Den 28. oktober 2009 kommer daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen med en meddelelse om, at nu er der lavet et nyt grundlag for de takster, det offentlige skal betale, når patienter bliver behandlet på privathospitaler.
Lettelsen over at kunne komme med det nye beregningsgrundlag er åbenlys. Den smutter med i Sundhedsministeriets pressemeddelelse, der konstaterer, at man samtidig offentliggør
et internt udredningsarbejde om afregning med private sygehuse, som flere gange har været efterspurgt af Folketingets sundhedsudvalg.
Udredningsarbejdet har da også været længe undervejs. Ordningen med det udvidede frie sygehusvalg startede ved nytår 2002 og dens politiske hovedarkitekt var daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen.
Den blev kritiseret for at forgylde privatsygehusene, og i 2007 var kritikken så stærk, at regeringsgrundlaget for den genvalgte VK-regering den 22. november det år lovede, at
Der skal sikres størst mulig grad af fair konkurrence mellem offentlige og private sygehuse. Regeringen vil derfor arbejde for, at afregningen med private sygehuse skal afspejle forpligtelserne og rammevilkårene for de private sygehuse.
Men det tog alligevel næsten to år, før det løfte blev indfriet. Til gengæld har der tilsyneladende været håb om, at nu var den sag ude af verden.
Det var den ikke.
Sagsforløb
En bog om et projekt
I slutningen af september 2010 dukker der pressehistorier op om en bog, der er på vej til udgivelse.
Projekt Løkke, hedder den, og i den fortæller journalist Tanja Frederiksen fra TV2 News og valgforsker Sigge Winther Nielsen fra Københavns Universitet om statsminister Lars Løkke Rasmussens vej til magtens øverste tinde.
Den 23. september kommer dagbladet Information med en bogomtale, der virkelig sætter gang i pressen og det politiske Danmark. Overskriften lyder:
Bog: Regeringen beordrede belastende oplysninger slettet.
Forsidehistorien refererer til 22 af bogens sider, der beskæftiger sig med det, en af sagens hovedpersoner omtaler som ”de gyldne haner” til de private sygehuse – dvs. de meget gunstige priser, det offentlige betaler, når patienter henvises til privathospitaler som led i det udvidede fri sygehusvalg.
Kernen er dette citat fra bogen:
Der kommer derfor ordre til en håndfuld embedsmænd om, at de skal slette mails, der kan indeholde oplysninger om den hemmelige rapport.
Flere embedsmænd i Sundhedsministeriet skal nu koordinere med andre ministerier for at sikre, at de mails, som bliver slettet det ene sted, også bliver slettet det andet sted. Både afsender og modtager skal sløres.
På systematisk vis bliver sporene mellem ministerierne vasket væk, helt uhørt ud fra dansk forvaltningstradition.
Bag disse oplysninger står ifølge Tanja Frederiksen to relevante, anonyme kilder, der uafhængigt af hinanden har udtalt sig i interview, der er blevet optaget.
Forfatterne står ved deres løfte til de to kilder om anonymitet. Ingen har offentligt identificeret sig selv som kilde til oplysningen om sletningsordren.
Ministeriets departementschef, Michael Dithmer, oplyser den 1. oktober i en pressemeddelelse, at e-mailene nu er blevet offentliggjort i overensstemmelse med reglerne i offentlighedsloven, og at ingen e-mails er blevet slettet.
Oplysningen om e-mailsletningen vækker opsigt, ikke mindst på baggrund af den samtidige debat omkring udkastet til en ny offentlighedslov.
Ordvalget er forskelligt, men flere jurister tilslutter sig forfatternes opfattelse af, at sletningen er
helt uhørt ud fra dansk forvaltningstradition,
hvilket er rigtigt, når ordet ”uhørt” læses med betydningen ”groft”, ”uantageligt” eller ”horribelt”.
Derimod er det, som andre eksempler i denne bog viser, noget, der flere gange er foregået i dansk forvaltning i nyere tid.
Projekt Løkke-bogens oplysninger om e-mailsletning udløser en lavine af informationer, kommentarer, dementier, vurderinger, etc. omkring et politisk forløb, der startede med regeringens løfte i 2007 om at skabe fair konkurrence mellem offentlige og private sygehuse.
