Eksempel 2: Svaret, der blev et spørgsmål

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

Den 28. oktober 2009 kommer daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen med en meddelelse om, at nu er der lavet et nyt grundlag for de takster, det offentlige skal betale, når patienter bliver behandlet på privathospitaler.

Lettelsen over at kunne komme med det nye beregningsgrundlag er åbenlys. Den smutter med i Sundhedsministeriets pressemeddelelse, der konstaterer, at man samtidig offentliggør

et internt udredningsarbejde om afregning med private sygehuse, som flere gange har været efterspurgt af Folketingets sundhedsudvalg.

Udredningsarbejdet har da også været længe undervejs. Ordningen med det udvidede frie sygehusvalg startede ved nytår 2002 og dens politiske hovedarkitekt var daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen.

Den blev kritiseret for at forgylde privatsygehusene, og i 2007 var kritikken så stærk, at regeringsgrundlaget for den genvalgte VK-regering den 22. november det år lovede, at

Der skal sikres størst mulig grad af fair konkurrence mellem offentlige og private sygehuse. Regeringen vil derfor arbejde for, at afregningen med private sygehuse skal afspejle forpligtelserne og rammevilkårene for de private sygehuse.

Men det tog alligevel næsten to år, før det løfte blev indfriet. Til gengæld har der tilsyneladende været håb om, at nu var den sag ude af verden.

Det var den ikke.

Sagsforløb

En bog om et projekt

I slutningen af september 2010 dukker der pressehistorier op om en bog, der er på vej til udgivelse.

Projekt Løkke, hedder den, og i den fortæller journalist Tanja Frederiksen fra TV2 News og valgforsker Sigge Winther Nielsen fra Københavns Universitet om statsminister Lars Løkke Rasmussens vej til magtens øverste tinde.

Den 23. september kommer dagbladet Information med en bogomtale, der virkelig sætter gang i pressen og det politiske Danmark. Overskriften lyder:

Bog: Regeringen beordrede belastende oplysninger slettet.

Forsidehistorien refererer til 22 af bogens sider, der beskæftiger sig med det, en af sagens hovedpersoner omtaler som ”de gyldne haner” til de private sygehuse – dvs. de meget gunstige priser, det offentlige betaler, når patienter henvises til privathospitaler som led i det udvidede fri sygehusvalg.

Kernen er dette citat fra bogen:

Der kommer derfor ordre til en håndfuld embedsmænd om, at de skal slette mails, der kan indeholde oplysninger om den hemmelige rapport.

Flere embedsmænd i Sundhedsministeriet skal nu koordinere med andre ministerier for at sikre, at de mails, som bliver slettet det ene sted, også bliver slettet det andet sted. Både afsender og modtager skal sløres.

På systematisk vis bliver sporene mellem ministerierne vasket væk, helt uhørt ud fra dansk forvaltningstradition.

Bag disse oplysninger står ifølge Tanja Frederiksen to relevante, anonyme kilder, der uafhængigt af hinanden har udtalt sig i interview, der er blevet optaget.

Forfatterne står ved deres løfte til de to kilder om anonymitet. Ingen har offentligt identificeret sig selv som kilde til oplysningen om sletningsordren.

Ministeriets departementschef, Michael Dithmer, oplyser den 1. oktober i en pressemeddelelse, at e-mailene nu  er blevet offentliggjort i overensstemmelse med reglerne i offentlighedsloven, og at ingen e-mails er blevet slettet.

Oplysningen om e-mailsletningen vækker opsigt, ikke mindst på baggrund af den samtidige debat omkring udkastet til en ny offentlighedslov.

Ordvalget er forskelligt, men flere jurister tilslutter sig forfatternes opfattelse af, at sletningen er

helt uhørt ud fra dansk forvaltningstradition,

hvilket er rigtigt, når ordet ”uhørt” læses med betydningen ”groft”, ”uantageligt” eller ”horribelt”.

Derimod er det, som andre eksempler i denne bog viser, noget, der flere gange er foregået i dansk forvaltning i nyere tid.

Projekt Løkke-bogens oplysninger om e-mailsletning udløser en lavine af informationer, kommentarer, dementier, vurderinger, etc. omkring et politisk forløb, der startede med regeringens løfte i 2007 om at skabe fair konkurrence mellem offentlige og private sygehuse.

I slutningen af september og begyndelsen af oktober 2010 sætter medierne store ressourcer ind på at få – og give – overblik over en sag, som man kan se, at flere journalister har fulgt tæt, siden det i 2006 kom frem, at der var tale om overbetaling.

Skal sagen undersøges nærmere ved hjælp af aktindsigt, er det første, en undersøgende redaktion vil gøre, at forsøge at få overblik over sagen som helhed – dvs. lave en såkaldt tidslinje.

Det forløb, der kan stykkes sammen på grundlag af de impliceredes egne oplysninger og offentligt tilgængelige informationer, ser således ud:

Tidslinje

Mail-sagen fra folketingsvalget i 2007 til starten af oktober 2010

2007:

13. november Folketingsvalg efter en valgkamp, hvor kritik af forgyldning af privathospitalerne gennem rundhåndede takster indgår.

Regeringspartierne og Dansk Folkeparti går tilbage fra 94 til 89 mandater, men med støtte fra et færøsk mandat kan Anders Fogh Rasmussen fortsætte som statsminister.

22. november Regeringen præsenterer sit regeringsgrundlag ”Mulighedernes samfund”. Heri findes et løfte om at sikre ”fair konkurrence mellem offentlige og private sygehuse”.

Det sker på grundlag af kritik af, at privatsygehusene er blevet betalt efter meget rundhåndede takster.

23. november Den nye regering præsenteres: Lars Løkke Rasmussen bliver finansminister, Jakob Axel Nielsen bliver sundhedsminister og Lene Espersen fortsætter som justitsminister.

2008:

August Rigsrevisionen tager af egen drift betalingen til privatsygehusene op. Frem til maj 2009 indsamler rigsrevisionen materiale og gennemfører interviews til brug for en ”Beretning til Statsrevisorerne om pris, kvalitet og adgang til behandling på private sygehuse”.

Efteråret Sundhedsministeriet igangsætter internt udredningsarbejde om taksterne for behandling på privatsygehuse

10. september Ny regering efter den konservative partiformand Bendt Bendtsens udtræden. Lene Espersen bliver økonomi- og erhvervsminister.

7. november Det udvidede frie sygehusvalg suspenderes med den begrundelse, at der ovenpå overenskomstkonflikten var massive problemer med ventelister.

Suspensionen skal gøre det muligt at afvikle ventetidspuklen så hurtigt som muligt og på en økonomisk ansvarlig måde.

2009:

19.–20. marts Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen mødes med sin partiformand, vicestatsminister og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen. Jakob Axel Nielsen fortæller om ministeriets konklusion: Taksterne kan sættes omkring 25 pct. ned.

Jakob Axel Nielsens spindoktor, Frank Korsholm, orienterer Lene Espersen og den konservative folketingsgruppe om Sundhedsministeriets interne beregninger af privatsygehustakster.

