandsynliggøres, at personer tilbageholdt af danske soldater skulle have været udsat for overgreb, mens de har været i amerikansk varetægt.”

Vurdering

Ministerbetjening på topniveau

Redegørelsen er et stykke arbejde, der er bestilt af regeringschefen på regeringens vegne. Der skal være tale om en udtalelse, der utvetydigt tager afstand fra enhver kritik af danske embedsmænd og militærfolks udlevering af en gruppe afghanske fanger til de amerikanske styrker.

På baggrund af, at ’frifindelsen’ findes formuleret på allerførste udkast til redegørelsen, kan man sige, at det reelt er embedsmændenes opgave at rådgive regeringen om, hvordan den kan fremstille sin sag sådan, at argumentation kan understøtte den allerede formulerede afvisning af enhver kritik.

Der er – set under denne synsvinkel – tale om en åbenlys politisk og strategisk rådgivning på et højt politisk niveau.

Efter de gældende regler er der aktindsigt i hele rækken af udkast.

Der blevet sendt i kredsløb mellem de tre implicerede ministerier – Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, og som sådan er de eksterne.

De handler om militære forhold, men da aktindsigten imødekommes, er der kun et punkt, hvor man påberåber sig hensynet til militære hemmeligheder – antallet af soldater i den danske enhed streges over i alle papirer – bortset fra et. Så tallet kommer ud alligevel.

Hensynet til andre lande – her først og fremmest USA – bliver heller ikke påkaldt, hvilket heller ikke kan undre i betragtning af, at gruppearbejdet i høj grad går ud på at afproblematisere forskellen i dansk og amerikansk opfattelse af Genève-konventionerne relevans over for afghanske fanger.

Mange ministre, én holdning

Efter de regler, som Offentlighedskommissionen foreslår til den nye offentlighedslov, er situationen en helt anden.

Embedsmændene betjener ikke én, men hele tre ministre – de skal lave en udtalelse på hele regeringens vegne. De kommer alle fra ministerier, der samarbejder om en fælles opgave.

Derfor er det nærliggende at forestille sig, at en afgørelse om aktindsigt efter de foreslåede, nye regler vil tage udgangspunkt i bestemmelsen om, at

Retten til aktindsigt omfatter ikke (…) oplysninger, der udveksles mellem ministerier indbyrdes i forbindelse med ministerbetjening.

Sagen drejer sig om en politisk tilkendegivelse og ikke en konkret afgørelse i en forvaltningssag, en indgåelse af et kontraktforhold eller en ministeriel kontrol- eller tilsynsopgave, og derfor kan undtagelserne i forvaltningslemmen næppe bruges til at skaffe aktindsigt i udkastene.

Dokumentlemmen dur heller ikke – der indgår ikke den slags dokumenter, som denne undtagelse omfatter.

Derfor må man overveje, om man i hvert fald kan få fat i dele af materialet gennem udstregningslemmen.

Men her støder vi på reglen om, at der ikke skal ekstraheres fra

interne og eksterne faglige vurderinger eller politiske og strategiske udtalelser,

og den vil givetvis blokere for, at vi kan få uddrag fra udkastene.

Tilbage er muligheden for at få aktindsigt i dokumenter, der omfatter

oplysninger om interne faglige vurderinger i endelig form, i det omfang oplysningerne indgår i en sag om et fremsat lovforslag eller en offentliggjort redegørelse, handlingsplan eller lignende

– altså vurderingslemmen.

Men her støder vi mod bestemmelsen om, at det skal være dokumentets endelig form. Og den har vi allerede – det er den redegørelse, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen præsenterede onsdag den 13. december 2006 med bemærkningen

Der er ikke fugls føde på den sag!

Havde vi ikke fået den endelige redegørelse, havde det nu ikke hjulpet os. For reglen siger også

Det gælder dog ikke oplysninger om interne faglige vurderinger, som findes i dokumenter, der er udarbejdet til brug for ministerrådgivning.

På baggrund af denne vurdering er vi ikke i tvivl om, at det under den foreslåede lovgivning ikke vil være muligt at få indsigt i embedsmændenes arbejde. Området vil være lukket land, hvor det er umuligt for borgere og presse at kontrollere,

at alt går rigtigt til under for­valtningens udførelse af dens opgaver.