I slutningen af september og begyndelsen af oktober 2010 sætter medierne store ressourcer ind på at få – og give – overblik over en sag, som man kan se, at flere journalister har fulgt tæt, siden det i 2006 kom frem, at der var tale om overbetaling.
Skal sagen undersøges nærmere ved hjælp af aktindsigt, er det første, en undersøgende redaktion vil gøre, at forsøge at få overblik over sagen som helhed – dvs. lave en såkaldt tidslinje.
Det forløb, der kan stykkes sammen på grundlag af de impliceredes egne oplysninger og offentligt tilgængelige informationer, ser således ud:
Tidslinje
Mail-sagen fra folketingsvalget i 2007 til starten af oktober 2010
2007:
13. november Folketingsvalg efter en valgkamp, hvor kritik af forgyldning af privathospitalerne gennem rundhåndede takster indgår.
Regeringspartierne og Dansk Folkeparti går tilbage fra 94 til 89 mandater, men med støtte fra et færøsk mandat kan Anders Fogh Rasmussen fortsætte som statsminister.
22. november Regeringen præsenterer sit regeringsgrundlag ”Mulighedernes samfund”. Heri findes et løfte om at sikre ”fair konkurrence mellem offentlige og private sygehuse”.
Det sker på grundlag af kritik af, at privatsygehusene er blevet betalt efter meget rundhåndede takster.
23. november Den nye regering præsenteres: Lars Løkke Rasmussen bliver finansminister, Jakob Axel Nielsen bliver sundhedsminister og Lene Espersen fortsætter som justitsminister.
2008:
August Rigsrevisionen tager af egen drift betalingen til privatsygehusene op. Frem til maj 2009 indsamler rigsrevisionen materiale og gennemfører interviews til brug for en ”Beretning til Statsrevisorerne om pris, kvalitet og adgang til behandling på private sygehuse”.
Efteråret Sundhedsministeriet igangsætter internt udredningsarbejde om taksterne for behandling på privatsygehuse
10. september Ny regering efter den konservative partiformand Bendt Bendtsens udtræden. Lene Espersen bliver økonomi- og erhvervsminister.
7. november Det udvidede frie sygehusvalg suspenderes med den begrundelse, at der ovenpå overenskomstkonflikten var massive problemer med ventelister.
Suspensionen skal gøre det muligt at afvikle ventetidspuklen så hurtigt som muligt og på en økonomisk ansvarlig måde.
2009:
19.–20. marts Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen mødes med sin partiformand, vicestatsminister og økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen. Jakob Axel Nielsen fortæller om ministeriets konklusion: Taksterne kan sættes omkring 25 pct. ned.
Jakob Axel Nielsens spindoktor, Frank Korsholm, orienterer Lene Espersen og den konservative folketingsgruppe om Sundhedsministeriets interne beregninger af privatsygehustakster.
21. marts Lene Espersen siger i interview med Politiken, at der skal ”skrues ned for de gyldne haner” og at taksterne for behandling på privathospitaler skal sænkes med omkring 25 pct.
Besparelsen skal bruges på de offentlige sygehuse.
1. april Regeringen indgår aftale med Danske Regioner om rammerne for genindførelse af det udvidede frie sygehusvalg og tilrettelæggelse af samarbejdet med de private sygehuse.
5. april Anders Fogh Rasmussen går af som statsminister, og Lars Løkke Rasmussen overtager posten.
13. maj I Folketingets spørgetid forklarer Lene Espersen, hvordan hun er nået frem til, at taksterne skal være 25 procent lavere.
Hun svarer på spørgsmål fra Jonas Dahl (SF), at det hviler på et grundigt arbejde i den konservative folketingsgruppe.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen forklarer samme dag Folketingets sundhedsudvalg, at det grundige analysearbejde, Lene Espersen har henvist til, er det, han som minister bruger til at fastsætte de nye takster.
16. juni Rigsrevisionens ”Beretning til Statsrevisorerne om pris, kvalitet og adgang til behandling på private sygehuse” offentliggøres.
