I en ’spin-tidsalder’ er det blevet helt normal dagligdag for ministerier at give gode nyhedshistorier til særligt ’venligsindede’ medier, der så får en solovinkel, som ofte også gavner den gavmilde giver.
Dette redskab til promovering af personer og politik i ’fredstid’ kan omvendt være et stærkt våben, når fronterne trækker op omkring en belastende sag.
Her kan det være afgørende, hvilket medie der først får oplyst eventuelt betændte detaljer – detaljer, som måske alligevel ville komme frem – fordi det kan betyde meget, hvordan kritik og modargumenter præsenteres, når en sag detonerer.
Det kan derfor være en fordel kun at kommunikere med medier eller journalister, man véd, vil undlade de mest kritiske spørgsmål eller vinkler, enten fordi de forventes at gå mere forsonligt til værks, eller fordi de ikke er så grundigt inde i sagens substans. En del kritis-ke journalister har ind imellem fornemmelsen af at blive forfordelt – men det kan dog sjældent bevises – det kunne jo også bare være krukkeri eller misundelse.
En negativ journalist (Ekstra Bladet)
Et af de dokumenterede forløb var udskillelsen af Ekstra Bladets Cavlingprisvinder Bo Elkjær af det felt, der kunne komme til at interviewe henholdsvis statsministeren og udenrigsministeren om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. I flere år blev journalisten holdt på afstand – efterhånden så åbenlyst, at Ombudsmanden skred ind og udtalte kritik.
Den 31. oktober 2006 bad Ombudsmanden Udenrigsministeriet om nærmere at redegøre for henvisningen til ”manglende tillid” som begrundelse for at afvise Bo Elkjærs interviewforespørgsler. Udenrigsministeriet gav, som Ombudsmanden refererede det, to grunde til at afvise Bo Elkjær:
At det blev vurderet at udenrigsministeren ikke kunne have tillid til at hans udtalelser i forbindelse med et interview ville blive refereret loyalt i en efterfølgende artikel – og frygt for at Bo Elkjær ville bruge et interview med ministeren som anledning til yderligere negativ og kritisk omtale af regeringens og ministerens håndtering af sagen.
Sidst i køen (Information)
Da Berlingske, Ritzau og Information – med få dages mellemrum – begærede aktindsigt i sagen om krigsskibet Absalon og de somaliske pirater, som danskerne tog til fange, men måtte frigive igen, fik Berlingske og Ritzau de ønskede dokumenter tilsendt, mens dagbladet Information modtog besked om, at en besvarelse trak ud.
De tre medier ville vide, hvordan det kunne gå til, at Folketinget i midten af september 2008 sendte et dansk krigsskib på piratjagt ud for Somalia, tilsyneladende uden at nogen på forhånd havde gjort sig klart, hvad man skulle gøre med piraterne, hvis de blev fanget.
Selv om Berlingske og Ritzau fik de ønskede dokumenter i to omgange, sidst den 22. december, modtog Information et henholdende svar den 14. november, efterfulgt af endnu et den 19. december:
“Forsvarsministeriet er fortsat ved at indsamle dokumenter”, skrev ministeriet og lovede, at man “ville vende tilbage med et svar snarest muligt og forventeligt senest i uge 3/09.” Altså op til fire uger senere.
Således kunne Berlingske gå i gang med at beskrive sagen, mens den lille avis i St. Kongensgade stadig rykkede for svar.
Først afviste Forsvarsministeriet, at der var tale om forskelsbehandling med den forklaring, at Informations ansøgning gik to år længere tilbage i tiden end de to konkurrenters: “Informations ansøgning gik to år længere tilbage, og derfor er den ikke færdigbehandlet endnu. Vi opfatter det som to forskellige ansøgninger, og vi vil gerne besvare hver ansøgning samlet. Der er bestemt ikke tale om, at vi forskelsbehandler.”
Men da Information bad om en kommentar fra forsvarsminister Søren Gade (V), skiftede ministeriet forklaring og skrev i en mail til Information:
“Forsvarsministeriet er opmærksom på, at der er begået en beklagelig fejl ved, at de dokumenter, som blev udleveret ved en tilsvarende anmodning om aktindsigt dækkende perioden 15. januar 2008 frem til den 24. september 2008, ikke samtidig er blevet sendt til dig”.
I denne sag kan det være sjusk – som ministeriet påberåber sig – eller det kan være et forsøg på at forsinke en mulig kritiker.
Det kan man ikke vide.
Den lille forskel (Kommunen)
I februar 2010 fritstillede Frederiksberg Kommune kommunaldirektør Suzanne Aaholm, hvilket skete efter juridisk rådgivning fra Kommunernes Landsforening (KL), som var gået ind i sagen på Frederiksberg Kommunes side – og i øvrigt i den anledning havde modtaget 380.000 kroner i honorar for konsulentbistand.
Fyringen skete, fordi Suzanne Aaholm ifølge kommunen havde undladt at orientere kommunalbestyrelsen om, at økonomien i et stort omstruktureringsprojekt på rådhuset var løbet løbsk.
Da Suzanne Aaholm og hendes fagforening, DJØF, lagde sag an mod kommunen, begærede journalisten Carsten Terp fra bladet Kommunen aktindsigt i et høringssvar fra Frederiksberg Kommunes om forløbet. Bladet Kommunen er et uafhængigt, kritisk blad, som ikke mindst dækker danske kommuners sagsforvaltning og arbejdsgange.
I forvejen havde den fyrede direktør offentliggjort sit syn på sagen i høringssvar, og Kommunen begrundede bl.a. sin anmodning med muligheden for at give en balanceret dækning af sagen. Bladet bad samtidig om aktindsigt i andre mediers begæringer af aktindsigt i høringssvarene.
10 dage senere rykker journalisten for svar og får at vide af Frederiksberg Kommunes presseansvarlige, at man slet ikke har modtaget mailen, fordi der er brugt en forkert mailadresse.
Over for den fungerende kommunaldirektør fremsættes anmodningen nu mundtligt, og den 24. september 2010 modtager bladet en mail med aktindsigt i høringssvaret, der består af en 22 siders indstilling til magistraten på Frederiksberg, samt et fyringsbrev på 16 sider til Suzanne Aaholm.
Det sker kl. 10.17 – og i følgebrevet står der, uden nærmere angivelse, at også andre medier har begæret aktindsigt.
Samme dag kl. 11.37 offentliggør Magasinet Danske Kommuner – som udgives af KL – på sin hjemmeside en fuldt færdig artikel, baseret på Frederiksberg Kommunes høringssvar i sagen om fyringen af Suzanne Aaholm, samt andre elementer.
Det giver kun mening, konkluderer Carsten Terp, hvis KL’s eget blad har modtaget samme aktindsigt i særdeles god tid før den journalist og det blad, man måske forventede ville sætte sagen på dagsordenen i et langt mere kritisk lys end kommunernes eget blad.
