Som det fremgår, handler bogens Del 1 i mange tilfælde om, hvad journalister stiller op med afslag fra myndigheder, der forekommer dem urimelige og – i yderste konsekvens – ulovlige.
Som i mange andre af livets forhold kan man klage. Afvisning af aktindsigt er en forvaltningsafgørelse, og den, som har modtaget afslaget, kan klage over det til højere oppe – dvs. til en myndighed, der er overordnet den myndighed, der har afvist aktindsigten. Får klageren ikke medhold, kan der herefter klages til Ombudsmanden.
Det lyder umiddelbart enkelt, men det enkle er ikke nødvendigvis det hurtigste.
Der er frister for, hvornår der skal svares på henvendelser – også klager – til det offentlige, men frister er ikke i sig selv garanti for deres overholdelse.
Havde vi gemt dem, vi selv har fået, kunne vi tapetsere balsale med breve fra offentlige myndigheder, der oplyser, at de desværre ikke har kunnet overholde en frist – men at man snarest muligt vil vende tilbage til sagen.
Sådan er det bare.
Sidste instans i den situation er Ombudsmanden, som skal være garanten for, at man får den aktindsigt, man er berettiget til. Vort materiale giver os grundlag for at mene, at den garanti virker. Men meget langt fra hurtigt.
For ringe (Heinemann Media & Hansen Medier)
En erfaren kunde hos Ombudsmanden, tv-dokumentaristen Tom Heinemann, udtrykker det således:
”Nu er det en almindelig kendt sag blandt journalister, at man ikke kritiserer Ombudsmanden. Han er jo vores redningsplanke i så mange andre sager, vi har haft fat i. Men vi er nødt til at sige, at det ganske enkelt er for ringe, at man oftest må vente i godt et års tid, før der ligger et svar. Ja, nogle gange endnu længere. Jeg har en sag liggende, der nu 21 måneder senere endnu ikke har fundet sin afslutning.”
Dette skyldes ikke kun manglende ressourcer hos Ombudsmanden, men også det faktum, at ministerier, styrelser og andre myndigheder, der skal svare, langt fra altid overholder tidsfristerne, og hvis de gør, så er det som regel ikke en dag tidligere end højst nødvendigt.
Ikke tid til klager (Politiken)
Journalist Hans Drachmann fra Politiken siger:
”Jeg har nogle gange oplevet at få afslag på aktindsigt i for eksempel regioners udgifter til indkøb af udstyr eller lignende med henvisning til, at der er involveret private leverandører, og at der dermed per definition er tale om fortrolige oplysninger. Jeg har i disse – som i andre sager – ofte forsøgt at komme rundt om problemet på anden vis i stedet for at afprøve den juridiske holdbarhed ved at køre en klagesag. Det er jo generelt, at man ikke har lyst eller tid til at køre klagesager.”
Halve år eller mere (Weekendavisen)
Journalist Henrik Dørge fra Weekendavisen siger:
”Jeg har efterhånden droppet at søge om aktindsigt, da det – med få undtagelser – har været min erfaring gennem de seneste år, at der kan gå halve år eller mere, før man får det begærede materiale – og i mellemtiden er aktualiteten fordampet.”
Endnu længere ventetid med den ny lov
Det forekommer rimeligt at mene, at en ny lov med helt nye begreber, øgede muligheder for skøn – og fejlskøn – og en formentlig udbredt mistro blandt journalister til motiverne bag lovændringen, vil føre til stigninger i antallet af klagesager og dermed til endnu større forsinkelser hos Ombudsmanden.
Det er et problem, fordi betydningen af hurtighed og aktualitet ikke bliver mindre i disse år.
Gennemslagskraft og mulighed for at anbringe en måske kilden sag på den offentlige dagsorden afhænger ofte af lynhurtigt antrit. Også når det gælder afsløringer og afdækning af magtmisbrug.
Sker det ikke, mister både læsere, lyttere og seere – og andre medier – hurtigt interessen og bevæger sig videre til næste levende billede.