Den konstaterer, at Sundhedsministeriet siden 2006 har vidst, at priserne for behandling på private sygehuse kunne sættes ned, uden at det er forsøgt.
Rigsrevisionen finder, at Sundhedsministeriet ikke har sikret ”skyldig hensyntagen til økonomien”. Karakteristikken udløser en politisk fordømmelse af Rigsrevisor fra regeringspartierne.
1. juli Suspensionen af det udvidede frie sygehusvalg ophæves.
2010:
23. februar Regeringsomdannelse.
Lene Espersen bliver udenrigsminister, mens Jakob Axel Nielsen forlader regeringen.
14. august Jakob Axel Nielsen meddeler sin kreds i Aalborg, at han forlader Folketinget senest ved næste valg.
16. september Det meddeles, at Jakob Axel Nielsen udtræder af Folketinget for at blive administrerende direktør for Aleris Privathospitaler.
23. september Information omtaler e-mailsletningen på grundlag af bogen Projekt Løkke.
28. september Økonomi- og erhvervsministeriet udsender en redegørelse, der oplyser, at en medarbejder i ministeriet fik en besked fra Lene Espersens særlige rådgiver, Morten Langager, som den pågældende forstod således, at al korrespondance med Sundhedsministeriet om en spørgetime i Folketinget skulle stoppes og slettes.
29. september Lene Espersen indrømmer, at hun den 13. maj 2009 svarede udenom spørgsmål om privathospitalstaksterne i Folketingets spørgetid.
Sundhedsministeriet udsender et notat, der viser, at Lene Espersen fik et talepapir direkte fra Sundhedsministeriet, og ikke, som hun sagde i Folketinget, fra den konservative folketingsgruppe.
30. september Ritzau skriver på baggrund af aktindsigt i en anden sag (Burka–sagen), at Lene Espersens tidligere særlige rådgiver Morten Langager under sit arbejde som spindoktor brugte en privat e-mailadresse, så e-mails til og fra ham gik uden om det ministerielle system.
En række medier får aktindsigt i e-mails, der er udvekslet mellem Økonomi- og erhvervsministeriet og Sundhedsministeriet. Medarbejderes navne er udstreget, og i en e-mail, der betegnes som intern, er hele indholdet streget ud.
Det fremgår af en af disse e-mails, at en medarbejder i Sundhedsministeriet forsøgte at finde ud af hos en kollega i Økonomi- og erhvervsministeriet, hvor Lene Espersen havde de oplysninger fra, som hun brugte i Folketinget 13. maj 2009.
1. oktober Flere medier citerer Jakob Axel Nielsen for at indrømme, at han lod sin spindoktor, Frank Korsholm, forsyne Lene Espersen med Sundhedsministeriets hidtil hemmelige beregninger om privatsygehustakster, før hun fortalte om nedskæringsplanerne i Politiken 21. marts 2009.
Sundhedsministeriets departementschef, Kristian Wendelboe, udsender pressemeddelelse, hvori han kritiserer, at de fortrolige beregninger blev sendt ud af ministeriet før regeringens holdning var afklaret.
2.–3. oktober Konservativt landsråd, hvor Lene Espersen genvælges som formand.
4. oktober Lene Espersen beklager skriftligt til Folketingets præsidium, at hun ikke svarede præcist i spørgetimen 13. maj 2009.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen afviser, at der er tilbageholdt oplysninger i sagen om betalingen til privatsygehusene.
Han understreger, at ministre ikke blot skal svare korrekt, men også fyldestgørende i Folketinget. Han fastslår, at han har fuld tillid til Lene Espersen.
Rigsrevisor Henrik Otbo kritiserer Sundhedsministeriet skarpt for at have hemmeligholdt en færdig rapport om taksterne for Rigsrevisionen, uanset at der blev spurgt direkte efter den.
Vurdering
E-mails fra ministeriets gemmer
Ovenstående er de fakta, som den udersøgende redaktion har til rådighed.
