7) Eksempler på selektiv udvælgelse af journalister eller medier

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

I en ’spin-tidsalder’ er det blevet helt normal dagligdag for ministerier at give gode nyhedshistorier til særligt ’venligsindede’ medier, der så får en solovinkel, som ofte også gavner den gavmilde giver.

Dette redskab til promovering af personer og politik i ’fredstid’ kan omvendt være et stærkt våben, når fronterne trækker op omkring en belastende sag.

Her kan det være afgørende, hvilket medie der først får oplyst eventuelt betændte detaljer – detaljer, som måske alligevel ville komme frem – fordi det kan betyde meget, hvordan kritik og modargumenter præsenteres, når en sag detonerer.

Det kan derfor være en fordel kun at kommunikere med medier eller journalister, man véd, vil undlade de mest kritiske spørgsmål eller vinkler, enten fordi de forventes at gå mere forsonligt til værks, eller fordi de ikke er så grundigt inde i sagens substans. En del kritis-ke journalister har ind imellem fornemmelsen af at blive forfordelt – men det kan dog sjældent bevises – det kunne jo også bare være krukkeri eller misundelse.

En negativ journalist (Ekstra Bladet)

Et af de dokumenterede forløb var udskillelsen af Ekstra Bladets Cavlingprisvinder Bo Elkjær af det felt, der kunne komme til at interviewe henholdsvis statsministeren og udenrigsministeren om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. I flere år blev journalisten holdt på afstand – efterhånden så åbenlyst, at Ombudsmanden skred ind og udtalte kritik.

Den 31. oktober 2006 bad Ombudsmanden Udenrigsministeriet om nærmere at redegøre for henvisningen til ”manglende tillid” som begrundelse for at afvise Bo Elkjærs interviewforespørgsler. Udenrigsministeriet gav, som Ombudsmanden refererede det, to grunde til at afvise Bo Elkjær:

At det blev vurderet at udenrigsministeren ikke kunne have tillid til at hans udtalelser i forbindelse med et interview ville blive refereret loyalt i en efterfølgende artikel – og frygt for at Bo Elkjær ville bruge et interview med ministeren som anledning til yderligere negativ og kritisk omtale af regeringens og ministerens håndtering af sagen.

Sidst i køen (Information)

Da Berlingske, Ritzau og Information – med få dages mellemrum – begærede aktindsigt i sagen om krigsskibet Absalon og de somaliske pirater, som danskerne tog til fange, men måtte frigive igen, fik Berlingske og Ritzau de ønskede dokumenter tilsendt, mens dagbladet Information modtog besked om, at en besvarelse trak ud.

De tre medier ville vide, hvordan det kunne gå til, at Folketinget i midten af september 2008 sendte et dansk krigsskib på piratjagt ud for Somalia, tilsyneladende uden at nogen på forhånd havde gjort sig klart, hvad man skulle gøre med piraterne, hvis de blev fanget.

Selv om Berlingske og Ritzau fik de ønskede dokumenter i to omgange, sidst den 22. december, modtog Information et henholdende svar den 14. november, efterfulgt af endnu et den 19. december:

“Forsvarsministeriet er fortsat ved at indsamle dokumenter”, skrev ministeriet og lovede, at man “ville vende tilbage med et svar snarest muligt og forventeligt senest i uge 3/09.” Altså op til fire uger senere.

Således kunne Berlingske gå i gang med at beskrive sagen, mens den lille avis i St. Kongensgade stadig rykkede for svar.

Først afviste Forsvarsministeriet, at der var tale om forskelsbehandling med den forklaring, at Informations ansøgning gik to år længere tilbage i tiden end de to konkurrenters: “Informations ansøgning gik to år længere tilbage, og derfor er den ikke færdigbehandlet endnu. Vi opfatter det som to forskellige ansøgninger, og vi vil gerne besvare hver ansøgning samlet. Der er bestemt ikke tale om, at vi forskelsbehandler.”

Men da Information bad om en kommentar fra forsvarsminister Søren Gade (V), skiftede ministeriet forklaring og skrev i en mail til Information:

“Forsvarsministeriet er opmærksom på, at der er begået en beklagelig fejl ved, at de dokumenter, som blev udleveret ved en tilsvarende anmodning om aktindsigt dækkende perioden 15. januar 2008 frem til den 24. september 2008, ikke samtidig er blevet sendt til dig”.

I denne sag kan det være sjusk – som ministeriet påberåber sig – eller det kan være et forsøg på at forsinke en mulig kritiker.

Det kan man ikke vide.

Den lille forskel (Kommunen)

I februar 2010 fritstillede Frederiksberg Kommune kommunaldirektør Suzanne Aaholm, hvilket skete efter juridisk rådgivning fra Kommunernes Landsforening (KL), som var gået ind i sagen på Frederiksberg Kommunes side – og i øvrigt i den anledning havde modtaget 380.000 kroner i honorar for konsulentbistand.

Fyringen skete, fordi Suzanne Aaholm ifølge kommunen havde undladt at orientere kommunalbestyrelsen om, at økonomien i et stort omstruktureringsprojekt på rådhuset var løbet løbsk.