21. marts Lene Espersen siger i interview med Politiken, at der skal ”skrues ned for de gyldne haner” og at taksterne for behandling på privathospitaler skal sænkes med omkring 25 pct.

Besparelsen skal bruges på de offentlige sygehuse.

1. april Regeringen indgår aftale med Danske Regioner om rammerne for genindførelse af det udvidede frie sygehusvalg og tilrettelæggelse af samarbejdet med de private sygehuse.

5. april Anders Fogh Rasmussen går af som statsminister, og Lars Løkke Rasmussen overtager posten.

13. maj I Folketingets spørgetid forklarer Lene Espersen, hvordan hun er nået frem til, at taksterne skal være 25 procent lavere.

Hun svarer på spørgsmål fra Jonas Dahl (SF), at det hviler på et grundigt arbejde i den konservative folketingsgruppe.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen forklarer samme dag Folketingets sundhedsudvalg, at det grundige analysearbejde, Lene Espersen har henvist til, er det, han som minister bruger til at fastsætte de nye takster.

16. juni Rigsrevisionens ”Beretning til Statsrevisorerne om pris, kvalitet og adgang til behandling på private sygehuse” offentliggøres.

Den konstaterer, at Sundhedsministeriet siden 2006 har vidst, at priserne for behandling på private sygehuse kunne sættes ned, uden at det er forsøgt.

Rigsrevisionen finder, at Sundhedsministeriet ikke har sikret ”skyldig hensyntagen til økonomien”. Karakteristikken udløser en politisk fordømmelse af Rigsrevisor fra regeringspartierne.

1. juli Suspensionen af det udvidede frie sygehusvalg ophæves.

2010:

23. februar Regeringsomdannelse.

Lene Espersen bliver udenrigsminister, mens Jakob Axel Nielsen forlader regeringen.

14. august Jakob Axel Nielsen meddeler sin kreds i Aalborg, at han forlader Folketinget senest ved næste valg.

16. september Det meddeles, at Jakob Axel Nielsen udtræder af Folketinget for at blive administrerende direktør for Aleris Privathospitaler.

23. september Information omtaler e-mailsletningen på grundlag af bogen Projekt Løkke.

28. september Økonomi- og erhvervsministeriet udsender en redegørelse, der oplyser, at en medarbejder i ministeriet fik en besked fra Lene Espersens særlige rådgiver, Morten Langager, som den pågældende forstod således, at al korrespondance med Sundhedsministeriet om en spørgetime i Folketinget skulle stoppes og slettes.

29. september Lene Espersen indrømmer, at hun den 13. maj 2009 svarede udenom spørgsmål om privat­hos­pitalstaksterne i Folketingets spørgetid.

Sundhedsministeriet udsender et notat, der viser, at Lene Espersen fik et talepapir direkte fra Sundhedsministeriet, og ikke, som hun sagde i Folketinget, fra den konservative folketingsgruppe.

30. september Ritzau skriver på baggrund af aktindsigt i en anden sag (Burka–sagen), at Lene Espersens tidligere særlige rådgiver Morten Langager under sit arbejde som spindoktor brugte en privat e-mailadresse, så e-mails til og fra ham gik uden om det ministerielle system.

En række medier får aktindsigt i e-mails, der er udvekslet mellem Økonomi- og erhvervsministeriet og Sundhedsministeriet. Medarbejderes navne er udstreget, og i en e-mail, der betegnes som intern, er hele indholdet streget ud.

Det fremgår af en af disse e-mails, at en medarbejder i Sundhedsministeriet forsøgte at finde ud af hos en kollega i Økonomi- og erhvervsministeriet, hvor Lene Espersen havde de oplysninger fra, som hun brugte i Folketinget 13. maj 2009.

1. oktober Flere medier citerer Jakob Axel Nielsen for at indrømme, at han lod sin spindoktor, Frank Korsholm, forsyne Lene Espersen med Sundhedsministeriets hidtil hemmelige beregninger om privatsygehustakster, før hun fortalte om nedskæringsplanerne i Politiken 21. marts 2009.

Sundhedsministeriets departementschef, Kristian Wendelboe, udsender pressemeddelelse, hvori han kritiserer, at de fortrolige beregninger blev sendt ud af ministeriet før regeringens holdning var afklaret.

2.–3. oktober Konservativt landsråd, hvor Lene Espersen genvælges som formand.

4. oktober Lene Espersen beklager skriftligt til Folketingets præsidium, at hun ikke svarede præcist i spørgetimen 13. maj 2009.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen afviser, at der er tilbageholdt oplysninger i sagen om betalingen til privatsygehusene.

Han understreger, at ministre ikke blot skal svare korrekt, men også fyldestgørende i Folketinget. Han fastslår, at han har fuld tillid til Lene Espersen.

Rigsrevisor Henrik Otbo kritiserer Sundhedsministeriet skarpt for at have hemmeligholdt en færdig rapport om taksterne for Rigsrevisionen, uanset at der blev spurgt direkte efter den.

Vurdering

E-mails fra ministeriets gemmer

Ovenstående er de fakta, som den udersøgende redaktion har til rådighed.

Bruger man den gældende offentlighedslov, kan der i tidslinjen identificeres et skarpt hjørne den 20. marts 2009, da tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsens daværende spindoktor, Frank Korsholm, sender talepunkter ud ad Sundhedsministeriet.

Da Sundhedsministeriet den 29. september i år orienterer om sagen, citeres Frank Korsholm for at have sagt:

Jeg kan tilføje i forbindelse med denne sag, at jeg har sendt talepunkter til den konservative pressetjeneste og til den konservative sundhedsordfører Vivi Kier den 20. marts 2009 kl. 14.53.

Udtalelsen omtaler ikke en direkte kommunikation med Lene Espersen og kunne forstås sådan, at informationen til hende er gået gennem pressetjenesten og folketingsgruppen. Men det svarer ikke til indholdet af den mail, Korsholm rent faktisk sendte til pressetjenesten og Vivi Kier, hvor der stod:

Lene E. går ud i Politiken i morgen med et krav om at sænke de takster (…) som man betaler de private hospitaler. Det sker, som I måske ved, efter Jakob Axel ikke har kunnet trænge igennem i forhold til Lars Løkke. Jeg vedlægger et notat med talepunkter, som hun læner sig lidt op ad, når hun giver interviewet.

Hvis Lene Espersen skal kunne ”læne sig lidt op ad” talepunkterne, som Korsholm sender til orientering for Kier og pressetjenesten, må hun have fået dem direkte.

Der er altså tre forskellige modtagere af talepunkterne, og ingen af dem var en del af Sundhedsministeriet.

Dermed var de oplysninger om nedskæringen af taksterne, der fremgik af dem, ikke længere interne, og dermed ifølge den gældende offentlighedslov ikke beskyttet mod aktindsigt. Det samme gælder Frank Korsholms orienterende e-mail, der også er et dokument, der forlader Sundhedsministeriet

Vi har ikke set medier, der omkring 20. marts 2009 begærede aktindsigt i baggrunden for Lene Espersens udtalelser til Politiken, men har nogen gjort det uden resultat, er de blevet afvist i strid med offentlighedsloven.