Bruger man den gældende offentlighedslov, kan der i tidslinjen identificeres et skarpt hjørne den 20. marts 2009, da tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsens daværende spindoktor, Frank Korsholm, sender talepunkter ud ad Sundhedsministeriet.
Da Sundhedsministeriet den 29. september i år orienterer om sagen, citeres Frank Korsholm for at have sagt:
Jeg kan tilføje i forbindelse med denne sag, at jeg har sendt talepunkter til den konservative pressetjeneste og til den konservative sundhedsordfører Vivi Kier den 20. marts 2009 kl. 14.53.
Udtalelsen omtaler ikke en direkte kommunikation med Lene Espersen og kunne forstås sådan, at informationen til hende er gået gennem pressetjenesten og folketingsgruppen. Men det svarer ikke til indholdet af den mail, Korsholm rent faktisk sendte til pressetjenesten og Vivi Kier, hvor der stod:
Lene E. går ud i Politiken i morgen med et krav om at sænke de takster (…) som man betaler de private hospitaler. Det sker, som I måske ved, efter Jakob Axel ikke har kunnet trænge igennem i forhold til Lars Løkke. Jeg vedlægger et notat med talepunkter, som hun læner sig lidt op ad, når hun giver interviewet.
Hvis Lene Espersen skal kunne ”læne sig lidt op ad” talepunkterne, som Korsholm sender til orientering for Kier og pressetjenesten, må hun have fået dem direkte.
Der er altså tre forskellige modtagere af talepunkterne, og ingen af dem var en del af Sundhedsministeriet.
Dermed var de oplysninger om nedskæringen af taksterne, der fremgik af dem, ikke længere interne, og dermed ifølge den gældende offentlighedslov ikke beskyttet mod aktindsigt. Det samme gælder Frank Korsholms orienterende e-mail, der også er et dokument, der forlader Sundhedsministeriet
Vi har ikke set medier, der omkring 20. marts 2009 begærede aktindsigt i baggrunden for Lene Espersens udtalelser til Politiken, men har nogen gjort det uden resultat, er de blevet afvist i strid med offentlighedsloven.
Der kan også konstateres eksterne e-mails og dokumenter omkring sagen midt i maj, både før og efter Lene Espersens kontroversielle svar i spørgetiden den 13. maj 2009 – som senere er kommet frem gennem aktindsigt, dog med mange overstregninger.
To dage før den 13. maj, da Lene Espersen efter eget udsagn
ikke svarede på hans spørgsmål,
da hun skulle besvare et spørgsmål fra SF’eren Jonas Dahl i Folketingets spørgetid, sender en medarbejder i Sundhedsministeriet et par dokumenter i sagen til en medarbejder i Økonomi- og erhvervsministeriet. Begge navne er i den senere aktindsigt anonymiseret.
Der er samtidig sendt kopi til en anden modtager, hvis navn også er anonymiseret. Har der også stået en myndighedsbetegnelse, er den ligeledes streget ud.
De fremsendte dokumenter er dels en reaktion fra Sundhedsministeriets og Finansministeriets departementschefer på Rigsrevisionens udkast til kritik af manglende reguleringer af de private sygehustakster, dels et ’uclearet’ – dvs. ikke godkendt – udkast til mulige udtalelser om sagen.
Den 14. maj jagter en medarbejder i Sundhedsministeriet grundlaget for Lene Espersens udtalelser i Folketingets spørgetime (det er her, hun skjuler, at Sundhedsministeriet er hendes kilde til at foreslå en takstsænkning for behandling på privathospitaler på 25 pct.) Det sker gennem en e-mail til en medarbejder i Økonomi- og erhvervsministeriet – også her er begge navne senere anonymiseret.
Dagen efter rykker Sundhedsministeriet for svar med henvisning til, at dagbladet Politiken stiller spørgsmål om udredningsgrundlaget. Et par timer senere afblæses jagten – der er skaffet en lydoptagelse fra Folketinget.
Det hele slutter med, at et – endnu en gang anonymiseret – navn sender en e-mail, hvor næsten alt er udstreget, videre til tre andre anonymiserede navne.
Sundhedsministeriet har siden forklaret, at der er tale om en orienteringsmail til ministeriets ledelsessekretariat.