Da Suzanne Aaholm og hendes fagforening, DJØF, lagde sag an mod kommunen, begærede journalisten Carsten Terp fra bladet Kommunen aktindsigt i et høringssvar fra Frederiksberg Kommunes om forløbet. Bladet Kommunen er et uafhængigt, kritisk blad, som ikke mindst dækker danske kommuners sagsforvaltning og arbejdsgange.

I forvejen havde den fyrede direktør offentliggjort sit syn på sagen i høringssvar, og Kommunen begrundede bl.a. sin anmodning med muligheden for at give en balanceret dækning af sagen. Bladet bad samtidig om aktindsigt i andre mediers begæringer af aktindsigt i høringssvarene.

10 dage senere rykker journalisten for svar og får at vide af Frederiksberg Kommunes presseansvarlige, at man slet ikke har modtaget mailen, fordi der er brugt en forkert mailadresse.

Over for den fungerende kommunaldirektør fremsættes anmodningen nu mundtligt, og den 24. september 2010 modtager bladet en mail med aktindsigt i høringssvaret, der består af en 22 siders indstilling til magistraten på Frederiksberg, samt et fyringsbrev på 16 sider til Suzanne Aaholm.

Det sker kl. 10.17 – og i følgebrevet står der, uden nærmere angivelse, at også andre medier har begæret aktindsigt.

Samme dag kl. 11.37 offentliggør Magasinet Danske Kommuner – som udgives af KL – på sin hjemmeside en fuldt færdig artikel, baseret på Frederiksberg Kommunes høringssvar i sagen om fyringen af Suzanne Aaholm, samt andre elementer.

Det giver kun mening, konkluderer Carsten Terp, hvis KL’s eget blad har modtaget samme aktindsigt i særdeles god tid før den journalist og det blad, man måske forventede ville sætte sagen på dagsordenen i et langt mere kritisk lys end kommunernes eget blad.

Udgivet i 7. Selektiv udvælgelse | Tagget , , | Kommentarer slået fra

6) Eksempler på ekstrahering

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

Mange journalister har oplevet at åbne en konvolut med aktindsigt – triumferende – for derefter at konstatere, at næsten alle oplysninger var blevet omhyggeligt overstreget og slettet. Det sker gerne med en filt-tuschpen, hvorefter hele den gennemstregede papirsamling fotokopieres (så man ikke kan se igennem tuschstregerne) og sendes til journalisten.

Den såkaldte ekstraheringspligt betyder, at en myndighed i nogle tilfælde skal udlevere dele af et dokument, der – i modsætning til resten af dokumentet – er omfattet af retten til aktindsigt.

Reglens formål er altså at sørge for, at en ansøger af aktindsigt ikke udelukkes fra oplysninger, han har ret til, fordi de står i et dokument, der i øvrigt er unddraget aktindsigt.

Rent praktisk foregår det på den måde, at alt, der ikke er adgang til, streges ud.

Men da man ikke kan se, hvad der gemmer sig under udstregningerne, er det umuligt at kontrollere, om der er slettet mere, end loven giver adgang til.

Derfor fornemmes reglen om ekstrahering ofte som en bekvem undskyldning for at slette og fjerne ubekvemme passager i et papir, som myndigheden i øvrigt er nødt til at udlevere ifølge den gældende offentlighedslov.

Der er gennem årene set en del eksempler på den sidste situation – altså hvor der slettes overdrevet eller unødigt – blandt andet i sager, hvor man via andre myndigheder eller ombudsmandsklager alligevel fik adgang til de slettede passager.

Når oplysningerne er blevet omhyggeligt slettet – og overstregningerne er fremsendt uden nogen detaljeret begrundelse, er eneste mulighed at sende sagen videre som klage til Ombudsmanden, der har mulighed for at få indblik i ordene under de sorte tusch-streger.

Kun streger tilbage (Bog)

Især i sager, hvor journalister i forvejen har fornemmet modstand eller direkte forhaling, har mange siddet forholdsvis skeptisk tilbage, når de langt om længe modtog et materiale, som så viste sig at være fyldt med sorte overstregninger.

Da redaktør og politisk kommentator Troels Mylenberg – i forbindelse med hans og journalist Bjarne Steensbechs bog om daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen – søgte efter akter i både Stats- og Udenrigsministeriet, der havde relevans for Fogh Rasmussens udnævnelse til generalsekretær i NATO, blev de igen og igen holdt hen af et tilsyneladende meget uvilligt ministerium.

”Her tog det måneder – og tre beklagende mails fra Statsministeriet, der hver gang blot gjorde rede for, at man desværre ikke kunne svare inden for fristen – før vi modtog en beskeden bunke særdeles voldsomt udstregede indberetninger fra særligt østeuropæiske ambassader,” siger Troels Mylenberg.

”Der var primært tale om indberetninger, der nævnte, at Foghs navn var blevet nævnt i et medie i det pågældende land.”

I et sådant tilfælde er der – bogstaveligt talt – kun stregerne tilbage, og i dette tilfælde opgav Troels Mylenberg simpelt hen at gå videre med sagen.