Der kan også konstateres eksterne e-mails og dokumenter omkring sagen midt i maj, både før og efter Lene Espersens kontroversielle svar i spørgetiden den 13. maj 2009 – som senere er kommet frem gennem aktindsigt, dog med mange overstregninger.

To dage før den 13. maj, da Lene Espersen efter eget udsagn

ikke svarede på hans spørgsmål,

da hun skulle besvare et spørgsmål fra SF’eren Jonas Dahl i Folketingets spørgetid, sender en medarbejder i Sundhedsministeriet et par dokumenter i sagen til en medarbejder i Økonomi- og erhvervsministeriet. Begge navne er i den senere aktindsigt anonymiseret.

Der er samtidig sendt kopi til en anden modtager, hvis navn også er anonymiseret. Har der også stået en myndighedsbetegnelse, er den ligeledes streget ud.

De fremsendte dokumenter er dels en reaktion fra Sundhedsministeriets og Finansministeriets departementschefer på Rigsrevisionens udkast til kritik af manglende reguleringer af de private sygehustakster, dels et ’uclearet’ – dvs. ikke godkendt – udkast til mulige udtalelser om sagen.

Den 14. maj jagter en medarbejder i Sundhedsministeriet grundlaget for Lene Espersens udtalelser i Folketingets spørgetime (det er her, hun skjuler, at Sundhedsministeriet er hendes kilde til at foreslå en takstsænkning for behandling på privathospitaler på 25 pct.) Det sker gennem en e-mail til en medarbejder i Økonomi- og erhvervsministeriet – også her er begge navne senere anonymiseret.

Dagen efter rykker Sundhedsministeriet for svar med henvisning til, at dagbladet Politiken stiller spørgsmål om udredningsgrundlaget. Et par timer senere afblæses jagten – der er skaffet en lydoptagelse fra Folketinget.

Det hele slutter med, at et – endnu en gang anonymiseret – navn sender en e-mail, hvor næsten alt er udstreget, videre til tre andre anonymiserede navne.

Sundhedsministeriet har siden forklaret, at der er tale om en orienteringsmail til ministeriets ledelsessekretariat.

Alle de overstregede navne i mail-udvekslingerne forklares med, at der er tale om ikke-højtplacerede medarbejdere, som ministeriet vil beskytte mod pressestorm.

De ovenfor nævnte e-mails dukker først op den 30. september 2010, efter at Projekt Løkke-bogen har citeret kilder for, at der er slettet e-mails i sagen.

Ovenstående sag om overbetaling af private sygehuse har i flere år været omgivet af mediernes store og klare interesse. Det har alene muligheden for, at statsministeren kunne være ansvarlig for frås med statens midler, været garant for.

Den er foregået under den gældende offentlighedslov, der giver adgang til myndigheders eksterne dokumenter – og derfor er det bemærkelsesværdigt, at dokumenter af stor potentiel interesse for medierne ikke er kommet frem før nu – om end i overstreget form.

Vi kan selvfølgelig ikke være sikre på, om dokumenter, der burde være udleveret som aktindsigt, er blevet hemmeligholdt. Men i betragtning af de eksempler, vi har behandlet i denne bog, er det en mulighed, der ikke kan udelukkes.

Er det ikke tilfældet, er der her tale om et eksempel på, at det eksisterende system, uanset dets objektive kriterium for aktindsigt, er så uigennemsigtigt, at det yder den politiske beslutningsproces en ret stor beskyttelse – måske større end det var hensigten, da loven blev vedtaget.

Tjek af ’kattelemmene’

Hvordan vil journalisternes muligheder se ud under den nye offentlighedslov?

E-mailsagen eksploderer den 23. september 2010 på en måde, der meget vel kan blive typisk for, hvad der sker, hvis Offentlighedskommissionens udkast til ministerbetjeningsregler i en ny offentlighedslov bliver gennemført.

Sådan som sagen er berettet af de implicerede, ligner den et konservativt forsøg på at sørge for, at der langt om længe sker noget i sagen om de private sygehuses store indtægter fra det offentlige. De implicerede er to ministre og partikammerater, og de bistås af deres spindoktorer og – tilsyneladende – nogle få embedsmænd

Sundhedsministeriet har en konservativ minister, og det betyder, at partiet kan ende med at få ansvaret for overforbruget på de private sygehuse. Det er partiformanden og sundhedsministeren ikke interesseret i, så de starter en aktion for at få gang i besparelserne, men uden at det skaber problemer for statsministeren, der satte det hele i gang, da han var sundhedsminister.

Grundmaterialet for aktionen er Sundhedsministeriets materiale, der har stået til rådighed for sundhedsministeren og hans spindoktor. Det er sendt til økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen) og mindst to andre modtagere med tilknytning til Det konservative Folkeparti.

Det er derfor rimeligt at regne med, at materialet vil blive behandlet i administrationen som ministerbetjening af ikke blot én, men to ministre.

Der er med andre ord ikke tale om konkrete forvaltningsbeslutninger, men om rent politisk spin. Forvaltningslemmen er dermed  lukket.

Det samme er dokumentlemmen – der er ingen af dokumenterne, der omfattes af disse undtagelser fra ministerbetjening.

Udstregningslemmen har en formulering, der umiddelbart kunne være interessant, når der gives adgang til ”en sags faktiske grundlag”, for man kommer unægtelig virkeligheden nærmere, når man følger informationernes tur gennem systemet. Men der er, som vi så under vurderingen af forvaltningslemmen, tale om politik – og ”politiske og strategiske udtalelser” er netop udelukket fra aktindsigt.

Tilbage er vurderingslemmen, der giver adgang til ”interne faglige vurderinger i endelig form”.

Men faglige vurderinger kræver særlig indsigt og ikke blot ren embedsmandsindsigt.

Man behøver ikke særlig indsigt for at se, at der er politiske problemer – og derfor er også denne lem lukket.

For os at se er alle lemme dermed lukket.

Skal en sådan sag rejses, efter at udkastet til en ny offentlighedslov er vedtaget, må det ske, fordi anonyme kilder afslører sagen – og nogen i øvrigt tør skrive om deres forklaring.

Nogen systematisk adgang findes ikke længere.

Udgivet i 2. Svaret, der blev et spørgsmål | Tagget , , | Kommentarer slået fra

Eksempel 1: Det forsvundne forbehold

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

Fremtidsvisionen er ikke det rene gætteværk. Stemplet med ministerbetjening er endnu ikke set – og kan ikke endnu bruges lovligt til at stoppe aktindsigt. Men derudover er der tale om en sag, der faktisk har været afdækket gennem aktindsigt under den gældende offentlighedslov.

Sagsforløb

En overraskende stigning

I 2004 fortæller daværende socialminister Henriette Kjær Folketinget, at der er sket en stigning i antallet af handicappede, der får betalt en personlig hjælper, på næsten 30 pct.