Med mindre en regering skulle se sin fordel i at give adgang til en sådan arbejdsproces, vil baggrunden for storpolitiske tilkendegivelser for altid være hyllet i mystik og formodninger – hvis det altså ikke lykkes journalister at skaffe sig informationer fra relevante kilder mod løfte om fuld anonymitet.

Fra den aktuelle politiske debat ved vi, at anonyme kilder meget ofte bliver brugt til at mistænkeliggøre både nyhederne og dem, der viderebringer dem.

Udgivet i 4. Kreativitet med givet facit | Tagget , , | Kommentarer slået fra

Eksempel 3: En ikke særlig lødig sag

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

En yndet disciplin i det ministerielle spin er det, man kunne kalde bearbejdelse af den politiske jordbund gennem præsentation af statistik.

Den amerikanske forfatter Mark Twain sagde ganske vist, at

der er tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik,

men af og til må der mere til – præsentationen og/eller tilrettelæggelse må klare det, som statistikken ikke i sig selv formår.

Sagen om hjælperordningerne for handicappede, som vi gennemgik ovenfor, er et eksempel på det.

Sagen om kommunerne, der pludselig viste sig at være danmarksmestre i aktivering er en anden.

Som det fremgår af denne bemærkelsesværdige sag – hvis afdækning var en af årsagerne til, at DR-Orienterings Jesper Tynell modtog Cavlingprisen 2009 – blev der gjort meget for at undgå, at dokumenterne kom frem, da journalisten begærede aktindsigt.

Begæringen handlede om en sag, hvori daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, hans ministerium og Arbejdsmarkedsstyrelsen havde hovedrollerne.

Sagsforløbet

Tabersagen, der gav gevinst

I april 2004 sad daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen med en sag, der lignede en tabersag.

Arbejdet med en ny kommunalreform var i gang, og beskæftigelsesministeren skulle bidrage med en nedlæggelse af Arbejdsformidlingen, AF – for arbejdet med at skaffe job til ledige på dagpenge skulle lægges ud i kommunerne.

Men samtidig med, at beskæftigelsesministeren gjorde klar til forhandlinger med de politiske partier og arbejdsmarkedets parter, kørte der pressehistorier om, at kommunerne ikke var gode til aktivering – og at de i hvert fald ikke var så gode som AF.

Netop da skete der noget, der gjorde arbejdet lettere for ministeren:

Arbejdsmarkedsstyrelsen sivede et notat, der viste, at kommunerne faktisk var bedre end AF til at få folk i arbejde, når man sammenlignede den såkaldte udslusningsprocent, dvs. andelen af dem, der kommer i arbejde igen efter endt aktivering.

Timingen var perfekt og – som mange havde mistanke om – ikke tilfældig. Mange fandt, at rapporten måtte være politisk bestillingsarbejde, og at den oven i købet ”ikke var særlig lødig”, som Dansk Arbejdsgiverforenings daværende arbejdskraftchef, Tina Voldby, udtrykte det i DR-Orientering.

Men det fik ikke politisk betydning. Flertallet bag regeringen gik ind for, at kommunerne skulle have opgaven.

Begge vurderinger – at regeringen havde bestilt resultatet, og at regnemetoden ikke var særlig lødig – viste sig at slå til.

Det skete dog først mange måneder senere, da DR-Orientering havde fået kæmpet sig frem til aktindsigt i alle dokumenter, der handlede om rapporten.

I det øjeblik afsløredes det, hvordan det lod sig gøre at få det til at se ud, som om kommunerne var dobbelt så gode til aktivering som AF.

Tricket bestod i, at Beskæftigelsesministeriet i en e-mail – der først langt senere kom frem gennem aktindsigt – beder Arbejdsmarkedsstyrelsen lave et notat, der kan ”vende debatten”, som det udtrykkes.

Ministeriet giver også anvisning på, hvordan styrelsen kan gøre det:

I forbindelse med ministerens møder med de politiske partier, LO og DA (ikke mindst dagens møde med Marianne Jelved) – og generelt i medierne – rejses ofte at kommunernes beskæftigelsesindsats og resultater er meget dårlige.

Til brug for de kommende politiske forhandlinger om en enstrenget beskæftigelsesindsats (…) bedes Arbejdsmarkedsstyrelsen overveje, hvorvidt der foreligger data og resultater, der om nødvendigt kan bruges til at ’vende debatten’ ved at anskueliggøre, at kommunernes resultater og effekter ikke er så dårlige (både i sig selv og set i forhold til AF). (…) En mulighed er at fremhæve, at kommunerne gennemsnitligt har højere effekter for så vidt angår udslusningsmål (…) end AF.