Et sort dokument (Information)

I endnu mere grelle tilfælde kan de kraftige udstregninger nærmest have karakter af en vis hidsighed – måske hos den embedsmand, der skulle foretage udleveringen – med tyk overstregning af stort set alt, der bare ligner sammenhængende skrift:

Sagen startede, da Integrationsministeriet den 13. maj 2009 – efter flere års forhandlinger med Irak – fik landet til at skrive under på en hjemsendelsesaftale for irakiske flygtninge i Danmark.

Ministeriet lovede at give afviste irakiske asylansøgere, der gik ind på at vende frivilligt tilbage, økonomisk og uddannelsesmæssig støtte fra Danmark.

Men da integrationsminister Birthe Rønn Hornbech dagen efter forelagde aftalen for Folketingets Integrationsudvalg, valgte hun at hemmeligholde et lille tillæg, som beskrev støtten til de frivilligt tilbagevendende irakere. Og som ingen medier altså kendte indholdet af.

Samtidig meddelte hun udvalget, at støtten til irakere, der valgte at rejse frivilligt tilbage, ville bortfalde.

”Det var svært at forstå ministerens mangelfulde håndtering af Folketinget som andet end et forsøg på at dække over, at hun havde brudt aftalen med Irak”, siger journalist Anton Geist.

Hans avis, Information, efterspurgte derfor en forklaring fra Birthe Rønn Hornbech, som 18 gange i træk afviste at udtale sig til avisen om de afviste irakiske asylansøgere.

Den 2. oktober 2009 begærede Information aktindsigt i Integrationsministeriets korrespondance om hjemsendelsesaftalen.

Nogle uger senere efterkom ministeriet anmodningen. Men sagsakterne var blevet udsat for en massiv overstregning. Enhver substantiel oplysning var blevet undtaget fra aktindsigten. Af og til havde ministeriet valgt at lade Information se et ”godt nytår” eller ”god jul” i embedsmændenes mails til hinanden – men ellers var de mange sider helt sorte af farven fra overstregningstuschen.

Overstregningen skete med henvisning til paragraf 13, stk. 2 i Offentlighedsloven, hvor det slås fast, at ”retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner.”

”Det kan være svært at følge, hvorfor offentligheden ikke må få indblik i, hvordan hjemsendelsesaftalen mellem Danmark og Irak kom i stand,” mener Anton Geist. ”Er der virkelig ’væsentlige hensyn’ af udenrigspolitisk karakter, der taler for, at ikke bare enkelte, men samtlige informationer i sagsakterne angående en simpel bilateral aftale om tilbagetagelse af asylansøgere skal hemmeligholdes?”

Som flere offentlighedseksperter påpegede, var avisens tvivl om motiverne berettiget – men de kunne i sagens natur ikke bedømme lovligheden af den omfattende hemmeligholdelse, da de ikke havde mulighed for at se de overstregede informationer.

Sagen er nu indbragt for Ombudsmanden, hvor den i skrivende stund stadig er til behandling.

I en efterfølgende aktindsigt fik journalisten i øvrigt udleveret flere af de samme dokumenter og passager, som Integrationsministeriet havde overstreget, fra Flygtningenævnet – nu uden overstregninger.

Udgivet i 6. Ekstrahering | Tagget , , | Kommentarer slået fra

5) Eksempler på udeladelser i fremsendt materiale:

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

Endnu en metode – der ikke umiddelbart kan opdages – er deciderede udeladelser af materiale i en aktindsigt.

Sådanne udeladelser er i en lang række tilfælde blevet opdaget og dokumenteret, fordi journalisterne begærede aktindsigt i korrespondance mellem flere myndigheder på samme tid – og derfor ved sammenligning af de modtagne sagsbunker kunne konstatere, at nogle dokumenter manglede i den ene eller den anden bunke.

Eller man kunne konstatere, at der var henvist til et bestemt dokument hos en bestemt myndighed (f.eks. et notat eller en mail), som imidlertid ikke fandtes i aktindsigten.

I sagens natur kan der gennem årene være forekommet mange udeladelser i aktindsigter, som bare aldrig er blevet opdaget, fordi man for det meste må forlade sig på myndighedens oprigtighed og opfyldelse af pligten til at følge offentlighedsloven.

De opdagede eksempler – der som sagt også kan skyldes sjusk og hastværk – er imidlertid temmelig mange.

Ingen informationer før 2003 (Ekstra Bladet)

Ekstra Bladet begærede i 2003 aktindsigt i Statsministeriet og Udenrigsministeriet i alle dokumenter vedrørende den danske beslutning om at gå med i Irak-krigen.

Den 2. september 2003 – to en halv måned efter første henvendelse – svarede Statsministeriet, at man nu havde ”iværksat en gennemgang og vurdering” af de akter, bladet havde anmodet om aktindsigt i.

Flere af bladets aktindsigtsanmodninger endte som klagesager hos Folketingets Ombudsmand, og problemet med aktindsigterne blev også rejst politisk.