Stigningen er sket til trods for, at ministeren året før opfordrede kommuner og amter til at spare – og dermed understøtte regeringens skattestop – ved at skære ned på bevillingerne til de personlige hjælpere for handicappede.

Stigningen fremgår af den grundtakstredegørelse, ministeren har sendt til Folketinget, og som indeholder opgørelser over bl.a. hjælperordningen for handicappede. Mens der i 2002 var 839 ordninger, er der i 2003 væsentlig flere, nemlig 1068 ordninger, oplyser minis­teren.

En så kraftig stigning under en sparekampagne vakte undren, ikke mindst blandt socialrådgivere, der havde oplevet, at antallet af afslag på ansøgninger om hjælp til handicappede tværtimod voksede.

Journalisten Jesper Tynell fra DR-Orientering laver research på, hvad der er sket, og konstaterer, at de tilgængelige oplysninger faktisk er modstridende.

Servicestyrelsen er den myndighed, der bl.a. følger udviklingen i hjælp til handicappede.

På styrelsens hjemmeside kan han se, at antallet af hjælperordninger for handicappede er faldet med 12,5 pct. – nemlig fra 4. kvartal 2002 til 4. kvartal 2003.

Servicestyrelsen sorterer under Socialministeriet – og i ministeriet viser der sig at være en anden opfattelse – her oplyses det, at antallet af hjælperordninger ikke er faldet, men at det i flere år har været stabilt.

Kort efter forsvinder de tal, der viser et fald, fra Servicestyrelsens hjemmeside, og Socialministeriet sender DR-redaktionen en e-mail.

Her slår ministeriet fast, at der er sket en stigning i antallet af hjælperordninger på næsten 30 pct. Der henvises til den såkaldte Grundtakstredegørelse, som socialministeren netop har sendt til Folketinget:

Servicestyrelsen har nu checket tallene, og det er de oplysninger, som fremgår at grundtakstredegørelsen, der er korrekte. Det vil sige, at der har været en stigning i antallet af personer med handicaphjælpere efter servicelovens § 77.

Siden bliver redaktionen ringet op af Servicestyrelsens direktør. Han siger, at de tal, der er fjernet fra hjemmesiden, var fejlagtige, og at antallet af hjælperordninger er steget, som det også fremgår af ministerens redegørelse til Folketinget.

DR-Orientering begærer aktindsigt i de dokumenter, der indeholder styrelsens bidrag til Grundtakstredegørelsen, og får en måned efter så meget af materialet, at det kan konstateres, at stigningen på de 30 pct. ikke holder – og at dét var noget, Socialministeriet vidste, da redegørelsen blev sendt til Folketinget.

Beregningen tager nemlig ikke hensyn til, at der er forskel på antallet af indberetninger fra kommuner og amter i de perioder, der sammenlignes.

Da kommuner og amter blev anmodet om at indberette antallet af ordninger for 4. kvartal 2002, var der flere kommuner og amter, der ikke indberettede.

Derfor registreredes et meget lille antal hjælperordninger.

Et år senere indberetter de fleste kommuner og amter derimod antallet af hjælperordninger for 4. kvartal 2003.

Sammenligner man derefter de samlede opgørelser – uden at tage højde for, at der mangler mange kommuner og amter i den første – ja, så får man en stigning.

Men den viser kun, at der nu er talt op i flere kommuner og amter – ikke at flere handicappede har fået en personlig hjælperordning. Tværtimod viser tallene nu, at der reelt er sket et fald på omkring 10 pct. i de kommuner og amter, der har indberettet begge år.

Dokumenterne fra aktindsigten viser, at det ikke er et hændeligt uheld. Det er noget, der har været kendt i både styrelsen og ministeriet fra starten af arbejdet med socialministerens redegørelse.

Det fremgår af en e-mail fra en fuldmægtig i styrelsen til socialministeriet. Her står

Faktum er at flere kommuner og amter ikke har svaret på §77 for 4. kvartal 2002 – en problemstilling vi har gjort opmærksom på i afsnit 4 af den første udgave af grundtakstredegørelsen.

Det er altså nu dokumenteret, via aktindsigt, at ministeriet har fået at vide, at tallene for 2002 og 2003 ikke kan sammenlignes.

Alligevel findes forbeholdet ikke i den Grundtakstredegørelse, som socialministeren sender til Folketinget – under ministeransvar. Folketinget bliver ikke orienteret om, at stigningen på de 30 pct. i virkeligheden ikke siger andet, end at talmaterialet var yderst mangelfuldt.

Vurdering

Et vanskeligt valg

Under en ny offentlighedslov med en ministerbetjeningsregel som den, Offentlighedskommissionen foreslår, vil udgangspunktet for en journalistisk research i denne sag være,

  • at folk, der arbejder med handicappede, har sagt, at antallet af hjælpeordninger falder,
  • at Servicestyrelsens hjemmeside har vist en opgørelse, der viser et fald på 12,5 pct.,
  • at Grundtakstredegørelsen, Socialministeriet og Servicestyrelsen nu siger, at antallet er steget med 30 pct., og
  • at der i styrelse og ministerium i det mindste må ligge dokumenter, der viser, hvad styrelsen har indberettet til ministeriet.

Selve redegørelsen er der adgang til, når den er afgivet til Folketinget. Men den indeholder ikke noget, der kan anfægte de 30 pct.

Det, som journalisten ikke har – men som ville gøre det muligt at afsløre, at stigningen på 30 pct. i antallet af hjælperordninger ikke er, hvad den giver sig ud for at være – det er

afsnit 4 i den første version af redegørelsen, og

fuldmægtigens e–mail til ministeriet.

Aktindsigt med ministerbetjening

Journalisten kan søge aktindsigt – og her bør han henvise til alle de bestemmelser, der giver mulighed for aktindsigt – på trods af ministerbetjeningen.

De findes, og vi ser på dem i det følgende. Men de er gennemgående vanskeligere at få styr på end deres modsætning – reglerne om  alt det, der ikke skal gives aktindsigt i.

Offentlighedskommissionens betænkning opremser de forskellige typer dokumenter, der kan unddrages fra aktindsigt. Det er

udkast til ”talepapir” og ”beredskabstalepunkter”, udkast til pressemeddelelser, udkast til bidrag til besvarelse af folketingsspørgsmål, notater, redegørelser, idékataloger, sagkyndige udtalelser og vurderinger, handlingsplaner osv.

Der kan derfor ikke være megen tvivl om, at Servicestyrelsens bidrag til daværende socialminister Henriette Kjærs Grundtakstredegørelse omfattes af ministerbetjeningen.

Den afslørende e-mail kan siges at være en faglig udtalelse eller vurdering, og den vil derfor også umiddelbart være omfattet af ministerbetjeningen.

På dette grundlag kan man let forestille sig, at en myndighed, der er sig fuldt bevidst, at ministeren kan komme i klemme, vil foretrække at afgøre sagen ved at afslå aktindsigt med henvisning til netop reglen om ministerbetjening.

Kommer dette afslag, sidder journalisten med sin oplevelse af, at noget er galt – men uden eksakt viden om, hvor beviserne findes.