Man kan sige, at den sidste sætning blot lyder som en henstilling eller et forslag. Men læses den med embedsmandsbriller – og i sammenhæng med understregningen af, at ministeren hele tiden bliver mindet om kommunernes dårlige resultater – er der ingen tvivl: Her er et forslag, man ikke siger nej til i det danske embedsmandssystem.

Da denne e-mail sendes, er beskæftigelsesindsatsen delt mellem kommunerne og AF.

Kommunerne tager sig af kontanthjælpsmodtagere, der er ledige, mens AF tager sig af ledige, der modtager dagpenge.

Kontanthjælpsmodtagerne bliver i kommunerne, efter de daværende regler, aktiveret så snart de bliver ledige eller kort tid efter. Dagpengemodtagerne bliver i AF først aktiveret efter et år med resultatløs jobsøgning. Dertil kommer, at det er lettere at få korttidsledige i arbejde end langtidsledige. AF har derfor den tungeste aktiveringsopgave.

Beskæftigelsesministeriet beder med andre ord Arbejdsmarkedsstyrelsen om at sammenligne kommunernes resultater med korttidsledige, arbejdsmarkedsberedte personer – med AFs resultater med langtidsledige, der mindst har været uden job på arbejdsmarkedet i et år.

Og sådan får Claus Hjort Frederiksen et notat, som han kan påstå viser, at det vil være langt bedre at flytte arbejdet med at skaffe jobs til de ledige over i kommunerne, som led i daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens kommunalreform.

Bestilt arbejde

Syv måneder senere krakelerer historien, og mistanken om, at rapporten var bestilt arbejde til ministeren – og ikke særlig lødigt – bliver bekræftet. Først af resultatet af en aktindsigtsprocedure, dernæst senere af Claus Hjort Frederiksen selv, da dokumentationen til sidst blev så stærk, at han under ministeransvar må besvare spørgsmål om notatets baggrund i Folketinget.

Jo der var tale om

notater, ministeriet bestilte i Arbejdsmarkedsstyrelsen i forbindelse med offentliggørelsen af regeringens udspil til strukturreform

og om sammenligningen indrømmer ministeren, at:

Udslusningseffekten måler alene, hvor høj selvforsørgelsesgraden er EFTER afslutningen af aktiveringen (…) Sandsynligheden for at komme i beskæftigelse er højere tidligt i ledighedsforløbet end senere i forløbet. Når kommunerne således i højere grad end AF aktiverer tidligt i ledighedsforløbet, er sandsynligheden for, at de ledige vil få et job, uanset om de bliver aktiveret eller ikke, derfor højere.

Det tager syv måneder at komme så langt. Og da er Claus Hjort Frederiksens politiske problemer med at få nedlagt AF – og få aktiveringen flyttet til kommunerne – løst. Reformen er da vedtaget i Folketinget.

Vejen til afsløringer er som allerede påvist i denne bog ofte brolagt med det politisk-administrative systems uvilje og kreative tænkning. Aktindsigten bliver her forhalet, og derudover bliver dét, vi i denne bogs del 1 kaldte ’udeladelses-metoden’, i høj grad benyttet: Der kommer en bunke dokumenter, som hævdes at omfatte alle informationer, der er adgang til efter loven – og medsendte journal-oversigter ser ud til at bekræfte det. En højtstående repræsentant for Arbejdsmarkedsstyrelsen bedyrer i et radiointerview, at alt er udleveret.

Granskning af dokumenterne viser imidlertid, at det ikke er sandt – der henvises bl.a. til et brev, der ikke er med.

Yderligere brevvekslinger og forhalinger tager mere tid, men syv måneder efter kommer de sidste og afslørende dokumenter frem.

Vurdering

En nærværende minister

Ministeren er meget nærværende i denne fortælling.

Det er ham, der skal have aktiveringsbrikken til at falde på plads i puslespillet med kommunalreformen.

Derfor er det ham, der har problemer med de negative pressehistorier om kommunerne, der simpelt hen ikke er gode nok til at få ledige i arbejde.