Den 22. oktober 2003 blev statsminister Anders Fogh Rasmussen i Folketinget bedt om at redegøre for, hvorfor papirerne ikke var blevet udleveret. Hertil svarede Fogh Rasmussen:

”Der er mig bekendt tale om en af de mest omfattende aktindsigtsbegæringer i Statsministeriets historie. Anmodningen vedrører over 1300 dokumenter, som, hvis jeg skal komme med et løst skøn, vel alt i alt rummer på den anden side af 10.000 sider potentielt følsomt materiale.”

Og tilføjede så: ”Men jeg regner i øvrigt med, at den sag kan der blive truffet afgørelse i inden for nogle ganske få dage.”

Statsministeriet beklagede den lange sagsbehandlingstid – en beklagelse, som Folketingets Ombudsmand var enig i.

På et tidspunkt fremsendte ministeriet en liste over ministeriets akter i Irak-sagen til Ekstra Bladet – men ved udleveringen af listen havde man sprunget flere aktnumre over – blandt andet de første 118 dokumenter.

Herefter bad journalisten Bo Elkjær, Ekstra Bladet, om den fulde aktliste:

”Jeg ønsker altså en liste, hvor samtlige akter i sagen indgår. Det gælder bl.a. akterne 1-118, 120-123, 133, 172, 213, 282, 327, 345, 812 samt naturligvis en komplet liste over de akter der er registreret efter 16. juni.”

Trods den konkrete rykker efter de mange manglende akter reagerede Statsministeriet ikke. Senere afviste ministeriet helt at udlevere de dokumenter, som offentligheden altså stadig ikke kender.

I dag ved man – fordi Folketinget i 2006 fik den komplette aktliste, at Statsministeriet har tilbageholdt samtlige dokumenter vedrørende Irak fra før den 7. januar 2003 – altså den centrale periode, hvor den danske regering forhandlede om den kommende militære aktion mod Irak.

Modstand i Forsvarsministeriet (Information)

I en sag fra lidt nyere tid kunne Information – i september 2009 – konstatere en ventetid på ikke mindre end to år som følge af kategoriske afslag på aktindsigt fra Forsvarsministeriet i en sag om anskaffelse af jagerfly.

Bladet havde søgt om aktlister, dvs. fortegnelser over dokumenter vedrørende en eller flere sager, som drejede sig om anskaffelsen af nye jagerfly til Forsvaret.

Ifølge en afgørelse fra Ombudsmanden kunne Forsvarsministeriet imidlertid ikke ”med rette” afslå Informations aktindsigt, selv om avisen derved kunne få kendskab til sager, som ikke var offentligt kendte i forvejen.

I denne sag udleverede ministeriet ganske vist de tilknyttede aktlister, men vel at mærke kun dele af listerne.

Ministeriets forklaring på ikke at udlevere de komplette lister var, at de øvrige dokumenter på listerne vedrørte helt andre sager, og hvis ikke Information på forhånd kunne identificere disse andre sager, ville ministeriet ikke udlevere listerne i deres helhed.

Med andre ord mente ministeriet, at kravet om forhåndsidentifikation af sagerne på listerne måtte veje tungere end andre hensyn – bl.a. muligheden for en effektiv kontrol med myndigheden.

Når ministeriet suverænt bestemmer hvilke dele af aktlisten, offentligheden må se, svækkes muligheden for at kontrollere, om et eller flere dokumenter ikke er udleveret, naturligvis.

Ombudsmanden kommenterede det således:

”En generel henvisning til et ønske om at holde sager eller emner skjult for journalister og offentligheden i det hele taget, er derfor efter min opfattelse ikke et sagligt hensyn, og det vil derfor ikke kunne indgå i begrundelsen for et afslag på aktindsigt.”

Udgivet i 5. Udeladelser | Tagget , , | Kommentarer slået fra

4) Eksempler på bortkomst af sagsakter

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

Den ultimative forhindring for journalisters aktindsigt er, at dokumenterne i en sag ikke længere findes – eller at det påstås, de ikke længere findes, hvilket selvfølgelig kan være meget svært at verificere.

For naturligvis kan noget blive væk, og man kan dårligt beskylde en myndighed for løgn, altså at de bevidst smider sagsakter væk, selv om eksempler på netop denne fremgangsmåde er dukket op i flere tilfælde de senere år.

Under alle omstændigheder kan man i en række af den slags sager om bortkomst undre sig over offentlige myndigheders (manglende) evne til at holde orden i sagsdokumenter, der enten kan være forlagt, journaliseret forkert, aldrig være blevet gemt eller – som i nogle store sager – pludselig være forsvundet.

I et antal sager fra nyere tid har man set eksempler på direkte ’ond vilje’, idet belastende sagsakter bevisligt er blevet slettet for at undgå opdagelse.

Undersøgelserne var væk (DR)

I foråret 2010 forsøgte DR-programmet Kontant at få aktindsigt i nogle laboratorietest, der var bestilt af Fødevarestyrelsen. Det drejede sig om undersøgelser, hvor man havde testet fødevareemballage for indhold af det hormonforstyrrende stof Bisphenol A.