Fortæl det og væk politikerne

Journalisten sidder dog stadig med nogle muligheder.

Han kan skrive, at folk, der har indsigt i handicaphjælpen har en fundamental anden opfattelse end ministeren – og at styrelsen først havde tal på sin hjemmeside, der understøttede denne oplevelse, men at tallene nu er forsvundet.

Det kan interessere f.eks. politikere i oppositionen og få dem til at stille spørgsmål i Folketinget – spørgsmål, som ministeren skal svare på, i overensstemmelse med minister­ansvarlighedssloven:

§ 5. En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.

Men de senere års politiske historie rummer eksempler på, at ministre ikke nødvendigvis lever op til bestemmelsen i stk. 2.

Det skyldes, at eksistensen af et flertal i Folketinget bag den siddende regering gør det lidet sandsynlig, at bestemmelsen vil blive brugt.

Der er således ingen garanti for, at historien kan komme frem ad den vej.

Find en kilde

En anden mulighed er at bruge sit eller andre kontakters netværk for at finde en embedsmand, der kan – og vil – fortælle, hvad der er sket.

Det er muligt – der findes mange eksempler på embedsmænd, der har haft en så stærk holdning til deres forpligtelser over for borgerne og samfundet, at de har afsløret politisk-administrative fupnumre eller det, der er værre.

Det er som regel sket anonymt.

Anonymiteten bakket op af den journalistisk-etiske grundsætning om, at en journalist ikke afslører sine anonyme kilder, er velkendt, ikke mindst i politiske skandaler.

Den er absolut anvendelig, men den har den alvorlige bagside, at den ikke nødvendigvis giver journalisten et dokumentationsmateriale, som de implicerede politikeres spindoktorer og gruppefæller ikke kan anfægte.

Skal et anonymt udsagn stå stærkt, skal det helst bakkes op af ordrette citater fra hemmeligholdte dokumenter. Men sådanne citater kan bringe anonymiteten i fare i sager, hvor kilden er en af meget få, der har adgang til det eller de citerede dokumenter.

Det hører med i billedet, at den slags kilder kan være vanskelig at få fat på for journalister, der ikke har et godt personkendskab på området. Har man ikke det, risikerer man gennem en jagt på kilder at alarmere systemet i en sådan grad, at det bare vil skræmme mulige kilder fra at sige noget.

Klag – helt til tops

Endelig er der muligheden for at klage over afvisningen af aktindsigt.

Sammen med indførelsen af ministerbetjening som grundlag for afvisning er der indsat nogle ’kattelemme’, man – som nævnt i indledningen – kan komme ind gennem, men de er, som påvist flere steder i denne bog, et tidskrævende og kompliceret arbejdsredskab.

Og de er næppe, i denne sag, til at lukke op:

Forvaltningslemmen: Den ovenfor beskrevne sag handler om ministerens politiske arbejde, hvor der gives en tilbagemelding, der indgår i regeringens og Folketingets politiske arbejde. Det er derfor ikke en upolitisk forvaltningsafgørelse.

Dokumentlemmen: De dokumenter, Servicestyrelsen i den beskrevne sag har sendt til ministeriet, tilhører ikke de dokumenttyper, der nævnes i bestemmelsen.

Nærmest er nr. 3, der giver aktindsigt, når

dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder.

Men der er ikke tale om et selvstændigt dokument – kun et udkast til en redegørelse.

Udstregningslemmen: Man kommer unægtelig nærmere sagens faktiske grundlag, hvis man ser første udkast til redegørelsen med embedsmandens advarsel og hans påpegning af, at sammenligningsgrundlaget ikke er reelt.

Og det er ifølge bemærkningerne også meningen:

Udtrykket oplysninger om en sags faktiske grundlag (…) omfatter (…) ”egentlige faktuelle oplysninger” samt andre oplysninger, der medvirker til at skabe klarhed om sagen, herunder oplysninger om de metoder og forudsætninger, som en forvaltningsmyndighed har anvendt ved fastlæggelsen af de ”egentlige faktuelle oplysninger”.

Umiddelbart skulle man mene, at oplysningen om, at man ikke uden videre kan sammenligne resultaterne fra 2002 med dem fra 2003, er relevant for sagen, sådan som det kræves, ligesom det kan siges at være en faktisk oplysning,

der er indgået i sagen, og som taler imod myndighedens beslutning.

Men der er jo problemet med den ”efterfølgende irrelevans”, der dukker op, hvis

sagens udvikling indebærer, at oplysningerne er irrelevante, fordi de blevet erstattet med bedre og opdaterede oplysninger.

Man kan med nogen ret betvivle, at oplysningerne er blevet opdateret med ”bedre” oplysninger, hvis ”bedre” skal forstås som ”mere korrekte”.

Men muligheden består for, at opdateringen i sig selv udlægges som tilstrækkelig grund til at afvise aktindsigt på det grundlag.

Vurderingslemmen: Denne kattelem giver aktindsigt til oplysninger om ”interne faglige vurderinger i endelig form”, også selv om de indgår i ministerbetjening.

Men er der tale om en ”faglig” vurdering, og har den en ”endelig” form?

I denne sag er det kun den grundtakstredegørelse, der afleveres til Folketinget, der kan siges at have endelig form.

De tidligere versioner er der ikke adgang til, for de er udkast eller foreløbige versioner.

Ikke en jordisk chance

Som man kan se, er aktindsigt efter Offentlighedskommissionens lovudkast en ligning med mange ubekendte – og vide muligheder for skøn.

Vi vil ikke garantere, at der ikke i betænkningens 1216 sider gemmer sig andre ’kattelemme’ eller ’forstoppelser’, der kan bruges til at åbne eller lukke for adgang til aktindsigt.

Men under alle omstændigheder er der her tale om skøn, som det er umuligt at kontrollere for den journalist, der sidder og bokser med sagen om hjælperordningerne for handicappede.

Han har ikke en jordisk chance for at foretage alle disse afvejninger af, hvilken ’kattelem’, der måske står åben og kan bruges.

Han kender hverken eksistensen eller indholdet af de afslørende dokumenter og ved derfor ikke, hvor han skal sætte ind.

Det vil i den situation være praktisk at skyde med ’spredehagl’ og henvise til alle de bestemmelser, der kan indeholde den rigtige undtagelse.

Det gælder både begæringer om aktindsigt og eventuelle efterfølgende klager.

På baggrund af erfaringerne med myndighedernes behandling af aktindsigtsansøgninger og klager under den gældende lov, er der ikke nogen grund til at tro, at det nødvendigvis giver aktindsigt.

Til gengæld kan det have betydning, hvis sagen ender hos Ombudsmanden, at han kan se, at der specifikt er henvist til et retsgrundlag, som myndighederne har negligeret. Ombudsmanden kan nemlig udtale kritik, og det burde gøre indtryk på myndighederne.

Gør vi hele regnebrættet op, forekommer det os mest sandsynligt, at forsøget på at afsløre den ovenfor beskrevne sag gennem aktindsigt ville have meget svære vilkår under den nye lov – med muligheden for ministerbetjening.