Alle de overstregede navne i mail-udvekslingerne forklares med, at der er tale om ikke-højtplacerede medarbejdere, som ministeriet vil beskytte mod pressestorm.
De ovenfor nævnte e-mails dukker først op den 30. september 2010, efter at Projekt Løkke-bogen har citeret kilder for, at der er slettet e-mails i sagen.
Ovenstående sag om overbetaling af private sygehuse har i flere år været omgivet af mediernes store og klare interesse. Det har alene muligheden for, at statsministeren kunne være ansvarlig for frås med statens midler, været garant for.
Den er foregået under den gældende offentlighedslov, der giver adgang til myndigheders eksterne dokumenter – og derfor er det bemærkelsesværdigt, at dokumenter af stor potentiel interesse for medierne ikke er kommet frem før nu – om end i overstreget form.
Vi kan selvfølgelig ikke være sikre på, om dokumenter, der burde være udleveret som aktindsigt, er blevet hemmeligholdt. Men i betragtning af de eksempler, vi har behandlet i denne bog, er det en mulighed, der ikke kan udelukkes.
Er det ikke tilfældet, er der her tale om et eksempel på, at det eksisterende system, uanset dets objektive kriterium for aktindsigt, er så uigennemsigtigt, at det yder den politiske beslutningsproces en ret stor beskyttelse – måske større end det var hensigten, da loven blev vedtaget.
Tjek af ’kattelemmene’
Hvordan vil journalisternes muligheder se ud under den nye offentlighedslov?
E-mailsagen eksploderer den 23. september 2010 på en måde, der meget vel kan blive typisk for, hvad der sker, hvis Offentlighedskommissionens udkast til ministerbetjeningsregler i en ny offentlighedslov bliver gennemført.
Sådan som sagen er berettet af de implicerede, ligner den et konservativt forsøg på at sørge for, at der langt om længe sker noget i sagen om de private sygehuses store indtægter fra det offentlige. De implicerede er to ministre og partikammerater, og de bistås af deres spindoktorer og – tilsyneladende – nogle få embedsmænd
Sundhedsministeriet har en konservativ minister, og det betyder, at partiet kan ende med at få ansvaret for overforbruget på de private sygehuse. Det er partiformanden og sundhedsministeren ikke interesseret i, så de starter en aktion for at få gang i besparelserne, men uden at det skaber problemer for statsministeren, der satte det hele i gang, da han var sundhedsminister.
Grundmaterialet for aktionen er Sundhedsministeriets materiale, der har stået til rådighed for sundhedsministeren og hans spindoktor. Det er sendt til økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen) og mindst to andre modtagere med tilknytning til Det konservative Folkeparti.
Det er derfor rimeligt at regne med, at materialet vil blive behandlet i administrationen som ministerbetjening af ikke blot én, men to ministre.
Der er med andre ord ikke tale om konkrete forvaltningsbeslutninger, men om rent politisk spin. Forvaltningslemmen er dermed lukket.
Det samme er dokumentlemmen – der er ingen af dokumenterne, der omfattes af disse undtagelser fra ministerbetjening.
Udstregningslemmen har en formulering, der umiddelbart kunne være interessant, når der gives adgang til ”en sags faktiske grundlag”, for man kommer unægtelig virkeligheden nærmere, når man følger informationernes tur gennem systemet. Men der er, som vi så under vurderingen af forvaltningslemmen, tale om politik – og ”politiske og strategiske udtalelser” er netop udelukket fra aktindsigt.
Tilbage er vurderingslemmen, der giver adgang til ”interne faglige vurderinger i endelig form”.
Men faglige vurderinger kræver særlig indsigt og ikke blot ren embedsmandsindsigt.
Man behøver ikke særlig indsigt for at se, at der er politiske problemer – og derfor er også denne lem lukket.
For os at se er alle lemme dermed lukket.
Skal en sådan sag rejses, efter at udkastet til en ny offentlighedslov er vedtaget, må det ske, fordi anonyme kilder afslører sagen – og nogen i øvrigt tør skrive om deres forklaring.
Nogen systematisk adgang findes ikke længere.