Journalisten var interesseret i at få produktnavne og producentnavne på de forskellige fødevarer, som var blevet testet, ud fra den betragtning, at det ville være særdeles relevant for landets forbrugere at vide i f.eks. hvilken dåse makrel, man havde fundet store doser Bisphenol A.

Der gik et par måneder – og en længere brevveksling – og så kom den besked, at styrelsen slet ikke lå inde med oplysningerne.

Det kunne heller ikke oplyses, hvor man kunne finde oplysningerne.

”Jeg fik oplyst, at jeg måske kunne finde oplysningerne på diverse fødevareregions kontorer,” siger journalist Sara Munck Andersen. ”De kunne ikke hjælpe mig yderligere. De sagde, at de simpelthen ikke vidste, hvor data for undersøgelsen befandt sig.”

Materialet er aldrig blev fundet.

”Min konklusion er, at enten er Fødevarestyrelsen ekstremt utjekket – og har ikke styr på, hvad der ligger til grund for de undersøgelser, som de selv bestiller og senere publicerer på deres hjemmeside – eller også er det et eksempel på, at de forsøgte at skræmme mig væk. Jeg hælder mest til det første, da kontaktpersonerne ikke virkede særlig kvikke og blev ved med at spørge, hvad det her egentlig handlede om, på trods af at jeg meget tydeligt flere gange havde forklaret min henvendelse på skrift.”

Ikke noget at komme efter (flere medier)

Bortkomst kan også forekomme i ’højere luftlag’ – faktisk så højt man kan komme – nemlig i Statsministeriet.

Her har flere medier gennem årene opdaget, at der – helt bogstavelig – ikke var noget at komme efter, når de søgte aktindsigt i sager, som angik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Noget var blevet helt væk, noget dukkede op senere.

En række medier begærede på samme tid aktindsigt i Anders Fogh Rasmussens udgifter til rejser på netop det tidspunkt, hvor han søgte om at blive generalsekretær i Nato – men det viste sig, at der ikke fandtes noget af betydning til oplysning af sagen.

I 2002 fotograferede danske specialstyrker statsministeren, da han sendte dem på mission til Afghanistans bjerge.

Disse billeder, som specialstyrkernes chef personligt sendte i kopi til Statsministeriet, var forsvundet, da Danmarks Radio henvendte sig for at bruge dem til en tv-dokumentar om Operation Enduring Freedom.

Også manuskriptet til den tale, Fogh Rasmussen holdt under afskedsparaden, var borte.

I en anden sag gjaldt det et referat fra statsministerens deltagelse i 2003 i et møde i den verdensomspændende, men hemmelige Bilderberg-loge.

“Referatet er ikke længere i statsministerens eller Statsministeriets besiddelse,” lød statsministerens forklaring på, at selv ikke Folketinget kunne få at vide, hvad et udvalg af verdens magtfulde personer havde talt om.

Og forsvundet var den såkaldte ‘mismail nr. 274’ fra den danske FN-repræsentation i New York, som i marts 2003 blev sendt videre til Statsministeriet. Denne mail indeholdt en rapport, der kunne være et nøgledokument til forståelse af, hvad statsministeren vidste om Iraks masseødelæggelsesvåben forud for beslutningen senere i marts om at sende Danmark i krig mod Irak.

Væk var også manuskriptet til statsministerens tale i presselogen i 2007, da han gjorde sig lystig over Christoffer Guldbrandsens tv-dokumentar Den hemmelige krig. Manus til ministerens 2005-tale i samme forum er også blevet væk.

Drejebogen, der forsvandt (Morgenavisen Jyllands-Posten)

I oktober 2004 begærede Jette Elbæk Maressa og Mikkel Thastum fra Morgenavisen Jyllands-Posten aktindsigt i statsminister Anders Fogh Rasmussens såkaldte ’drejebøger’, som han medbragte i Statsministeriet efter valget i 2001, og som indeholdt en yderst detaljeret plan for hele magtoverdragelsen og regeringsdannelsen.

12. november afslog Statsministeriet aktindsigt med ordene: ”Statsministeriet ses ikke i besiddelse af sådanne dokumenter.”

Jyllands-Posten klagede derefter til Folketingets Ombudsmand, som bad Statsministeriet om en udtalelse og en kopi af drejebogen.

I februar 2005 svarede Statsministeriet Ombudsmanden, at drejebogen var forsvundet. Men hvis den havde eksisteret, ville den alligevel have været hemmelig. Denne forklaring udløste en vis undren hos Ombudsmanden – for hvordan kunne Statsministeriet konkludere, at et papir skulle være hemmeligt – når det angiveligt ikke havde papiret?

I juli konkluderede rigsarkivar Johan Peter Noack, Statens Arkiver, over for Ombudsmanden, at Statsministeriet burde have gemt drejebogen, og Ombudsmanden henstillede derfor til, at Statsministeriet forsøgte at rekonstruere drejebogen – eventuelt ved at bede om at få en kopi af det eksemplar, som statsminister Anders Fogh Rasmussen personligt mentes af have gemt – og derefter genoverveje, om dokumenterne fortsat skulle holdes hemmelige.