Det er muligt, at der ad åre vil findes en ombudsmandspraksis, der har åbnet en af ’kattelemmene’, der så kan give adgang til aktindsigt i sager, der kan minde om denne.

Men det sker i bedste fald – ad åre.

Udgivet i 1. Det forsvundne forbehold | Tagget , , | Kommentarer slået fra

’Kattelemme’ i lovudkastet

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

Men først skal vi se på ’kattelemme’.

Sammen med indførelsen af ministerbetjening som grundlag for afvisning er der indsat nogle ’kattelemme’, som man måske kan bruge til at komme frem til afslørende materiale, der søges gemt væk som ”ministerbetjening”.

Men det er, som påvist flere steder i denne bog, et svagt, tidskrævende og kompliceret arbejdsredskab for den, der arbejder som journalist i en branche, hvor vareholdbarheden er kort og ressourcerne til langvarig research begrænsede.

På baggrund af vores journalistiske erfaring har vi lavet en oversigt over, hvordan vi mener, kattelemmene vil virke:

Forvaltningslemmen:

§ 24. Retten til aktindsigt omfatter ikke:

1) Interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder i forbindelse med ministerbetjening.

2) Interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem ministerier indbyrdes i forbindelse med ministerbetjening.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke

1) i sager, hvori der er eller vil blive truffet en konkret afgørelse af en forvaltningsmyndighed,

2) i sager om indgåelse af kontraktforhold, og

3) i forbindelse med et ministeriums udførelse af kontrol– eller tilsynsopgaver.

’Forvaltningslemmen’ står i stk. 2 i den paragraf, hvor bestemmelsen om ministerbetjeningen findes som stk. 1.

En minister er både politisk chef og forvaltningschef, og det er i princippet kun den politiske del af ministerarbejdet, der kan gemmes væk som ministerbetjening.

Punkt 1 i Stk. 2 drejer sig om helt konkrete afgørelser i rene forvaltningssager, og muligheden for at få aktindsigt omfatter også dokumenter, som udveksles mellem et ministerium og en underordnet myndighed i den konkrete sag.

Men handler det om generelle forvaltningsafgørelser, så mener Offentlighedskommissionen, at der er tale om politisk ministerbetjening, og så er der lukket for aktindsigt.

Punkt 2 omfatter købsaftaler, entrepriseaftaler, lejeaftaler og lignende. Men denne mulighed kan lukkes ved brug af en anden bestemmelse (§ 33, nr. 3), der giver mulighed for at sige nej til aktindsigt, hvis

det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til: (…) Det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed

og der er erfaring for, at det offentlige i sådanne sager næsten pr. automatik vil have, at dets interesser er væsentlige hensyn.

Punkt 3 drejer sig om sager, hvor et ministerium vil efterprøve eller træffe afgørelse i en sag, der er behandlet af en underordnet myndighed.

Men her findes en låseanordning, der meget vel kan betyde, at denne ’kattelem’ ofte vil være låst. Adgangen til aktindsigt

omfatter ikke de tilfælde, hvor et ministerium anmoder en underordnet forvaltningsmyndighed (typisk en styrelse eller et direktorat) om en nærmere redegørelse om en sag, der f.eks. har været genstand for politisk bevågenhed (en ’politisk sag’).

I sin yderste konsekvens betyder det, at alle sager, som pressen tager op, og som kan give ministeren og hans embedsmænd problemer, kan afskærmes mod aktindsigt, uanset om det handler om overbetaling til privatsygehuse eller en omstridt administration af P-afgifter.

En dag vil vi vide, hvordan ombudsmanden vil håndtere dette fænomen, der kan gå hen og gøre hele opdelingen mellem en politisk og administrativ chef ret illusorisk.

Indtil da må man regne med, at ’forvaltningslemmen’ er vanskeligere at åbne, end man umiddelbart kunne tro.

Dokumentlemmen:

§ 26. Retten til aktindsigt omfatter uanset bestemmelsen i § 23, stk. 1, interne dokumenter, som foreligger i endelig form, når

1) dokumenterne alene gengiver indholdet af den endelige beslutning vedrørende en sags afgørelse,

2) dokumenterne alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som der har været pligt til at notere efter bestemmelsen i § 13,

3) dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder,

4) dokumenterne indeholder generelle retningslinjer for behandlingen af bestemte sagstyper, eller

5) dokumenterne indeholder en systematiseret gengivelse af praksis på bestemte sagsområder.

Lovudkastet opregner fem typer dokumenter, der er aktindsigt i, uanset om der er tale om ministerbetjening.

Men – og der er et væsentligt ”men” – det forudsætter, at der er tale om dokumenter i deres endelige form. De dokumenttyper, der omtales

vil således ikke være omfattet af bestemmelsen, hvis det alene foreligger i udkast eller anden foreløbig form.

Bestemmelsen giver med andre ord ikke adgang til dokumenter, der viser, hvordan myndighederne er nået frem til ”den endelige form”.

Nr. 1, 2, 3 og 4 findes også i den gamle lov, mens nr. 5 er ny. Kommissionen understreger, at nr. 4 og 5 ikke giver adgang til

såkaldte visdomsbøger, der er samlinger af en myndigheds tidligere afgørelser, udtalelser mv. til myndighedens eget brug.

Udstregningslemmen:

§ 28. Retten til aktindsigt i dokumenter omfattet af § 23, § 24, stk. 1, § 25 og § 27, nr. 1–4, omfatter uanset disse bestemmelser oplysninger om en sags faktiske grundlag, i det omfang oplysningerne er relevante for sagen. Det samme gælder oplysninger om eksterne faglige vurderinger, som findes i dokumenter, der er omfattet af § 23, § 24, stk. 1, § 25 og § 27, nr. 1–3.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke i det omfang

1) det vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug,

2) de pågældende oplysninger fremgår af andre dokumenter, som udleveres i forbindelse med aktindsigten, eller

3) oplysningerne er offentligt tilgængelige.

Bestemmelsen giver adgang for ekstrahering – dvs. mulighed for at få udleveret enkelte, udvalgte oplysninger fra et dokument ved at res­ten af papiret udstyres med de velkendte – ofte mangfoldige – sorte udstregninger.

Bestemmelsen giver aktindsigt i

oplysninger om en sags faktiske grundlag, i det omfang oplysningerne er relevante for sagen

samt i

oplysninger om eksterne faglige vurderinger,

der findes i dokumenter, der indgår i ministerbetjening og dermed ellers er undtaget fra aktindsigt.

Kommissionen forklarer, at udtrykket ”en sags faktiske grundlag” omfatter

”egentlige faktuelle oplysninger” samt andre oplysninger, der medvirker til at skabe klarhed om sagen, herunder oplysninger om de metoder og forudsætninger, som en forvaltningsmyndighed har anvendt ved fastlæggelsen af de ”egentlige faktuelle oplysninger”.

Men bemærkningerne slår også fast, at adgangen til disse ”egent-lige faktuelle oplysninger” lukkes, hvis der er tale om

interne og eksterne faglige vurderinger samt politiske og strategiske udtalelser.