Der henvises da også direkte til Claus Hjort Frederiksen i den e-mail, som bestiller en rapport, der på et ’ikke særlig lødigt’ grundlag vender om på virkeligheden og gør kommunerne til aktiveringskampens helte.

Han er også meget til stede i en såkaldt kommunikationsplan, som også dukker op i brevvekslingen mellem ministeriet og styrelsen. Den fastsætter en strategi for, hvordan styrelsens notater skal lækkes til bestemte medier i dagene før og lige efter ministerens præsentation af reformen.

Der er ingen tvivl om, at vi her er inde i kerneområdet af ministerbetjeningen. Der er tale om e-mails og dokumenter, der fyger frem og tilbage mellem et ministerium og en underordnet myndighed, og formålet er at bringe ministeren i den gunstigst mulige position til

de kommende politiske forhandlinger om en enstrenget beskæftigelsesindsats

som der står i sagens måske mest afgørende dokument – den e-mail, hvori ministeriet bestiller den rapport, der kan ”vende debatten”. Denne e-mail gennemhuller påstanden om, at der ikke er tale om bestilt arbejde, og den viser, hvordan ministeriet giver besked på, hvordan regnestykket skal stilles op for at give det ønskede facit.

Offentlighedskommissionen skriver, at også den slags dokumenter skal betragtes som ministerbetjening og derfor undtages for aktindsigt:

Foruden de nævnte notater mv. vil også den skrivelse, hvorved et ministerium anmoder f.eks. et andet ministerium, om bistand mv., være omfattet af bestemmelsen.

E-mailen er helt klart omfattet af ministerbetjeningen i den foreslåede nye offentlighedslov, sådan som den defineres af kommissionen.

Hvad med ’kattelemmene’?

Eksercitsen med at vise, at kommunerne er bedre end AF til at få folk i arbejde, er så politisk som noget i denne verden og indeholder ingen af de elementer, der er forbeholdt ministeren som forvaltningschef.

Det er ikke en konkret forvaltningsafgørelse, det drejer sig ikke om kontraktforhold og det angår ikke ministeriets kontrol eller tilsyn med dets underordnede myndigheder. Forvaltningslemmen er lukket.

Hvis der skal være mulighed for at bruge udstregningslemmen og kræve ekstrahering – adgang til dele af e–mailen – forudsætter det, at indholdet ikke er

interne og eksterne faglige vurderinger eller politiske og strategiske udtalelser,

og det vil det være svært at mene om en e–mail, der redegør for en del af strategien for politiske forhandlinger.

Det samme gælder den kommunikationsplan, der fastsætter, hvordan debatten skal ”vendes” omkring det tidspunkt, hvor reformen skal præsenteres.

Der kan muligvis skaffes ekstrahering fra Arbejdsmarkedsstyrelsens notater af opgørelser omkring kommunernes og AFs resultater og de metoder og forudsætninger, der har været brugt til opgørelserne.

Noget sådan åbner lovudkastet strengt taget mulighed for, men det er en begrænset mulighed. Kommissionen skriver, at det f.eks. kan være, hvordan man optæller antallet af biler på en motorvej. Det vil formentlig give mulighed for at se tallene i det notat, ministeren har bestilt. Det har bare ikke nogen betydning, for disse oplysninger er allerede offentliggjort og givet til pressen.

Det betyder, at i bedste fald kunne man afsløre, hvilke undersøgelsesresultater, Arbejdsdirektoratet stiller op mod hinanden.

Men man kan ikke afsløre, at det er noget, ministeren og hans embedsmænd bestiller for at ’vende debatten’.

Man kan sige, at ministeriets e-mail angiver en metode og en forudsætning for opstillingen, men det er også politiske og strategiske overvejelser. Det handler ikke om, hvordan man skal optælle aktiverede – men om hvordan man skal præsentere og udlægge tallene.

Udstregningslemmen forekommer os derfor også at være lukket.

Det betyder efter vor opfattelse, at ministerbetjeningen gør det udelukket at få indsigt i, hvordan en politisk afgørelse kan lempes igennem ved hjælp af et ”ikke særlig lødigt” materiale, der bestilles til ministeren hos en underordnet myndighed.

Da der ikke er andre mulige kattelemme at falde tilbage på, forekommer det usandsynligt, at denne sag nogensinde ville blive afdækket under den nye offentlighedslovgivning.

Udgivet i 3. En ikke særlig lødig sag | Tagget , , | Kommentarer slået fra