Avisens journalister udbad sig også Anders Fogh Rasmussens personlige eksemplar af det bortkomne dokument, men Fogh Rasmussen meddelte kort og godt: ”De ting, som jeg har arbejdet med i tidens løb, opbevares hos mig. Hvis jeg engang føler, at de skal bruges til et eller andet, træffer jeg den beslutning – når jeg er stoppet i politik.”

Drejebogen er aldrig kommet frem offentligt.
Mail-sagen (flere medier)

Senest er regeringstoppen i september 2010 blevet beskyldt for – i en omfattende manøvre – at have slettet belastende e-mails i sagen om overbetaling af privathospitaler i forbindelse med VK-regeringens ’udvidede frie sygehusvalg’ – en sag, der med det samme truede både statsminister Lars Løkke Rasmussen og vicestatsminister Lene Espersen, hvis daværende spindoktor var direkte impliceret.

Ifølge bogen Projekt Løkke blev embedsmænd i Finansministeriet og Sundhedsministeriet i foråret 2009 beordret til at slette alle mails om en intern rapport, der angiveligt dokumenterede, hvorledes priserne til privathospitalerne var 25 procent for høj.

Ligeledes fik embedsmænd i Sundhedsministeriet, ifølge bogens kilder, besked på at koordinere med andre ministerier for at sikre, at de mails, der blev slettet det ene sted, også blev slettet det andet, skrev journalist Tanja Frederiksen og valgforsker Sigge Winther Nielsen i bogen.

Mail-sagen er yderligere behandlet som eksempel på side 77 i denne bogs Del 2.

Alle referater er væk (Computerworld)

Tendensen til det, man i bedste fald kan kalde sløset omgang med informationer og dokumenter i den offentlige forvaltning, blev i 2009 og 2010 massivt dokumenteret af bladet Computerworld.

Det skete i en artikelserie, der byggede på over 100 aktindsigtsanmodninger, indsendt til 28 danske kommuner, der havde undladt at sende it-indkøb i udbud – og i stedet indgik kontrakter direkte med it-virksomheden KMD, som det viste sig i årevis havde ladet en mild gaveregn forsøde livet på en del danske rådhuse.

I mindst 6 af de 28 kommuner fandtes der tilsyneladende ikke et eneste mødereferat fra møderne mellem it-giganten KMD og kommunen.

Heller ikke selv om der var indgået kontrakter for millioner af kroner.

En af sagerne omhandler Nordfyns Kommune. Her sender kommunen ganske vist en beskrivelse til Computerworld af forløbet omkring anskaffelsen af et stort KMD-system, som kommunen har købt uden udbud, men papirerne, der skulle kunne dokumentere beskrivelsen, er pist væk.

”Alt materiale fra dengang er desværre smidt ud i forbindelse med oprydningsdage, flytninger ved kommunesammenlægningen og efterfølgende rådhusrenovering og fratrådte medarbejdere,” skriver kommunen – kort og godt – som svar på ønsket om aktindsigt.

Norddjurs Kommune, der også har købt KMD-systemer uden at gå i udbud med ordren, skriver også beklagende til Computerworlds journalist, Kristian Hansen:

”Efter at have undersøgt sagen kan det konstateres, at der ikke findes mødereferater af forhandlinger med KMD.”

I Skive kommune skriver vicedirektøren:

”Undertegnede og it-chefen har hen over sommeren 2008 afholdt møder om en treårig betalingsaftale omfattende samtlige eksisterende KMD-systemer. Der foreligger ikke mødereferater fra disse møder.”

I Sorø Kommune er historien den samme:

”Der er ikke udarbejdet referater af de afholdte møder,” lyder det.

Osv.

Journalisten kan i situationen naturligvis intet ondt bevise: At man bevidst har slettet – eller helt har undladt at nedskrive – ting, der kunne være belastende, hvis de blev offentliggjort. Kun konstatere et virkelig påfaldende sløseri, mange steder på én gang.

Andre gange er det i denne sag ikke bare dokumenter, der er fordampet, men også hele udsnit af den kollektive hukommelse – netop fordi myndighederne ikke har gemt nedskrevne akter om ting, der er besluttet eller ting, der er foregået. F.eks. modtagelse af gaver – som den såkaldte ’udbudsfusk-sag’ ikke mindst kom til at handle om.

I Frederikshavn Kommune kan man følge en særegen proces, efter at Computerworld i januar 2010 har sendt en begæring om aktindsigt, hvor bladet beder om at få oplyst, hvilke gaver ”kommunens personale måtte have modtaget fra KMD”.

Af svaret en lille måned senere fremgår der intet be- eller afkræftende om, hvorvidt kommunen overhovedet har modtaget gaver fra KMD.

Så spørger bladet igen – og nu helt direkte: ”Har kommunen modtaget nogle gaver fra KMD?”

Svaret – og den forvaltningsmæssige afgørelse – fra en afdelingsleder i kommunen lyder:

”Jeg har ikke fået oplyst, at vi har modtaget gaver.”