Så der dukkede beskyttelsen af den politiske beslutningsproces op igen og lukkede af for indsigt.

Lykkes det at undgå, at den politiske smæklås går i aktion, kommer man til kravet om, at oplysningerne skal være

relevante for sagen

hvilket omfatter

faktiske oplysninger, der er indgået i sagen, og som taler imod myndighedens beslutning.

Her skal man så huske, at der ikke er aktindsigt, hvis det, der taler mod myndighedens beslutning, er politiske indvendinger eller faglige vurderinger, uanset om de er interne eller eksterne.

Dertil kommer, at kommissionen har nogle betragtninger over, hvornår oplysninger kan være irrelevante, og de kan godt gå hen og lukke af for viden om problematiske oplysninger.

Bemærkningerne nævner det, der kaldes ”efterfølgende irrelevans”, og det rammes oplysninger af, når

sagens udvikling indebærer, at oplysningerne er irrelevante, fordi de blevet erstattet med bedre og opdaterede oplysninger.

I sager, hvor data præsenteres mere positivt, end de strengt taget kan bære, kan indsigt i tidligere versioner af dokumentet være af betydning for vurderingen af en sag.

Hvis forbedringen består i, at der er puttet nye oplysninger ind i dokumentet, er det opdateret. Om det er blevet bedre, kan diskuteres. Men det bliver det først, når man har klaget til ombudsmanden, og han har vurderet sagen.

Så vil det vise sig, hvor meget vægt han lægger på ordet ”bedre”.

Principielt må det kræve en kvalitativ vurdering af, om de nye oplysninger bedre viser sagens rette sammenhæng end dem, de har erstattet.

Kun tiden kan vise, hvordan den vurdering kommer til at fungere.

Vurderingslemmen:

§ 29. Retten til aktindsigt i dokumenter omfattet af § 23, § 24, stk. 1, § 25 og § 27, nr. 1–3, omfatter uanset disse bestemmelser oplysninger om interne faglige vurderinger i endelig form, i det omfang oplysningerne indgår i en sag om et fremsat lovforslag eller en offentliggjort redegørelse, handlingsplan eller lignende. Det gælder dog ikke oplysninger om interne faglige vurderinger, som findes i dokumenter, der er udarbejdet til brug for ministerrådgivning eller rådgivning af formandskabet for de foreninger, der er omfattet af § 3, stk. 1, nr. 3.

Stk. 2. § 28, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Lovudkastet åbner endnu en mulighed for at se det politisk-administrative system i kortene. Selv når der er tale om ministerbetjening, kan man få adgang til

oplysninger om interne faglige vurderinger i endelig form, (…) hvis oplysningerne indgår i en sag om et fremsat lovforslag eller en offentliggjort redegørelse, handlingsplan eller lignende.

Det afgørende er, om der er tale om en ”faglig vurdering”, og om den har ”endelig form”.

Kravet om ”endelig form” var som nævnt også afgørende for, om ’dokumentlemmen’ kan åbnes – ligesom det her er tilfældet med ’vurderingslemmen’.

Det betyder det samme begge steder – dokumenter, der findes som udkast eller foreløbig udgave, er der ikke aktindsigt i.

Derudover når Offentlighedskommissionen frem til, at der skal noget særligt til, for at en vurdering kan kvalificere sig til at være ”faglig”:

Det afgørende er (…), at den pågældende person på grund af sin eller forvaltningsmyndighedens indsigt i det omhandlede spørgsmål har særlige forudsætninger for at udtale sig.

Det skulle man mene – og håbe – på, at embedsmænd har, når de behandler en sag, men det er ikke nok:

Derimod kan en vurdering, der bygger på den almindelige administrative indsigt, der er til stede i forvaltningsmyndighederne, ikke karakteriseres som en faglig vurdering i bestemmelsens forstand. (…)

Som eksempel på sådanne vurderinger kan nævnes embedsmændenes rådgivning om politiske og strategiske overvejelser. En sådan rådgivning er en del af embedsmændenes almindelige kvalifikationer.

Går man ud fra, at en hvilken som helst embedsmand i en hvilken som helst myndighed kan gennemskue en problematisk oplysning i et dokument, så er der ikke tale om en ”faglig vurdering” og så er lukket for adgang ad denne vej.

Hvis det derimod forudsætter en embedsmand med en særlig indsigt og viden om lige præcis den konkrete sag, så kan der være tale om en ”faglig vurdering”.

Men det er ikke nok til at skaffe aktindsigt, at der virkelig er tale om en ”faglig vurdering”.

For ovenover alting gælder beskyttelsen af ministerbetjeningen:

Det gælder dog ikke oplysninger om interne faglige vurderinger, som findes i dokumenter, der er udarbejdet til brug for ministerrådgivning.

Om det forklarer kommissionen, at der her tales om dokumenter, der er udarbejdet med henblik på at skulle tjene som grundlag for den direkte ministerrådgivning.

Konklusion

Set under et er disse ’kattelemme’ komplicerede og ikke nemme at lette på.

Sagen er jo, at den der begærer aktindsigt, har meget lille mulighed for at se den offentlige modpart i kortene – og derfor reelt er udelukket fra at argumentere for sin sag og pege på de regler, der menes overtrådt.

Det er kun, hvis sagen havner som en klage hos ombudsmanden, at denne mulighed for at se journalistens modpart i kortene kan opstå.

Derfor har klageren også kun ringe mulighed for at sikre, at klagen indeholder netop de elementer, der er afgørende – dem må han eller hun håbe på, ombudsmanden selv finder frem til.

Udgivet i 'Kattelemme' i lovudkastet | Tagget , , | Kommentarer slået fra

En fremtidsvision

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

I en styrelse et sted i den danske statsadministration sidder en embedsmand med en viden, som hun ved kan være politisk dynamit, hvis andre end hun selv og en håndfuld andre embedsmænd får at vide, hvad hun véd. Hun ved nemlig, at ministeriet på grundlag af et udkast til en redegørelse har brugt et regnestykke, som har meget lidt med virkeligheden at gøre. Nu har ministeren brugt det i en redegørelse til Folketinget.

Og nu er der journalister, der vil se alle dokumenter, der har bevæget sig mellem ministeriet og hendes styrelse.

Hvis vi nu sætter scenen i året 2010, så gælder den gamle offentlighedslov – den, der med en række rettelser har fungeret siden 1985. Og så er der ingen tvivl om, at dokumenterne skal udleveres.

Netop fordi de har bevæget sig mellem forskellige myndigheder, er de ikke interne, og dokumenter, der ikke er interne, er omfattet af retten til aktindsigt, med mindre man kan finde en holdbar begrundelse for at gemme dem af vejen for offentligheden.

Embedsmanden ved, at ministeren og hans folk i ministeriet vil være meget lidt glade for en offentliggørelse. Det vil ikke være et plus for styrelsen og embedsmanden, hvis det sker.