Kort efter – da kommunen bl.a. er blevet konfronteret med et tip til Computerworld om, at socialchefen faktisk har modtaget talrige gaver, erkender kommunen efter flere rykkere og indskærpelse af reglerne om god forvaltningsskik, at både socialchef og kommunaldirektør har modtaget golfture og billetter til fodboldkampe af KMD.

Direkte adspurgt om, hvorfor kommunen ikke oplyste det i en tidligere aktindsigt, siger afdelingslederen, der tidligere har benægtet den viden:

”Jeg har ikke på noget tidspunkt oplyst, at kommunen ikke har modtaget gaver. Jeg har skrevet, at jeg ikke har fået oplyst, at kommunen har modtaget gaver.”

Det er ordet ’oplyst’, der her er det centrale mørklægnings-redskab.

Forinden har kommunens kommunaldirektør i skarpe vendinger beklaget sig over, at kommunen ”har brugt et betragteligt antal timer i vores hårdt belastede kommunale administration for overhovedet at finde frem til antydningen af de tilfælde, hvor der har været tale om, at nogen har modtaget noget som helst.”

Nu kommer det frem, at kommunaldirektøren selv har været med til fire golfturneringer, og at hendes socialchef er noget nær fast gæst ved golf- og fodboldkampe, hvor KMD er giveren.

Informationer kan også, ifølge dokumentationen i Computerworlds serie, forputte sig på næsten utænkelige måder, f.eks. ved, at den offentlige myndighed – ved en fejltagelse – kommer til at fremsende helt forkerte dokumenter.

I Hillerød Kommune, der indgår en kontrakt med KMD på omkring 50 millioner kroner, glemmer man på et tidspunkt, at kommunaldirektøren er blevet begavet med en billet til en Madonna-koncert, og da bladet kommer på sporet og beder om kommunens kalender for det pågældende år, svarer man ved at fremsende en kalender fra en periode, hvor direktøren slet ikke var ansat. Og hvor der derfor ikke optræder nogle former for ’lyssky’ aktiviteter for hans vedkommende.

Da det bliver opdaget, skriver kommunens sekretariatschef til bladet:

”Ved en fejl havde en medarbejder i sekretariatet sendt kalenderen for 2008 i stedet for den i 2009, jeg kan kun beklage denne fejl.”

Hvis ovenstående forvaltningsånd, som man fornemmer den i Computerworlds detaljerede dokumentation, er fremherskende – også selv om der af og til skulle være tale om sjuskefejl – så afdækker sagen om udbudsfusk mere end blot en ’lille korruption’ i visse kommuner.

Så røber den også konturerne af en udpræget modvilje mod aktindsigt hos danske politikere og embedsmænd i tilfælde, hvor jorden brænder under dem og en sag ser ud til at kunne svulme op til et for embedsmændene og politikerne personligt belastende niveau.

Pointen er, at der heldigvis kan opregnes masser af eksempler på velvillig udlevering af dokumenter og informationer, hvor alt er gennemsigtigt og åbent, som det skal være.

Men når der er fejl eller magtmisbrug, er fristelsen til at reagere med lukkethed og afvisning naturligvis enorm. Alt kan stå på spil – karrierer, fremtid, personlig vanære eller dét, der er værre i form af eventuelt strafansvar.

Og det er – helt objektivt set – netop i disse situationer, pressen har brug for så gode arbejdsredskaber- og vilkår som overhovedet muligt

Udgivet i 4. Bortkomst | Tagget , , | Kommentarer slået fra

3) Eksempler på ’statens sikkerhed’ – og andre uoverkommelige mure

Udgivet den 30. oktober 2010 af admin

Det sker, at vejen til informationer spærres så effektivt, at selv den stædigste journalist må give op. Når pressen støder på en mur, der ikke kan passeres.

Et af de mest effektive murværker i Offentlighedsloven er paragraf 13 med underpunkterne om bl.a. ’statens sikkerhed og rigets forsvar’ og ’rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner’.

Den er ikke blevet mindre aktuel i et årti med krige i Afghanistan og Irak – men er også blevet anvendt i en række andre tilfælde, hvor logikken syntes mindre klar.

Frygt for repressalier (Politiken)

En nyere sag var mørklægningen af den diplomatiske krise mellem Danmark og Kina efter Dalai Lamas besøg i Danmark og det tibetanske overhoveds møde med statsminister Løkke Rasmussen i maj 2009.

Da dagbladet Politiken begærede aktindsigt i sagen, blev 21 dokumenter i første omgang tilbageholdt under hensyn til rigets udenrigsøkonomiske interesser og forholdet til fremmede magter – mens begæring nummer to førte til afslag på syv dokumenter med samme begrundelse, samt yderligere fem dokumenter, der blev tilbageholdt for at beskytte drifts- og forretningsforhold for personer eller virksomheder, som måtte være omfattet af dokumenterne.

Det skete ifølge avisens kilder, fordi regeringen forsøgte at afværge krisen ved at holde så lav profil som muligt. Den frygtede yderligere repressalier fra kineserne, hvis sagen kom frem i pressen.

I de resterende få dokumenter var passager i stor stil blevet slettet med sort tusch.

Det skal nævnes som en særlig pointe, at avisen kun fik adgang til nogen form for informationer, fordi en embedsmand begik en fejl.

Avisen fandt senere ud af, at det havde været intentionen helt at afskære Politiken fra oplysninger i sagen, men en ren fejl gjorde, at avisen alligevel fik udleveret bl.a. en mail fra ambassadøren i Beijing, der advarede mod mødet med Dalai Lama

Andre effektive mure (Magasinet Finans)

Der findes andre effektive ’mure’, som journalister må erkende ikke kan forceres, når først en myndighed én gang for alle har besluttet sig for at blokere adgangen – uanset om det kan virke lovligt, logisk eller retfærdigt.

En sådan sag udsprang af den såkaldte Bankpakke II fra starten af 2009.

Her blev der på et aktstykke (dvs. uden lovbehandling i Folketinget) bevilget 20 milliarder kroner til at låne ud til den trængte danske eksportsektor. Problemet var, at bankerne ikke længere kunne finansiere store eksportprojekter som følge af finanskrisen.

Pengene blev bevilget til statens eksportkreditinstitution, Eksport Kredit Fonden (EKF), som er en selvstændig myndighed under Erhvervsministeriet. EKF er underlagt Forvaltningsloven og træffer forvaltningsafgørelser, men har i lighed med flere andre myndigheder fået en særlig undtagelse fra Offentlighedsloven.

EKF skulle formidle de 20 milliarder til bankerne – og derfra videre til eksportørerne.

Fonden offentliggjorde imidlertid meget lidt om, hvem der fik lånene. F.eks. vidste man, at A.P. Møller Mærsk havde lånt penge til at bygge skibe i Sydkorea – men man vidste ikke, hvem de danske eksportører var – eller hvem banken var, som havde fået lånet.

Derfor kunne man ikke følge op på Folketingets mål med ordningen, og det ville Jakob Thomsen, der skrev for Magasinet Finans, gerne lave om på:

”Som en sidste mulighed, for bare at få den mindste smule at vide om EKFs administration af ordningerne, begærede jeg aktindsigt hos Rigsrevisionen i de protokollater, som laves i forbindelse med EKFs årsregnskab. Her ville man kunne se, om Rigsrevisor har fundet noget, som er kritisabelt uden dog at være så kritisabelt, at det fører til en påtegning i regnskabet. Jeg har erfaring med, at det kan forekomme – og kan være væsentligt.”

Rigsrevisionen har tidligere udleveret sådan et protokollat til Jakob Thomsen vedrørende en anden ordning, som EKF administrerer. Men denne gang går den ikke.

EKF bliver hørt ad flere omgange og vil ikke have protokollaterne udleveret. Fonden bruger kammeradvokaten, som finder frem til, at fordi EKF, udover Rigsrevisionen, også revideres af et privat revisionsselskab, som har tavshedspligt – ja, så vil Rigsrevisor blive gjort erstatningsansvarlig, hvis han uden samtykke udleverer dokumenterne.

Det afgør sagen, og som Jakob Thomsen konstaterer: ”Så langt vil en myndighed gå for at undgå offentlighed – som til at true Rigsrevisor med strafansvar, hvis han bryder tavshedsmuren.”

”Man skal her bemærke, at en forudsætning for, at Folketinget i 1999 – modstræbende – gik med til at give fonden undtagelse fra offentlighedsloven, blandt andet var, at den parlamentariske kontrol med EKF til dels var sikret via Rigsrevisionen.”

Dommere i dækning (DR Dokumentar)

Af og til sker det, at omhyggeligt opsatte mure alligevel falder og dermed demonstrerer, at afværgemanøvren måske slet ikke havde været nødvendig – i første omgang.

I 2002 sendte journalisterne Thomas Gade og Nils Giversen et undersøgende program om Flygtningenævnet med titlen ’Det store asyllotteri’ for DR Dokumentar.

Journalisterne fokuserede på den vinkel, at der var stor forskel på afgørelserne i de enkelte nævn, der trådte sammen om en asylsag – og at sagernes udfald i en vis udstrækning var afhængig af, hvem der var formand (formanden er altid en dommer).

Blandt dommerne i Flygtningenævnet var der, ifølge kilder, både ’strammere’ og ’slappere’, og den personlige holdning til flygtninge kunne tilsyneladende være afgørende for, om en asylansøger fik asyl eller afslag, mente kilderne.

Under researchen begærede DR Dokumentar derfor aktindsigt i data-opgørelser over Flygtningenævnets afgørelser. Det blev afslået.

Sagen gik videre til ministeriet, hvorfra der også kom afslag på den – på papiret – ikke særlig opsigtvækkende eller faretruende aktindsigtsanmodning.

Derpå lavede DR Dokumentar møjsommeligt sin egen statistik ved at besøge en række af landets asyl-advokater, hvor journalisterne pløjede omkring 1000 afgørelser igennem.

Statistikken dokumenterede forskellen. Efter programmet blev daværende minister for området, Bertel Haarder, presset til at oplyse de reelle tal (som næsten var identiske med tv-programmets).

Udgivet i 3. Statens sikkerhed | Tagget , , | Kommentarer slået fra