En innovativ embedsmand må derfor kigge i arsenalet af metoder til at forhindre så meget som muligt i at komme frem. Og arsenalet består af de tricks, der er gennemgået i det forudgående kapitel:

forhaling, præciseringskrav, statens sikkerhed, bortkomst, udeladelser, udstregning og selektiv udvælgelse.

De virker af og til. Journalister arbejder under aktualitetens og de knappe ressourcers benhårde lov: Varer det for længe at få styr på en historie, må den droppes.

Men det er ikke altid, loven om alle nyheders forgængelighed virker, for der findes medier, der prioriterer afsløringen af politisk-administrative fiduser så højt, at de gerne bringer dem på et tidspunkt, hvor den oprindelige sag er uaktuel. Til gengæld skaber de så en ny aktualitet under mottoet: Så blev vi snydt igen!

Embedsmanden kan eventuelt bruge udeladelsesmetoden. Dokumenter, der ikke viser noget problematisk, kan blive sendt af sted. Går den så går den – men langt fra altid. Journalisterne kan måske finde spor af dokumenter, der ikke findes i bunken, og så må de udeladte dokumenter på et eller andet tidspunkt alligevel udleveres.

Men flytter vi nu sagen til et tidspunkt, da det lovudkast, Offentlighedskommissionen har udarbejdet, er blevet gældende lov, så er det hele blevet meget lettere for vor embedsmand. For hele dyngen af dokumenter er

interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder i forbindelse med ministerbetjening,

og så er de undtaget fra adgang til aktindsigt. Journalisterne kan ansøge, argumentere og klage til ombudsmanden, så meget de vil.

Et par undtagelser fra regelen om ministerbetjeningen ser det ud til, at man kan argumentere sig ud af, og kan man ikke, kan der let gå et år eller mere, før en klagesag er færdig. Der er reelt lagt låg på den sag.

Embedsmanden rækker ud efter et stempel og forsyner de enkelte dokumenter med påskriften

MINISTERBETJENING

Ikke omfattet af retten til aktindsigt

og belaver sig nu på at bruge sine innovative evner til at løse andre opgaver for det politisk-administrative system.

Journalisten, der modtager besked om, at ministerbetjeningsparagraffen er blevet anvendt, er klar over, at det vil kræve megen tid og arbejde at få omstødt den afgørelse. Samtidig noterer han sig, at der formentlig virkelig er noget at komme efter, når ministerbetjeningsvåbnet bliver brugt.

Han overvejer, om det har noget formål at klage over afslaget og bruge tid og kræfter på dét, eller om han i stedet skal bruge sine innovative evner til at grave historien frem på en anden måde – måske rummer systemet en samfundsbevidst person, der synes, at det, der er sket, simpelt hen er for meget.

Sådan kunne en af de sager, vi beskæftiger os med i denne bog, være foregået, hvis den foregik under en ny offentlighedslov med de bestemmelser om ministerbetjening, som Offentlighedskommissionen har foreslået.

Vi vender tilbage til eksemplet.

Udgivet i En fremtidsversion | Tagget , , | Kommentarer slået fra

Så må man klage …

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

Som det fremgår, handler bogens Del 1 i mange tilfælde om, hvad journalister stiller op med afslag fra myndigheder, der forekommer dem urimelige og – i yderste konsekvens – ulovlige.

Som i mange andre af livets forhold kan man klage. Afvisning af aktindsigt er en forvaltningsafgørelse, og den, som har modtaget afslaget, kan klage over det til højere oppe – dvs. til en myndighed, der er overordnet den myndighed, der har afvist aktindsigten. Får klageren ikke medhold, kan der herefter klages til Ombudsmanden.

Det lyder umiddelbart enkelt, men det enkle er ikke nødvendigvis det hurtigste.

Der er frister for, hvornår der skal svares på henvendelser – også klager – til det offentlige, men frister er ikke i sig selv garanti for deres overholdelse.

Havde vi gemt dem, vi selv har fået, kunne vi tapetsere balsale med breve fra offentlige myndigheder, der oplyser, at de desværre ikke har kunnet overholde en frist – men at man snarest muligt vil vende tilbage til sagen.

Sådan er det bare.

Sidste instans i den situation er Ombudsmanden, som skal være garanten for, at man får den aktindsigt, man er berettiget til. Vort materiale giver os grundlag for at mene, at den garanti virker. Men meget langt fra hurtigt.

For ringe (Heinemann Media & Hansen Medier)

En erfaren kunde hos Ombudsmanden, tv-dokumentaristen Tom Heinemann, udtrykker det således:

”Nu er det en almindelig kendt sag blandt journalister, at man ikke kritiserer Ombudsmanden. Han er jo vores redningsplanke i så mange andre sager, vi har haft fat i. Men vi er nødt til at sige, at det ganske enkelt er for ringe, at man oftest må vente i godt et års tid, før der ligger et svar. Ja, nogle gange endnu længere. Jeg har en sag liggende, der nu 21 måneder senere endnu ikke har fundet sin afslutning.”

Dette skyldes ikke kun manglende ressourcer hos Ombudsmanden, men også det faktum, at ministerier, styrelser og andre myndigheder, der skal svare, langt fra altid overholder tidsfristerne, og hvis de gør, så er det som regel ikke en dag tidligere end højst nødvendigt.

Ikke tid til klager (Politiken)

Journalist Hans Drachmann fra Politiken siger:

”Jeg har nogle gange oplevet at få afslag på aktindsigt i for eksempel regioners udgifter til indkøb af udstyr eller lignende med henvisning til, at der er involveret private leverandører, og at der dermed per definition er tale om fortrolige oplysninger. Jeg har i disse – som i andre sager – ofte forsøgt at komme rundt om problemet på anden vis i stedet for at afprøve den juridiske holdbarhed ved at køre en klagesag. Det er jo generelt, at man ikke har lyst eller tid til at køre klagesager.”

Halve år eller mere (Weekendavisen)

Journalist Henrik Dørge fra Weekendavisen siger:

”Jeg har efterhånden droppet at søge om aktindsigt, da det – med få undtagelser – har været min erfaring gennem de seneste år, at der kan gå halve år eller mere, før man får det begærede materiale – og i mellemtiden er aktualiteten fordampet.”

Endnu længere ventetid med den ny lov

Det forekommer rimeligt at mene, at en ny lov med helt nye begreber, øgede muligheder for skøn – og fejlskøn – og en formentlig udbredt mistro blandt journalister til motiverne bag lovændringen, vil føre til stigninger i antallet af klagesager og dermed til endnu større forsinkelser hos Ombudsmanden.

Det er et problem, fordi betydningen af hurtighed og aktualitet ikke bliver mindre i disse år.

Gennemslagskraft og mulighed for at anbringe en måske kilden sag på den offentlige dagsorden afhænger ofte af lynhurtigt antrit. Også når det gælder afsløringer og afdækning af magtmisbrug.

Sker det ikke, mister både læsere, lyttere og seere – og andre medier – hurtigt interessen og bevæger sig videre til næste levende billede.

Udgivet i Så må man klage | Tagget , , | Kommentarer slået fra